Reformen er ifølge ministeren en form for hovedrengøring af socialpolitikken. Karen Hækkerup har brugt en stor del af foråret på at tale med de mange organisationer på det sociale område, holde dialogmøder og besøge institutioner for at få input til sin reform. Et af de gennemgående træk i reformen er øget fokus på forebyggelse og inklusion.

”Vi har en situation i dag, hvor vi kan stå på fødegangen og udpege de vugger, hvori der ligger et dårligt liv. Vi kan ikke være bekendt som samfund, at vi på lang afstand kan spotte de børn, som vi om 10, 20 eller 30 år sender på afvænning eller i fængsel, uden at vi sætter massivt og målrettet ind nu,” siger Karen Hækkerup.

Forventningerne er da også skruet i vejret ude blandt velfærdssamfundets kernetropper og de mange brugere. Karen Hækkerup har fået lange ønskesedler fra organisationerne med forslag til, hvad der bør indgå i reformpakken. Den kommende tid vil vise, hvor mange af deres ønsker der kommer med.

For Karen Hækkerup begiver sig ud på en vanskelig rejse. Hun vil forcere en række politiske minefelter og risikerer nærmest at få en krigserklæring fra en række centrale spillere på socialområdet med sine sprængfarlige forslag om bl.a. at gøre op med metodefriheden på det sociale område, professionalisere frivilliges arbejde og  lægge tilsynet med de sociale opholdssteder over til klynger af kommuner og ikke i staten.

1. Overgreb mod børn

Aldrig mere en ny Brønderslev-sag

Stort set fra sin første dag som socialminister er Karen Hækkerup blevet konfronteret med tragiske sager om børn og unge, der er blevet seksuelt misbrugt og vanrøgtet i årevis, uden at myndighederne har grebet ind trods talrige underretninger fra læger, skoler, naboer og børnene selv.

Sagerne fra f.eks. Tønder, Brønderslev, Mern, Rebild, Esbjerg og Bornholm vidner om et systemsvigt, der har chokeret Karen Hækkerup. Derfor har hun givet kampen for at stoppe overgreb og omsorgssvigt af udsatte børn og unge førsteprioritet i sin nye socialreform.

Hun lancerede for nylig den første pakke i socialreformen - kaldet overgrebspakken. Den skal sikre, at færre børn bliver udsat for overgreb, og at myndighederne reagerer hurtigt og korrekt, så snart de får mistanke om, at børn eller unge er udsat for overgreb eller omsorgssvigt.

”Det vigtigste er, at der nu bliver styr på underretningerne. Det har der ikke været hidtil. Den ene sag efter den anden har vist, at selv om man troede, der var styr på underretningerne, så har der alligevel ligget otte underretninger i skuffen, som bare ikke er kommet videre, fordi sagsbehandleren er gået ned med stress, gået på barsel eller nogen troede, at der var andre, der havde taget hånd om familien,” siger Karen Hækkerup.

Fremover bliver der indført en systematik, så alle underretninger om bekymring over børns forhold skal vurderes inden for 24 timer. Pakken til 315 millioner kr. betyder også, at lærere, socialpædagoger, socialrådgivere og andre faggrupper skal klædes bedre på til at tackle mistanker om overgreb på børn. Alle kommuner skal være tilknyttet et børnehus, som er indrettet på børnenes præmisser og samler hjælp og behandling ét sted, så børnene ikke længere skal pendle mellem politi, sygehus og socialforvaltning.

Der indføres et lovkrav om, at børn altid skal høres og inddrages tidligt i forløbet, når der opstår en mistanke. Det sker heller ikke altid i dag. Og så skal hver kommune have beredskabsplaner for at forebygge og håndtere sager om overgreb. Det har alle kommuner heller ikke i dag.

2. Tilsynsreform

Skærpet tilsyn med opholdssteder

Karen Hækkerup vil også stramme reglerne for godkendelse af og tilsyn med opholdssteder og botilbud i forsøg på at luge ud blandt dem, hun kalder ”brodne kar”, og sikre en mere tryg opvækst for nogle af samfundets mest udsatte børn og unge.

Medierne har det seneste år afdækket en stribe kritisable forhold på landets opholdssteder for anbragte børn og unge om bl.a. misbrug og overgreb på børn, brug af nærmest torturlignende metoder og fusk med økonomien. De mange sager har efterladt et indtryk af et område uden tilstrækkelig styring og kontrol.

”Det er en katastrofe, at der er så lidt styr på, hvad der foregår derude. Som reglerne er i dag, kan næsten enhver slå sig ned for at tage sig af nogle af samfundets svageste borgere, selv om det eneste, de groft sagt har, er et speedbådskursus og en gammel lade. Der er heldigvis nogle meget gode og dygtige botilbud og opholdssteder. Men der er også brodne kar, som virkelig er noget skidt. Derfor handler det om at få udviklet de gode steder og få lukket de dårlige. Det bliver måske den største brik i denne socialreform,” siger Karen Hækkerup.

I dag fører kommunerne tilsyn med sig selv, da de har mange forskellige kasketter. De har rollen som sagsbehandler, der anbringer børnene, står for godkendelse, fører tilsyn, er kunde på opholdsstederne, og de ejer selv mange af institutionerne.

Fremover udpeges 5 kommuner til at stå for samtlige 98 kommuners tilsyn. De nye sociale tilsyn vil være få, stærke centre, der skal føre tilsyn med både offentlige og private opholdssteder og sørge for, at de lever op til de skærpede krav og regler, som regeringen vil indføre.

”Der er nødt til at være uafhængighed. Men det vil ikke være fremkommeligt at have et statsligt organ. Jeg vil hellere have få store, faglige og bæredygtige enheder, som skal kunne håndtere de nye krav, men hvor kommunerne også får et medejerskab til f.eks. at fastsætte prisen for tilsyn, og hvor mange gange man skal komme på tilsyn,” siger hun.

Men forslaget vækker ikke begejstring hos en række sociale aktører. De ser hellere, at staten – som f.eks. Socialstyrelsen – overtager tilsynet.

”Vi håber, at ministeren, støttet af Folketingets partier, vil holde fast i det oprindelige ønske om at gennemføre en reform, der skal højne kvaliteten og udviklingen af socialpædagogikken, frem for at vælge en tilsynsmodel, der ikke løser nogle problemer, ikke aktivt understøtter kvaliteten og udviklingen af tilsynet og i realiteten blot fører til opfindelsen af endnu en offentlig myndighed,” hedder det i et fælles brev til ministeren fra Landsforeningen af Opholdssteder, Dansk Erhverv og Selveje Danmark.

Karen Hækkerup vil også skærpe kravene for at blive godkendt som opholdssted og sikre, at de metoder, opholdsstederne benytter sig af i dagligdagen, har dokumenteret effekt. Hun vil også skærpe de økonomiske krav til opholdsstederne. I dag betyder reglerne, at man ofte udsteder en godkendelse til f.eks. en hovedinstitution, uden at kontrollere dens underafdelinger.

Det skal være slut med enkeltmandstilbud. Fremover bliver det et krav, at de enkelte institutioner har en bestyrelse, der skal sikre, at de anbragte børn og unge får den rigtige hjælp. Desuden vil regeringen stramme op på undervisningen for de ca. 3.000 børn og unge, som ikke kan følge undervisningen i den almindelige folkeskole og derfor bliver undervist på institutionernes egne skoler. Bl.a. skal det fremover altid være uddannede lærere, der står for undervisningen.

”Når vi fjerner et barn fra dets mor og far, skal vi være sikre på, at det kommer et sted hen, hvor vi kan forsvare den pædagogik, der bliver brugt, hvor vi behandler børnene ordentligt, hvor vi sørger for, at de lærer noget og kan udvikle sig. Mange steder har de ikke engang en uddannet lærer. Det er jo bizart. I dag må vi konstatere, at for få af dem, vi fjerner, rent faktisk ender med at få et godt liv,” siger Karen Hækkerup.

De nye, skærpede regler kommer ikke kun til at omfatte nye opholdssteder og botilbud, men også de nuværende. Karen Hækkerup forudser, at reformen kommer til at få en lang indkøringsperiode, da den betyder gennemgribende forandringer.

3. Frivillige

Større inddragelse af frivillige

Mens borgmestre landet over har kæmpet for at få økonomien til at hænge sammen på næste års budgetter, og velfærden mange steder skal på skrump, åbner Karen Hækkerup nu muligheden for, at kommunerne kan bruge mere frivillig arbejdskraft. Større brug af frivillige bliver nemlig en tredje pakke i ministerens store socialreform.

Karen Hækkerup er indstillet på at nedbryde gamle fastlåste grænser for brug af frivillige til at løse velfærdens kerneopgaver. Hendes mål er at tænke den tredje sektor langt mere strategisk ind i fremtidens velfærdssamfund.

”Overordnet set er min vision, at jeg ikke er bange for at få området mere professionaliseret. Frivillige kan noget andet, end det offentlige kan. Frivillige skal ikke blot være et supplement og har en stor værdi, vi ikke må underkende. Nogle har brug for hjælp, og det er ikke altid, at det offentlige har de bedste løsninger,” siger Karen Hækkerup.

Hun fortæller begejstret om sit besøg på plejehjemmet Bomi-Parken på Amager, hvor 16-årige gymnasieelever kommer forbi for at spille spil og gå ture med de ældre. Hun fremhæver frivillige vågekoner, der sidder hos ensomme døende i deres sidste tid. Og flere kommunale jobcentre rundt i landet har gode erfaringer med at benytte frivillige mentorer til at komme i kontakt med unge ledige, der har andre problemer end ledighed.

Det er især folk mellem 30 og 49 år, der i dag laver frivilligt arbejde. Og undersøgelser har vist, at flere end to ud af tre, der ikke er frivillige i dag, er positive over for at blive det i fremtiden. Det er dette potentiale, som Karen Hækkerup gerne vil udnytte.

”Vi er gode til at udnytte potentialet blandt frivillige i dag. Men vi er ikke gode nok. Vi skal blive bedre. Og jeg er meget optaget af, hvordan vi kan organisere det bedre for alle de mange mennesker, som gerne vil være frivillige.”

Med sin vision træder hun direkte ind i et politisk minefelt. Flere faglige organisationer som FOA, Socialpædagogerne, Dansk Socialrådgiverforening og Dansk Sygeplejeråd står vagt om en række grundlæggende spilleregler for, hvad frivillige kan lave i forhold til de fagprofessionelle. De mener f.eks., at frivillige ikke kan overtage ansvaret for lovbunde opgaver og ydelser, som borgerne har retskrav på, og at hver enkelt institution skal have klare regler for, hvad frivillige kan lave. Hvis Karen Hækkerup forsøger at flytte disse hegnspæle om velfærdens kerneopgaver, vil hun møde massiv modstand fra mange faglige organisationer.

Hun har skrevet til samtlige ministre og bedt dem om at spille ind med forslag til, hvordan de hver især kan bidrage til at leve op til intentionerne i regeringsgrundlaget om at fjerne barrierer for de frivillige. Samtidig har hun spurgt de frivillige selv, hvor de oplever barrierer. Hendes embedsmænd tygger nu på de mange forslag, der skal munde ud i et samlet regeringsudspil.

Karen Hækkerup har forelsket sig i tankerne om bæredygtig frivillighed, som hun vil prioritere højt i sin reformpakke om frivillige. Hun vil i højere grad aktivere folk inden for målgrupper som hjemløse og psykisk syge til selv at blive frivillige på længere sigt. Hun fremhæver de hjemløses landsorganisation SAND som et eksempel til inspiration for andre.

”Rigtig mange af deres frivillige er selv tidligere hjemløse. De kender problemerne på deres egen krop. Og selv om de er kommet videre, bliver de ved med at give deres hjælp til andre. Derfor er bæredygtig frivillighed en fantastisk spændende tanke, som kan mobilisere nye kræfter, og som jeg meget gerne vil give noget mere kul,” siger Karen Hækkerup.

4. Prioritering af velfærd

Opgør med gratis hjemmehjælp

Et af de mest ømtålelige emner i den store socialreform bliver en prioritering af velfærdsydelserne. Det bliver heller ikke en let opgave. Men det er ifølge Karen Hækkerup nødvendigt at kaste et kritisk blik på de mange varer på velfærdssamfundets hylder for at få råd til at hjælpe de med størst behov.

Hun har konkret foreslået at lade velhavende ældre betale for rengøringen, skære i folkepensionens grundbeløb for de mest velhavende pensionister, skære i børnechecken til forældre med store indkomster og stoppe for gratis daginstitutionsplads til handicappede børn.

Alle sammen kontroversielle forslag, som gav hende verbale tæsk fra både politiske venner og fjender. Nogle få klappede i hænderne. De fleste var kritiske og anklagede hende for at gamble med hele velfærdsstatens grundtanke.

”Jeg startede prioriteringsdebatten ud fra en erkendelse af, at jeg er kommet til et ministerium, hvor jeg kan se mange ting, jeg gerne vil gøre anderledes. Jeg kan se narkomaner, der ikke får ordentlig hjælp. Jeg kan se hjemløse, som jeg gerne vil gøre noget mere for. Men de tider er forbi, hvor man bare kan ringe til Finansministeriet og sige, at nu er den gal igen, send nogle flere penge. Hvis jeg gerne vil have flere penge, må jeg også selv tage ansvar og se, om der er nogle ting i mit eget hus, som man ville kunne bruge til folk med større behov,” siger Karen Hækkerup.

Forslaget om at beskære de rige folkepensionisters grundbeløb blev forhandlet ud af skattereformen. Men beskæringen af børnechecken til forældre med indkomster over 760.000 kr. kom med. De andre forslag er foreløbig parkeret i skuffen.

”Jeg står stadig ved de forslag, jeg har sagt. Og jeg glæder mig over, at børnechecken bliver beskåret for mennesker med store indtægter som mig selv. Jeg er jo ikke politisk tonedøv og kan sagtens se, at prioritering ikke lige er et emne, som det er tid til at tale om. Det er en debat, som kommer til at kræve noget modning.”

5. Opgør med metodefrihed

Milliarder skal bruges på det, der virker

Socialreformen bliver på mange måder et opgør med den måde, store dele af det sociale arbejde fungerer på i dag.

Et af de mest markante indgreb bliver opgøret med den metodefrihed, som hersker på det sociale område. Det skal være slut med princippet om at ”lade de 1.000 blomster blomstre”. Princippet betyder ifølge ministeren, at milliarder af kroner hvert år bliver brugt på sociale initiativer, som ingen reelt kender effekten af. Borgmestre, folketingspolitikere og sagsbehandlere famler derfor langt hen ad vejen i blinde, når de afsætter penge til nye, sociale projekter uden nogen form for dokumentation for, at de virker. Og selv om der ligger masser af viden ude i de enkelte kommuner, er den ofte ikke sat i system eller afprøvet.

Karen Hækkerup vil indføre en gennemgribende evidenskultur på socialområdet på samme måde som på sundhedsområdet, hvor ingen patienter i dag bliver behandlet, uden at der er tilstrækkelig stor dokumentation for effekten.

”Jeg synes, man har svigtet mange mennesker ved ikke at sørge for at have viden om, hvorvidt de metoder, man bruger, nu også virker. Det gælder bl.a. over for stofmisbrugere og hjemløse, men også over for langtidsledige, langtidssygemeldte og dem uden uddannelse. Vi skal simpelthen væk fra princippet om at lade 1.000 blomster blomstre. Når vi har evidens for, at der er nogle metoder, som har større effekt end andre, skal vi udbrede omfanget af dem i samarbejde med kommunerne, da det er forudsætningen for at føre missionen ud i livet,” siger Karen Hækkerup.

En analyse foretaget af Rambøll for Social- og Integrationsministeriet viser, at der kan hentes en årlig gevinst på 2,5 milliarder kr. – ud over den menneskelige gevinst – når man anvender fire konkrete metoder med dokumenteret effekt til at hjælpe de udsatte børn og unge.

Med sit planlagte opgør med metodefriheden lægger Karen Hækkerup op til en fundamental nytænkning af socialpolitikken og kaster sig også på dette område direkte ud i et farligt minefelt. Flere faglige organisationer og fageksperter har allerede kritiseret hende skarpt for at ville hive nogle bestemte metoder ned over hovederne på de fagprofessionelle folk, som arbejder med de udsatte børn og unge til daglig. Hun erkender da også, at det ikke bliver en let opgave.

”Jeg har mødt stor modstand fra socialrådgivere og mange andre, der har stillet sig på bagbenene. Til det kan jeg bare sige: Se, hvordan det så er gået de sidste mange år. Det er jo ikke, fordi jeg mener, at man bare kan sidde bag skrivebordet og diktere, hvordan der skal arbejdes. Men når vi ved, at nogle metoder er bedre andre, så skal vi da også bruge dem, hvis løsningen passer til problemet,” siger Karen Hækkerup.

I dag er ét ud af 100 børn anbragt uden for hjemmet. Sådan har det været i mange år, selv om andelen af børn, der er omfattet af forebyggende foranstaltninger, er mere end fordoblet i løbet af de sidste 18 år. Men trods den nye viden på området klarer unge, som bliver anbragt uden for hjemmet, sig stadig meget dårligt, når de bliver voksne. De får sjældent en uddannelse, står tit uden for arbejdsmarkedet, har flere psykiske problemer og har en overhyppighed af kriminalitet, hjemløshed og misbrug.

Et af ministerens kommende initiativer er en national handlingsplan, der samler den bedste viden inden for ADHD for at ruste kommunerne bedre til at arbejde med de ADHD-ramte og deres familier.

6. Ældre

Fra ældrebyrde til ældrestyrke

Vores levetid stiger. Hver anden pige, der bliver født i dag, kan forvente at blive over 100 år. Og samtidig vokser antallet af ældre i de kommende år.

I løbet af de næste 30 år vil antallet af ældre over 75 år stige fra ca. 400.000 i år til 800.000 i 2042. Se figur 3. En del af disse ældre vil være svage og have behov for pleje. Men der vil også være en voksende gruppe af raske og ressourcestærke, som vil have en aktiv hverdag fyldt med indholdsrige oplevelser.