Kommunikationslandskab
Nye medievaner udfordrer virksomheders kommunikation
For mange og for ligegyldige nyheder
Forskere: Virksomhederne må erobre opmærksomhed på nye måder
Danske virksomheder og organisationer vil i de kommende år skulle omstille sig til et helt nyt kommunikationslandskab. Befolkningen vender i stigende grad ryggen til mediernes nyheds- og informationsstrøm. Virksomheder, politikere og organisationer er derfor tvunget til at finde helt nye kanaler og måder at appellere til forbrugere og borgere på. Flere af Danmarks førende kommunikations- og prforskere vurderer samstemmende, at topcheferne i landets organisationer og virksomheder står over for en kæmpe udfordring. En stor del af den danske virksomhedskommunikation er for endimensionel og traditionel til den nye opmærksomhedsøkonomi, siger de. Alt for mange organisationer går efter at slå igennem og være synlige i nyhedsmedierne. Men “den strategi er passé”, siger professor i retorik Christian Kock, Københavns Universitet. Fremtidens kommunikation handler lige så meget om at begrænse sig, fokusere på langsigtede dagsordener og sammenhængende værdier, viser Mandag Morgens analyse.