EU-medlemskabet har gjort Danmark mere demokratisk. Den danske centralforvaltning er mere vital, mere åben og hyppigere i kontakt med omverdenen, end den ville være, hvis Danmark stod uden for EU. Og den danske måde at tilrettelægge EU-politikken på er demokratisk set de øvrige nordiske landes overlegen. Det er de provokerende konklusioner i et omfattende fællesnordisk forskningsprojekt, som professor Ove K. Pedersen, Institut for Statskundskab i København, er en af de tre hovedmænd bag. Undersøgelsen gør dermed op med en række myter om EUs negative konsekvenser for det danske folkestyre. “EU har skubbet positivt til den udvikling, som vi i Danmark har fulgt siden 1945, hvor stadigt flere aktører får mulighed for at få indflydelse,” siger Ove K. Pedersen. Sammenlignet med de andre nordiske og europæiske lande er danskerne nærmest forkælede med indflydelseskanaler i EU-politikken. De mange muligheder for at påvirke den politiske proces truer ligefrem med at tippe balancen mellem demokrati og effektivitet, mener Ove K. Pedersen: “Det er en farlig situation, der kan føre til, at aktører med store økonomiske interesser i stigende omfang vil gå uden om systemet - uden demokratisk kontrol og styring,” advarer han.