Strategi
Danfoss-chef fremlægger aggressive vækstmål:
Omsætning og antal medarbejdere skal fordobles
. . . vil opkøbe svage konkurrenter
Mens erhvervslivet i ind- og udland nedjusterer for at tilpasse sig den globale lavkonjunktur, har Danfoss-koncernen tænkt sig at gøre det modsatte. Administrerende direktør Jørgen Mads Clausen vil i løbet af 5-10 år fordoble både omsætningen og medarbejderantallet. Over for Ugebrevet Mandag Morgen præsenterer han kocernens vækststrategi: “Timingen er helt perfekt for at gennemføre forholdsvis billige akkvisitioner. Lavkonjunkturen kan anvendes som et springbræt til relativt billig vækst, ” siger Jørgen Mads Clausen om den skærpede konkurrence. Strategien går blandt andet ud på at opkøbe sårbare, men sunde, konkurrenter ud fra en tankegang om, at kun vækstvirksomheder vil overleve: “Vores store problem er, at vi i dag i for høj grad er nummer tre eller syv. Derfor er det bydende nødvendigt, at Danfoss hurtigst muligt bevæger sig fra “mellemlaget” og op i den globale elite som nummer et eller to inden for hvert af vores tre hovedforretningsområder. ” Virksomhedsopkøbene vil især ske i Østeuropa, USA og Fjernøsten med Kina, som det mest mest lovende marked.