Man ser det for sig. USA’s nye præsident stiller sig på gulvtæppet med præsidentens segl og den hvidhovedede havørn og ser sig omkring i det, der vil være hans centrale omdrejningspunkt de næste fire år i hvert fald. Det ovale kontor i Det Hvide Hus.

Busten af Martin Luther King på bordet til venstre for kaminen er sikkert blevet båret ud sammen med Obamas flyttekasser. Hver præsident sætter sit personlige præg på verdens mest berømte arbejdsplads. Obamas familiebilleder bag ved skrivebordet og den højryggede stol er blevet udskiftet med Donald Trumps. En ny tid kan begynde. En sikkert ikke helt normal mandag på kontoret. Første dag ud af de 100 første dage, som siges at være de vigtigste i en præsidentperiode.

Det er her i løbet af de 100 dage hans vælgere fornemmer, om deres høje forventninger til forandring bliver indfriet. Til at Trump kan omsætte den folkelige bevægelse, han har skabt, til nye amerikanske jobs, vækst, selvtillid og optimisme.

Mens hele verden venter på Trumps nye politik, så vil interessen i medierne samle sig om, hvordan manden med speciale i at drive kommunikation via beskeder af 140 karakterers længde på Twitter nu vil håndtere at blive en del af et stort politisk apparat og et kæmpestort politisk ansvar. Hvordan han vil håndtere den frie og kritiske presse, som hans forgænger på sit sidste pressemøde som præsident netop hyldede for at udfordre ham og for at holde skarp kontrol med tingene.

Trump har som præsident det stærke udgangspunkt at have kongressens flertal med sig. Det modsatte var tilfældet for Obama. Til gengæld har Trump og hans stab kaldt medierne for den egentlige opposition. Undervejs i valgkampen er kritiske medier blevet udelukket fra valgmøder. På hans sidste pressemøde inden overtagelsen af præsidentembedet blev CNN beskyldt for at være ”falske nyheder” og onlinemediet BuzzFeed for at være det rene affald.

Derfor venter pressekorpset i Det Hvide Hus med spænding på, hvad der kommer til at ramme dem. Rygterne ville først vide, at den nye præsident ville rense ud i adgangen til Vestfløjen i Det Hvide Hus med det traditionelle briefingrum for de faste politiske reportere. Det blev dog afkræftet.

Men i stedet for at udelukke bestemte kritiske medier synes Trump optaget af at ændre på mængden af medier med adgang til ham og blandingen af dem, så han i et langt større presselokale vil kunne udvande styrken og betydningen af de store, kritiske østkystmedier som New York Times og Washington Post og tv-stationerne, med undtagelse af Fox News, som han har ligget i åbenlys krig med. Trump vil have nogle flere bloggere, udvalgte onlinemedier på højrefløjen og mindre radiostationer og tv-kanaler med på presseholdet.

I det hele taget synes den nye præsident ikke bare at have det svært med frihandel, udenlandske biler, kinesiske varer, syriske flygtninge, EU, NATO og mexicanske immigranter. Han har det også svært med kritik og åbenhed. Det hører måske heller ikke med til billedet af en effektiv erhvervsmand, at han skal bruge sit liv på at svare på kritiske spørgsmål. Men sådan er livet nu engang for en demokratisk valgt præsident.

Da han forleden på sit sidste pressemøde inden overtagelsen af præsidentembedet fremviste en enorm stor bunke papirer og mapper på et bord ved siden af talerstolen som illustration af, hvor meget papir der havde skullet til for at overdrage hans virksomhed til sønnerne, så var der ingen medier, der fik lov til bare at åbne en af dokumentmapperne eller se et enkelt stykke papir som bevis på, at der var et indhold i det hele. Det kunne i realiteten være teaterrekvisitter.

I valgkampen har Trump været en mester i at manipulere medier og modstandere. Han har sendt udokumenterede påstande i øst og vest. Intimideret fjender og politiske modstandere på det groveste. Han har præsenteret konspirationsteorier af forskellig karakter, der skulle få ham selv til at fremstå som den rene og skinbarlige frelser af den amerikanske befolkning fra en sump af politisk råddenskab. Han har truet og latterliggjort både journalister og demonstranter. Han har modsagt sig selv og ændret linje, når det var opportunt, og han er en mester i at kaste nye lunser ud til medierne at skrive og rapportere om, når opmærksomheden har skullet væk fra de dårlige sager.

Lige som hele verden venter på en ny tid under Trump med en ikke ubetydelig bekymring, så kommer der også en ny tid for medierne. Både dem i USA og andre steder. Hvad gør vi med en præsident, som i den grad bryder rammerne for anerkendt kommunikation? Medierne må lægge både forbløffelsen, forargelsen over og fascinationen af Trump til side. Vi må nu til at betragte manden som det, han er blevet. En af verdens vigtigste politiske ledere og med vores udgangspunkt i den vestlige verden stadig den vigtigste politiske leder.

Vi må måle hans politik, hans udmeldinger, hans ageren som verdensleder, hans team af medarbejdere og ministre med samme alen, som vi måler alle andre med politisk ansvar i den storskala i et demokrati, der bygger på ytringsfrihed og pressefrihed og en idé om, at medierne har til opgave at kontrollere og kigge magthaverne kritisk efter i sømmene. Vi må holde op med at give karakter til showmanden, realitystjernen og supermanipulatoren og begynde at tage Trump på ordet og tage ham alvorligt.