Planen for næste års mest spektakulære PR-begivenhed i dansk erhvervsliv er nu på plads. Den finder sted i Københavns Politigård, der til foråret udsmykkes af en 145 meter lang tegneserie, som viser blomstrede politibiler, betjente, der krammer demonstranter, og politihunde som legesyge pudler. På udvalgte fredag aftener vil der være lys- og lydshow, underholdning ved folkekære kunstnere og mulighed for at danse en særlig politikærlighedsdans. Arrangementets navn er Tryg i Danmark. Sponsoren er Tryg-Baltica og idémanden provo-kunstneren Michael Brammer, bedst kendt for sine udstoppede hundehvalpe. Projektet er det hidtil mest åbenlyse eksempel på, at provokationen og kunsten for alvor vinder frem indenfor markedsføring. B&O overvejer en lignende event. ADIDAS og Levi’s bruger nu originale graffitimalerier som reklamer. Et norsk bryggeri bestiller et maleri, udstiller det på kunstmuseum og bruger det bagefter som etiket. I virksomhedernes jagt på det gode image får kunstnerne stadigt friere rammer til at udtrykke sig. En undersøgelse viser, at i takt med at der er kommet flere reklamer, er danskerne blevet mere immune over for de kommercielle budskaber. Reklamefolk vurderer, at fremtidens vigtigste salgsparameter bliver holdninger, og at kunsten kan hjælpe erhvervslivet til at vinde ny synlighed hos forbrugerne.