Opgøret om udlicitering rykker nu helt ind i de kommunale rådhuse. Private står på spring for at overtage store dele af den kommunale administration, og kommunalpolitikerne byder dem velkommen. Revisionsfirmaet Deloitte & Touche har i den seneste tid testet markedet og tilbyder f.eks. at opkræve vandafgifter og udbetale boligstøtte for kommunerne. Skovbos borgmester, Ole Hansen, har allerede været i kontakt med firmaet og “kan slet ikke se enden på mulighederne”. Direktør Karsten Heiselberg fra Deloitte & Touche venter, at den første danske kommune udbyder administrationsopgaver i fri konkurrence inden for tre måneder. Dermed vil Danmark få et lille gennembrud i forhold til en udvikling, som går rivende stærkt i Storbritannien. Eksempelvis har Sheffield kommune overført 450 ansatte til et privat administrationsfirma.