Få nu partiernes sponsorer frem i lyset

Der var engang, hvor de politiske partier var grundstenen i vores demokrati. Hvor partierne havde karakter af rene folkebastioner. Det var dengang, hvor ca. hver fjerde af vælgerne var medlem af et politisk parti.

[quote align="right" author=""]Reglerne om partistøtte er utidssvarende og slet ikke i tråd med de krav om åbenhed, som vi ellers tager for givet i vores demokratiske institutioner.[/quote]

Men gennem de sidste 50 år har vælgerne i stigende grad vendt ryggen til partierne, så Danmarks Naturfredningsforening i dag har næsten lige så mange medlemmer som Socialdemokraterne, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti tilsammen.

Det kan også mærkes på partiernes pengekasser. På få år er den statslige partistøtte skudt i vejret, samtidig med at millioner af kroner fosser ind i partiernes pengekasser via økonomiske bidrag fra virksomheder, organisationer, fagforbund og private, uden at offentligheden får meget indsigt i sagerne. Samtidig er partimedlemmer efterhånden gået fra nærmest at være en indtægtskilde til en udgiftspost i partiernes regnskaber.

Da den statslige støtteordning trådte i kraft i 1987, fik partierne kun 5 kr. pr. stemme. Når du ved næste folketingsvalg står inde i stemmeboksen for at sætte dit kryds, er du med til at overføre 30 kr. om året til det politiske parti, du stemmer på. På denne måde bliver partierne holdt økonomisk på fode af en stor offentlig statsstøtte på godt 100 mio. kr. om året.

Men det egentlige problem ligger i det næsten lige så store beløb, partierne høster fra private sponsorer i valgår. Et beløb som vokser fra valg til valg. 

Ved det sidste valg i 2011 fik partierne 82 millioner kr. i bidrag fra sponsorer – det er en stigning på 67 pct. i forhold til valgåret i 2007.

Udviklingen er farlig. Uanset om Danmark går i retning af større politisk afhængighed af private partisponsorer eller statsstøttede partier, er vi ved at kappe forbindelsen til medlemmerne og dermed den tovejskommunikation mellem bund og top i partierne, som er så vigtig for politikudviklingen og for demokratiet. En af landets førende eksperter på området, demokratiforsker Lars Bille, advarer i analysen på side 6 ligefrem imod, at det giver et ”skrøbeligt demokrati”.
 

UDVIKLINGEN BLIVER IKKE MINDRE FARLIG ved, at en stor del af pengestrømmen fra sponsorerne foregår i det skjulte.

Ganske vist har partierne pligt til at oplyse navnene på sponsorer, der betaler over 20.000 kr. Men reglerne er hullede som en si. En betydelig del af sponsorbidragene er mørklagt. Og det gælder både blandt partier i rød og blå blok. En af de uacceptable konsekvenser af det er, at vælgerne ikke aner, om en virksomhed eller organisation har bidraget med 20.005 kr. eller 2 millioner kr.

Sagen om Lars Løkke Rasmussens sponsortøj i foråret og Kopenhagen Furs ”glemte” sponsorstøtte på 70.000 kr. til Venstre viste med al tydelighed, at offentligheden har behov for at få mere åbenhed og indblik i de private bidrag til partierne.

Europarådets antikorruptionssamarbejde Greco rettede tidligere på året en særdeles skarp kritik mod den manglende gennemsigtighed i den danske partistøtte. Danmark hører til blandt de mest lukkede europæiske lande på området.

Den manglende åbenhed giver grobund for myter og mistænkeliggørelse. Er de økonomiske bidrag fra en bank, et medicinalfirma eller et fagforbund bundet op på en forventning om at levere en modydelse i form af en bestemt politik? Modtager enkelte politikere private bidrag uden om partiregnskabet? Og hvorfor må vælgerne ikke få at vide, om en lokal partiforening har modtaget en stor check fra en privat sponsor?
 

OM FÅ UGER AFLEVERER et udvalg med den tidligere departementschef Bo Smith som formand en række anbefalinger til regeringen om, hvordan der kan skabes større åbenhed og gennemsigtighed i den økonomiske støtte til de politiske partier.

Det er en enestående mulighed for én gang for alle at få ryddet op i den private støtte til partierne og få vedtaget et helt nyt regelsæt, der fjerner mistænkeliggørelse og mytedannelser og skaber åbenhed omkring de private økonomiske interesser, der driver vores demokrati.

Vi ved godt, at partier i rød blok modtager store bidrag fra fagbevægelsen. Vi ved også godt, at de borgerlige partier modtager penge fra store dele af erhvervslivet. Men vi kender ikke de præcise beløb og det er alt for nemt at skjule sponsorernes identitet.

Vi ved ikke præcis, hvor meget fagbevægelsen støtter partier i rød blok indirekte gennem f.eks. massive annoncekampagner. Ofte kender vi heller ikke sponsorerne, da de gemmer sig bag de såkaldte pengeklubber med kryptiske navne som ”Den Liberale Erhvervsklub”, ”Finanssektorens forening til støtte af et sundt og konkurrencedygtigt erhvervsliv”, ”C-Business” eller ”Landbrug & Fødevarers forening til støtte af et konkurrencedygtigt erhvervsliv”.

Det er utidssvarende og slet ikke i tråd med de krav om åbenhed, som vi ellers tager for givet i vores demokratiske institutioner.

Det er symptomatisk og beskæmmende for partiernes reaktioner på offentlighedens krav om indblik, at debatten om partistøtten præges af politiske drillerier. De blå kræver stramninger i fagbevægelsens sponsormuligheder og de røde kræver grænsen for oplysningspligt sænket fra de 20.000 kr. – et forslag, der alt andet lige vil udfordre erhvervslivets organiserede bunkesponsorater i de førnævnte pengeklubber.

Når politikere på tværs af partierne taler varmt om størst mulig åbenhed og gennemsigtighed på alle mulige andre områder, bør de lægge årelange stridigheder på hylden og finde en langtidsholdbar løsning for partistøtten.
 

OFFENTLIGHEDEN BØR GIVES STØRRE INDBLIK i, hvem der finansierer de politiske partier og med hvor meget. Alt andet vækker en kedelig mistanke om, at partierne har noget at skjule. De Radikale og Enhedslisten har vist vejen. Begge partier offentliggør navne og beløbsstørrelser på alle deres bidragsydere.

Det bør heller ikke være muligt for politikere at modtage private bidrag og lade det være et mellemværende mellem modtageren og skattevæsenet. Oplysningerne bør komme frem i lyset.

Det kunne nærmest virke som lovsjusk, da Nyrup-regeringen i midten af 1990’erne gav lokale partiforeninger pligt til at indberette beløb på over 20.000 kr. til kommunen, men uden at offentligheden kan få det samme indblik i oplysningerne, hvis pengene kommer fra en privatperson eller en enkeltmandsejet virksomhed. Det var ikke ånden i loven fra 1995, og det bør der rettes op på i de kommende forhandlinger om partistøtten.

Forhandlingerne handler ikke kun om kroner og ører til de enkelte partier, om opgør med pengeklubber, eller om hvorvidt medlemmer af fagforeninger aktivt skal melde sig fra eller til partistøtte over fagforeningskontingentet.

De handler om noget meget større: om Danmark skal fortsætte udviklingen i retning mod stadig større sponsordemokrati og statsstøttede partier – med risiko for at udhule det folkelige element i demokratiet.

Ingen skal tvinge danskerne tilbage i partiforeningerne, men resulterer forhandlingerne ikke i større åbenhed om partisponsoraterne, har partierne forspildt en enestående chance for at genvinde noget af vælgernes tabte tillid.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu