Debatten om Nyrup-bogen har været nyttig, fordi den har bidraget afgørende til den svære debat om grænsen mellem det private og det politiske. For selvom det er umuligt at opstille klare regler - endsige love - på området, har debatten vist, at der ikke er opbakning til paparazzi-logikken: At enhver efterspørgsel skal imødekommes. Personliggørelsen af politikken er imidlertid en kendsgerning, og den er langtfra kun et negativt fænomen. “I den “mangedimensionale” moderne politik er der et stigende behov for identifikationspunkter, hvis borgerne ikke bare skal overmandes af forvirring,” skriver Mandag Morgen i en leder og fortsætter: “Men det er stadig rimeligt at skelne mellem banal sniksnak og konstruktive bidrag til offentlighedens muligheder for at begribe en fremtrædende politisk personlighed.”