Nordafrikas jasmin-revolution

Hvis ikke det havde været for de hastigt stigende fødevarepriser og den store arbejdsløshed blandt selv veluddannede unge, var den tunesiske præsident gennem 24 år, Zine El Abidine Ben Ali, måske aldrig blevet væltet. Forleden flygtede han sammen med sin familie til Saudi-Arabien. Hans autoritære regime har i mange år holdt landet i et stramt greb, en række politiske partier har været forbudt, og det frygtede sikkerhedspolitik har slået hårdt ned på potentielle modstandere.

Tunesiens jasmin-revolution rummer et håb om, at landet kan forvandles til et mere demokratisk land, med frie valg samt forsamlings- og pressefrihed.

Tunesien har med en relativt veluddannet befolkning bedre forudsætninger end de fleste andre arabiske lande for at gennemføre transformationen.

En national samlingsregering er blevet dannet under ledelse af Mohamed Ghannouchi, og den skal forberede et  nyt parlaments- og præsidentvalg. Exilerede partiledere er vendt tilbage til landet, der i fredags indledte tre dages landesorg for at mindes de over 75 mennesker, der har mistet livet, siden de folkelige uroligheder startede i decmeber.

Det folkelige oprør er foreløbig sekulært, og der er ikke en stærk bevægelse af islamistiske fundamentalister, som forsøger at kapitalisere på den nye politiske situation.

For Europa kan jasmin-revolutionen få stor betydning, ikke mindst hvis den bliver et forbillede for flere af nabolandene i Nordafrika – fra Marokko til Libyen og Egypten, der har autoritære og despotiske styrer. Den demokratisering, der allerede er gennemført i Libanon, og som måske kan få fodfæste i Tunesien, kan forhåbentlig inspirere befolkningerne i andre lande i Nordafrika og Mellemøsten til at længes efter en frigørelse fra de gamle autoritære herskere.