Massebevægelse 1 million unge skal kæmpe for ambitiøs klimaaftale Topmødeværter opfordrer til global mobilisering En million unge fra hele verden skal mobiliseres i kampen for en klimaaftale i København til december. Det er ambitionen med projektet PlanetCall, som Copenhagen Climate Council, Mandag Morgen og en kreds af internationale studenterorganisationer lancerer i denne uge. Initiativet, der støttes af danske fonde, virksomheder og organisationer, blev præsenteret på det internationale erhvervstopmøde i sidste uge og fik stærk opbakning fra FNs generalsekretær Ban Ki-moon og den danske klima- og energiminister Connie Hedegaard. Ban Ki-moon opfordrede de unge til at inspirere og udfordre politikerne. Connie Hedegaard håber, at initiativet kan udløse en “global mobilisering”, der kan lægge maksimalt pres på beslutningstagerne.