Nye energikilder forskyder verdens magtbalancer

GRØN OMSTILLING USA er blevet selvforsynende med olie. Dét faktum kombineret med den accelererede grønne omstilling betyder, at de gamle oliegiganter som Rusland og Saudi-Arabien mister indflydelse, mens Kina og andre lande, der satser på rene energiteknologier, styrkes.

Foto: Stephen Shaver UPI/Ritzau Scanpix

MM Special

Den accelererede grønne omstilling ændrer fundamentalt ved magtba­lancen i verden. Mandag Morgen stiller i denne uge skarpt på det geopolitiske magtskifte, der følger med udviklingen af nye energikilder og afviklingen af den fossile æra.

Grøn omstilling vil styrke EU på verdensscenen

USA har stoppet russisk-europæisk energiprojekt til 75 milliarder

Nye energikilder forskyder verdens magtbalancer

Af Daniel Yergin

Daniel Yergin

Født 1947, historiker, økonom, forfatter og specialist i energipolitik set i et strategisk perspektiv.

Essayet her er et uddrag af hans nye bog ’The New Map: Energy, Climate and The Clash of Nations’.

Bogen udkom i september 2020 på forlaget Penguin Press, og den beskriver USA’s, Kinas, Ruslands og Mellemøstens nye energipolitiske landkort. Europa spiller ikke nogen selvstændig rolle i bogen.

For to år siden gjorde den administrerende direktør for et mellemøstligt olieselskab holdt i Washington på vej hjem fra en tur til Silicon Valley. Han ville gerne tale med mig over en kop kaffe – ikke om fremtidige oliepriser eller Irans aktiviteter i Mellemøsten, men om noget helt utroligt, han havde set i Californien. ”Jeg fatter simpelthen ikke, at der kører så mange Teslaer rundt,” sagde han, ”de er jo overalt.”

De elektriske biler indvarsler en forandringsproces, som i de kommende årtier vil flytte verden væk fra brugen af olie, naturgas og kul. Forandringsprocessen kommer til at få enorm indflydelse på verdensøkonomien, men også på den globale magtbalance. Kina står til at blive den store vinder, mens Rusland og de store olieeksportører i Mellemøsten bliver de store tabere. USA lander formentlig et sted midt imellem.

Der bliver lagt en enorm mængde kræfter i forandringsprocessen, men den vil sandsynligvis tage længere tid, blive dyrere og kræve en højere grad af teknisk innovation, end mange af os forestiller os på nuværende tidspunkt. For USA’s vedkommende er der også det store åbne spørgsmål om, hvad der skal ske med de over 10 millioner arbejdspladser, som er knyttet til olie- og gasindustrien.

’Energitransitionen’ er blevet begrebet, der har dækket over diskussionerne om fremtidens energi, siden 195 lande i Paris-aftalen fra 2015 forpligtede sig til at forhindre, at jordens temperatur stiger to grader over præ-industrielt temperaturniveau, og til at gøre deres bedste for at standse temperaturstigningen tættere på 1,5 grader.

En kraftig stigning i olie- og gasproduktionen har givet USA ny indflydelse og nye valg.

Målet er en “nuludledning af CO2” i 2050 eller kort tid derefter – et mål, der allerede er blevet godkendt af blandt andre EU, Storbritannien og Japan. USA’s kommende præsident Joe Biden har på samme måde lovet at føre USA ind på ”en sti, der kun går én vej: mod nuludledning.” I juli afslørede han sin vision for en ren fremtid – “Equitable Clean Energy Future”– som er en 14 billioner kroner dyr klimaplan, der understøttes af ”incitamenter”. Planens mål er at eliminere CO2-udledning fra elektricitet i 2035 og i det bredere billede at overgå fra olie, naturgas og kul (som i 2019 leverede 80 procent af amerikanernes energi) til sol- og vindenergi (der stod for 3,7 procent) og andre teknologier for at opnå ”nuludledning af CO2” ”senest i 2050”.   

Idéerne vinder mere og mere gehør. Mange selskaber, også en række olieselskaber, gasselskaber og elselskaber, afgiver løfte om at komme i mål med ”nuludledning af CO2”, store pensionsfonde føjer ”Paris-mål” til de kriterier, de vurderer deres investeringer efter, banker giver færre lån til projekter, der involverer traditionelle energikilder, og bilfabrikanterne har planer om udelukkende at producere elektriske biler i løbet af 2030’erne.

Historien viser bare, at overgangen fra bestemte energiformer til andre går langsomt. Det afgørende øjeblik i den første store overgang – fra træ til kul – var i januar 1709, da en engelsk metalarbejder ved navn Abraham Darby fandt ud af, hvordan man kunne bruge kul, så ”en mere effektiv måde at producere jern på kunne opnås”. Det skulle dog tage to århundreder, før kul overhalede træ og affald som verdens primære brændstofkilde. Olien blev opdaget i det vestlige Pennsylvania i 1859, men først 100 år senere – i 1960’erne – overtog olien rollen som verdens største energiressource i stedet for kul.  

Selvfølgelig var der ikke noget i de foregående århundreder, der kan sammenlignes med det pres fra regeringspolitik, penge, aktivisme og teknologiske landvindinger, der skubber energiovergangen frem i dag, men disse forandringskræfter står over for den enorme størrelse og kompleksitet i et energisystem, der – før covid-19-pandemien – understøttede en global økonomi på 550 billioner kroner. Verden henter lige nu 84 procent af sin energi fra fossile brændstoffer, og de kommende år vil de regeringsbudgetter, som skal give plads til overgangen, være begrænset af den store gældsbyrde, som håndteringen af covid-19 har affødt.

Kinas grønne magt

Men uanset hvad tidsrammen bliver, vil klimaforandringer og politisk pres flytte verden i retning af energikilder med lav CO2-udledning, og det er ikke for tidligt at vurdere, hvordan dette skifte sandsynligvis vil påvirke den globale magtbalance.

Kina står til at vinde mest fra den forestående energitransition. Selv om Kina har en robust olieindustri og faktisk er verdens femtestørste olieproducent, producerer landet slet ikke nok til at forsyne verdens næststørste økonomi. Kina importerer omkring 75 procent af sin olie og er blevet verdens suverænt største olieimportør.  

Lige siden Korea-krigen har Kina betragtet afhængighed af importeret brændstof som en stor strategisk svaghed. I de senere år er denne fare blevet døbt “Malacca-dilemmaet” med henvisning til det smalle stræde, der fører skibene forbi Singapore og ind i Det Sydkinesiske Hav. Set med kinesiske øjne er risikoen, at den amerikanske hær vil lukke strædet for tankskibe med olie fra Mellemøsten og Afrika, hvis det skulle komme til en konfrontation med USA over Taiwan eller Det Sydkinesiske Hav. En sådan lukning ville lamme store dele af Kinas økonomi og militær. Hvis Kina kan gøre sig mindre afhængig af importeret olie, vil det være en stor strategisk sejr for landet.  

Kina har dog endnu mere at vinde på energitransitionen, fordi kineserne har skabt sig en førende position inden for det, de kalder “nye energiformer”. Der bliver solgt flere nye biler hvert år i Kina end i USA, og hvis de er benzindrevne, betyder det, at såvel olieimporten som forureningen øges. Som Kinas tidligere teknologiminister udtrykte det, gælder det for Kina om at udnytte ”det strategiske vindue for udvikling af elektriske biler”, og det er lykkedes – delvis ved landets egen kraft. Takket være aggressiv promovering fra den kinesiske regerings side ejer kineserne nu halvdelen af alle elektriske biler i verden.

Det er nu ikke alene et spørgsmål om at nedbringe olieimporten og forureningen i byerne. Det kinesiske styre har erkendt, at det er for sent for kineserne at indhente de globale bilproducenter, som sælger biler med forbrændingsmotorer. Ved at bruge elbilerne som løftestang kan kineserne overhale de etablerede bilproducenter og blive førende på de globale markeder.

Kina er allerede verdens største udvinder af litium, der er en helt nødvendig ingrediens i batterier til elbiler. Selv om litium bliver udvundet i en række lande, er Kina suverænt forrest med over 80 procent af verdens samlede kapacitet inden for batterifremstilling. Desuden vil en verden, der i stadig højere grad vil bruge solenergi, i vid udstrækning bruge produkter, der er fremstillet i Kina. Kinas enorme produktionskraft har sendt priserne på solenergi kraftigt på retur over de seneste ti år, og Kina producerer nu næsten 70 procent af alle solpaneler i verden.

Russisk nedtur

Mens Kina står til at vinde stort på energitransitionen, ser landets nabo mod nord ud til at blive den helt store taber.

”Jeg har aldrig omtalt Rusland som en energisupermagt, men vi har helt klart større muligheder end stort set noget som helst andet land i verden. Det er en indlysende kendsgerning,” har Vladimir Putin engang sagt.

Kendsgerningen står lysende klart i dag alene ud fra omfanget og overfloden af Ruslands energiressourcer. Rusland er en af verdens tre største olieproducenter, nummer to inden for naturgas og fortsat den største gaseksportør.

Atomvåben og den nedarvede status som supermagt fra sovjettiden er med til at forklare, hvordan det er lykkedes Putin at etablere Rusland – hvis BNP er mindre end Italiens – som en stormagt. Landets energimagt, som er bygget på olie og gas, er nøglen til dets globale dominans og et meget vigtigt element i landets stadig tættere relation til Kina. Disse ressourcer gør Rusland til en storspiller i den globale økonomi.

Men Ruslands afhængighed af indtjeningen fra eksport af olie og naturgas gør landet strategisk sårbart. Indtægterne udgør det økonomiske grundlag for den russiske stat og den russiske magt – under normale forhold 40 til 50 procent af regeringens budget, 55 til 60 procent af eksportindtægterne og cirka 30 procent af landets BNP.  

I tyve år har Ruslands behov for reformer, for at satse på andre indtægter og nedbringe sin afhængighed af olie og gas, været et tilbagevendende tema, men reformerne lader stadig vente på sig, og det gør Rusland sårbart over for et skift i den globale energibalance.

Usikker fremtid i Mellemøsten

På samme måde er den mellemøstlige oliemagt, der i de forgangne årtier har været omdrejningspunktet i regionen, blevet svækket, i takt med at der udvindes ressourcer andre steder i verden og især i takt med USA’s opstigning til rollen som verdens største olieproducent. Ikke desto mindre er olie fortsat helt afgørende for de lokale regimers økonomiske magt, og en energitransition vil underminere den magt.

Ifølge Den Internationale Valutafond står indtægterne fra olieeksport for 70 procent af Saudi-Arabiens statslige indtægter og 40 procent af landets BNP. Desuden, siger fonden, er “aktiviteter, der ikke er relateret til olie, stærkt afhængige af statsstøtte finansieret af olieindtægter.”

Det forklarer, hvorfor det hastede for den saudiske kronprins Mohammed bin Salman at få startet sit reformprogram “Vision 2030”.

”Siden starten af 1970’erne har vi haft femårige udviklingsplaner,” siger en saudisk embedsmand.

”De havde alle sammen de samme målsætninger: Sats på indtægter fra flere forskellige sektorer, udvid den private sektor, og nedbring afhængigheden af olie … Men hvis vi kigger på de tre helt grundlæggende mål, er det ikke lykkedes os at nå dem.”

Det skal “Vision 2030” råde bod på og i samme greb opbygge en statslig investeringsfond, der med kronprinsens ord bliver “større end verdens største fond” med en alsidig portefølje af investeringer uden for landets grænser.

Det ville under alle omstændigheder være svært at omdanne en økonomi, der er så fast forankret i olieindtægter. Covid-19 og den igangværende økonomiske tilbagegang gør det endnu sværere. Det viser sig da også, at olieindtægterne er helt afgørende for finansieringen af de investeringer, der kræves for at blive mindre afhængige af netop olien.

Abu Dhabi, det olierige emirat, der grænser op til Saudi-Arabien, har demonstreret, hvad et olieeksporterende land kan gøre for at klare sig uafhængigt af energitransitionen. Allerede i 2007 – længe før det var blevet bredt anerkendt, at verden bevægede sig væk fra olie, fremlagde Abu Dhabi sin egen økonomiske Vision 2030 for at ruste sig til en tid, hvor emiratet ikke længere kunne hænge hele den økonomiske hat på olie.

”Når vi om 50 år måske har tappet den sidste tønde olie,” sagde Abu Dhabis kronprins Mohammed bin Zayed dengang, ”når den tønde bliver skibet af sted – vil det så være et trist øjeblik? Jeg garanterer jer, at hvis vi investerer i de rigtige sektorer nu, vil den dag blive en glædens dag.”

Landet, hvis BNP for tyve år siden blev næsten 100 procent opretholdt af olie, får nu 60 procent af sine indtægter fra noget andet end olie.

USA’s innovative økosystem

Joe Biden vil ikke tøve med at få USA sluset tilbage i Paris-aftalen og helt frem i spidsen for den globale klimapolitik. USA står allerede stærkt på et område, der bliver afgørende for energitransitionen, nemlig forskning og udvikling af nye energiteknologier.

Hvis målsætningen om nuludledning i 2050 skal nås, kræver det en række gennembrud og innovation inden for kemi, fysik og fremskridt inden for udvikling af nye materialer såvel som gennembrud inden for CO2-opsamling, brintbrændstof, digitalisering, produktion, kunstig intelligens, robotteknik, software, dataanalyse og andre teknologier.

 

USA har store fordele på disse områder takket være landets enestående og dynamiske innovative økosystem, når det drejer sig om energi. Systemet består af Energiministeriets 17 nationale laboratorier, landets universiteter og forskningsinstitutter og utallige veletablerede virksomheder og start-ups. Dertil kommer en kultur, der opfordrer folk til at løbe en risiko, og et finansielt system, der kan rejse kapital.

I dag findes der for eksempel over 60 avancerede, privat-finansierede nukleare energiprojekter i landet. Det amerikanske energiministerium bruger hvert år over 41 milliarder kroner på forskning inden for grundvidenskaberne, der er grundstenene i morgendagens teknologi – langt mere end noget andet land i verden.  

USA er også foran på eksisterende ressourcer takket være det seneste årtis “skiferrevolution”, der også kendes som ”fracking”. Den revolution var utænkelig i 2008, da USA var verdens største olieimportør, og landets egen olie- og gasindustri så ud til at være en hensygnende branche.  

Skifergasrevolutionen har gjort USA til verdens største olieproducent foran Saudi-Arabien og Rusland. USA er også blevet en af de største eksportører af olie, er blevet den største gasproducent og vil i fremtiden blive en af de helt store eksportører af flydende naturgas. Skiferrevolutionen har affødt investeringer i nye fabrikker til en værdi af over 200 milliarder dollar, har bragt underskuddet på handelsbalancen ned med flere hundrede millioner dollar, skabt millioner af arbejdspladser og bidraget ganske betydeligt til indtjening på både statsniveau og delstatsniveau. 

Det er langt mindre omtalt, at denne meget hurtige stigning i olie- og gasproduktionen har tilført USA en ny dimension af indflydelse og fleksibilitet i verden. Amerikansk olie- og gaseksport er for eksempel en af grundstenene i det stadigt mere nære forhold mellem USA og Indien. Skiferrevolutionen udgør også en solid garanti for energisikkerhed, efterhånden som energitransitionen udfolder sig over de næste årtier.  

En borerig i North Dakota udvinder olie ved hjælp den kontroversielle metode fracking (hydraulisk frakturering). Metoden har gjort USA selvforsynende med olie, og landet har følgelig ændret kurs i forhold til olierige stater i Mellemøsten.

Der skal træffes en række store valg, hvis man skal kunne navigere på det nye energi-verdenskort. Hvis kampagnen mod fracking får vind i sejlene, eller hvis der bliver indført en række nye store restriktioner i forhold til udvinding af olie og gas, vil det medføre et brat fald i den amerikanske produktion, fordi de fleste olie- og gasbrønde i dag i en eller anden grad opererer med et element af fracking.

Der vil også være strategiske konsekvenser. Det globale olie- og gasforbrug vil begynde at stige igen, når økonomien kommer i gang igen efter covid-19-pandemien, og et fald i udbuddet fra USA vil medføre et forsyningshul, som andre eksporterende lande med glæde vil udfylde. De største vindere vil være Rusland og Saudi-Arabien, som vil stå som energitransitionens uventede sejrherrer i mindst et årti eller to.  

Note: Artiklen er korrigeret for resultatet af det amerikanske præsidentvalg, der gav demokraten Joe Biden sejren. Han tiltræder 20. januar 2021.

Copyright: Wall Street Journal og Mandag Morgen.

Oversat af Nina Skyum-Nielsen


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu