De norske erfaringer med at stå uden for EU kan vende op og ned på den danske debat om EU. Det har hidtil været et ubestridt argument på nej-fløjen, at integrationen i EU gik ud over vores nationale folkestyre. Men netop demokratiet har været den store taber, siden Norge sagde nej til medlemskabet. Det er der bemærkelsesværdig enighed om i Norge, selv blandt fremtrædende nejsigere, viser en analyse, som Mandag Morgen har foretaget af de norske tilstande. Nordmændene må i dag underkaste sig en meget lang række EU-beslutninger, som de ikke har nogen mulighed for at påvirke. Norges integration i EU foregår nemlig med stor hast - men uden nogen form for demokratisk kontrol eller offentlig debat. De private interesser er tvunget til selv at varetage deres EU-interesser med lobbyister direkte i Bruxelles. Hvis regeringen skal følge med og forsøge at varetage norske interesser foregår det typisk via uformelle kanaler, og regeringen må ofte holde oplysningerne tæt til kroppen af frygt for, at kilderne tørrer ud. De store tabere er de folkevalgte, offentligheden og græsrødderne. Afdemokratiseringen af Norge har den største relevans for dansk EU-debat. Det demokratiske spørgsmål bør blive et hovedargument for dansk medlemskab af EU, argumenterer Mandag Morgen i sin leder.