En ny virksomheds- og arbejdskultur er på vej fra USA til Europa. Succeskriterierne i den såkaldt “nye økonomi” er kreativitet, innovationsevne og talent. Og arbejdsformerne er stærkt individualiserede. Medarbejderne bestemmer i høj grad selv, hvor, hvordan og hvornår de vil arbejde. Hidtil har debatten fejlagtigt isoleret den nye bølge til højteknologiske brancher som IT. Men tendensen kommer til at omfatte hele erhvervslivet - også i Europa. Det spår Alan Webber i et interview med Ugebrevet. Han er grundlægger af et af USAs mest fremtrædende erhvervsmagasiner, Fast Company, der fokuserer på de nye tendenser. Webber påpeger, at Europas solidariske velfærdsstater og kollektivt organiserede arbejdsmarkeder vil blive udfordret af lignende strømninger inden længe. Men han understreger også, at Europa har sin egen form for kapitalisme. Så derfor vil den nye økonomi også finde en anden form i Europa. “Jeg tror, den vil blive mere socialt ansvarlig, end den er i USA,” siger Alan Web-ber. Artiklen markerer samtidig indgåelsen af et samarbejde mellem Huset Mandag Morgen og Fast Company omkring udbredelsen af kendskabet til den nye økonomi i Euro-pa.