Den kun ét år gamle konkurrencelov er næppe nok til at sikre effektiv konkurrence på det danske marked. Danskerne betaler i dag de næsthøjeste forbrugerpriser i den vestlige verden, og der er mangelfuld konkurrence i en lang række sektorer. Konkurrencerådets formand, Svend Hylleberg, mener, at man skal afvente flere erfaringer med den nye lov. Men han erkender, at der brug for ændringer og stramninger på en række områder. Han nævner blandt andet indførelse af national kontrol med fusioner, Konkurrencerådets størrelse og sammensætning samt mulighed for at udstede bøder, allerede første gang en virksomhed misbruger en dominerende markedsposition.