Nyrup til Europas socialdemokrater: ”Populisterne løber med vores vælgere”

Socialdemokratier over hele Europa er i dyb krise. Ifølge Poul Nyrup Rasmussen har man ikke formået at levere de rette løsninger på tidens udfordringer. Socialdemokratismen som politisk bevægelse er truet af udslettelse, hvis ikke man formår at genopfinde sig selv, lyder den skarpe advarsel fra den tidligere statsminister.
Claus Kragh

Hvis Europas socialdemokrater skal gøre sig forhåbninger om at vriste tidens mest omsværmede vælgergruppe – den vestlige verdens globaliseringstabere – fra højrepolitikere som Donald Trump, Theresa May og herhjemme Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl, må socialdemokraterne erkende, at de gennem de seneste tiår har svigtet socialdemokratismens eget hjerteblod om lighed og social retfærdighed.

Hvis ikke de socialdemokratiske partiledere i Europa forstår dette, er ikke alene den socialdemokratiske bevægelse truet på livet. Det samme er det åbne, socialt retfærdige samfund, som man har kæmpet for i 100 år.

Så skarp lyder den selvkritiske analyse fra tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i et stort essay om fremtidens socialdemokratisme – The Social Democracy To Come – skrevet sammen med Udo Bullmann, der er medlem af det tyske socialdemokrati, SPD’s, øverste ledelse.

De to erfarne topsocialdemokrater er ubønhørlige i deres kritik og selvkritik, og de trækker alarmerende perspektiver op for, hvad der vil ske, hvis ikke Europas socialdemokrater er i stand til at forny deres politiske projekt i en tid, hvor højrenationale politikere og bevægelser stormer frem i Europa og USA.

”Det faktum, at disse nye destruktive politiske kræfter ofte tiltrækker støtte i stor skala fra vælgere, der tidligere var med os – de sårbare og marginaliserede – illustrerer, hvordan socialdemokratismens og de demokratiske samfunds kriser er nært forbundne. Hvis ikke det socialdemokratiske løfte om at forme historien i samklang med samfundets behov bliver genoplivet, frygter vi, at historien vil rulle baglæns, og verden vil falde tilbage til mørke tider,” skriver de.

Nyrup og Bullmanns essay er udkommet i efteråret 2016 i forbindelse med en dyb selvransagelsesproces i den europæiske socialdemokratiske bevægelse, hvor Nyrup Rasmussen er en respekteret figur efter sine syv år som formand for de europæiske socialdemokrater i perioden 2004-2011. Og der er god grund til, at den tidligere danske statsminister og Udo Bullmann, der er formand for de 27 tyske SPD’ere i Europaparlamentet, råber vagt i gevær.

Poul Nyrup Rasmussen har ikke ønsket at uddybe sine synspunkter, men han har gennem sin sekretær oplyst, at teksten skal læses i en europæisk kontekst. Tavsheden fra Nyrup bunder formentlig i, at hans og Bullmanns kritik af de europæiske socialdemokraters gøren og laden meget let vil kunne føre til indenrigspolitisk polemik i Danmark, hvor Socialdemokratiets formand i øjeblikket fører en politisk kurs, der langt fra lægger sig op ad de to topsocialdemokraters diagnose af socialdemokratismens tilstand og den recept og behandlingsplan, som skal føre til dens revitalisering.

Dette gælder ikke mindst den fremtidige socialdemokratiske politikudvikling, som han og Bullmann lægger op til. De er f.eks. langt mere proeuropæiske og positive over for indvandring, end den aktuelle linje i det danske socialdemokrati.

Poul Nyrup Rasmussens medforfatter, Udo Bullmann, vil til gengæld gerne uddybe konklusionerne i essayet over for Mandag Morgen. Han advarer bl.a. direkte mod at benytte de politiske åbninger over for det nationalpolitiske højre, som både Mette Frederiksen i Danmark og hendes partifælle i Østrig, regeringschef Christian Kern, for tiden forsøger sig med:

”Historien har mange gange vist, at kopien bliver spist op af originalen,” siger Bullmann og understreger, at han ’langt fra er overbevist’ om, at det er vejen fremad for socialdemokraterne at samarbejde med det yderste højre.

”Politiske flertal bygger ikke længere på en arv og et bestemt vælgersegment. Man bliver nødt til at arbejde på at skabe sin egen generations alliance. Det kan man ikke gøre ved at snyde vælgerne, men kun ved at være ærlig. Det kan man ikke gøre ved at samarbejde med højrefløjspopulisterne,” siger Bullmann.

Han anerkender samtidig, at hans eget parti i Tyskland i øjeblikket har svært ved at imødegå presset fra det yderste højre i form af det fremstormende Alternative für Deutschland, AfD. Det er et parti, der i høj grad har kritik af islam og indvandring som sine mærkesager. Et af dilemmaerne er, at det er sværere at profilere sig, når man sidder i regering, sammenlignet med hvis man er i opposition. En lektie som f.eks. DF herhjemme for længst har taget til efterretning.

”Når SPD er i en stor regeringskoalition, som vi er sammen med CDU, kan man ikke så let definere sig selv som værende bærer af de ægte socialdemokratiske værdier. Dermed vokser betydningen af identitetspolitikken, og der er nationalpopulisterne meget stærke,” siger Bullmann, hvis parti står foran en stor udfordring ved valget til Forbundsdagen i efteråret 2017.

Socialdemokrater i dyb krise

Overalt i Europa er de engang så magtfulde socialdemokratiske partier i dyb krise. I Frankrig er socialdemokraten François Hollande så upopulær, at han har opgivet at søge genvalg ved præsidentvalget til maj næste år. I Storbritannien har den venstreorienterede Jeremy Corbyn erobret magten i partiet, hvor medlemmerne har fået nok af liberal-socialdemokrater som Tony Blair, Gordon Brown og Ed Miliband.

I Tyskland er SPD’s profil mere eller mindre udvisket efter syv års regeringssamarbejde med den konservative Angela Merkel siden 2005, og i Holland står Arbejderpartiet, PVDA, ifølge meningsmålingerne til en massiv lussing fra vælgerne ved valget i marts 2017. Her står Frihedspartiet med populisten Geert Wilders i spidsen til at blive landets største parti.

Socialdemokratismens europæiske krise

Figur 1 | Forstør   Luk

De europæiske socialdemokratier havde deres storhedstid fra slutningen af 2. Verdenskrig og frem til 1970’erne, hvor de i flere lande kunne mønstre en opbakning på næsten 50 pct. Herefter dalede socialdemokratismens popularitet i 1980’erne, mens den fik en renæssance i 1990’erne, personificeret ved især Tony Blairs og Labours fremmarch i Storbritannien. Siden årtusindskiftet har de europæiske befolkningers opbakning til socialdemokratismen dog kun gået én vej, nemlig nedad.

Kilde: parlgov.org database.

I Italien har Matteo Renzi netop smidt tøjlerne efter beten ved folkeafstemningen om omfattende forfatningsændringer i forrige weekend. Nederlaget til den uerfarne italienske socialdemokrat var i høj grad resultatet af den uregerlige populistiske Femstjernebevægelses store folkelige tilslutning.

I Spanien befinder PSOE sig på det laveste niveau siden demokratiets genindførelse i 1970’erne, og dét ikke mindst, fordi man er presset af det nye populistiske venstrefløjsparti Podemos, der med 20 pct. af stemmerne ved valget i december 2015 kom ind lige i hælene på PSOE med godt 22 pct.

Blandt de socialdemokratiske lyspunkter i Europa er Portugal, hvor António Costa, der har indiske og finske aner, har haft held med at trække venstrefløjen ind i en økonomisk ansvarlig regering. I Østrig har Christian Kern i år overtaget posten som regeringschef og åbnet for et samarbejde med det nationalpopulistiske Frihedsparti, på samme måde som Mette Frederiksen i Danmark har gjort det over for Dansk Folkeparti.

I Sverige sidder statsminister Stefan Löfven i en for de svenske socialdemokrater uvant position som leder af en mindretalsregering sammen med de grønne og udsigten til, at Sverigesdemokraterne ved valget i 2018 bliver næsten lige så stort som Dansk Folkeparti er det i Danmark. I Norge har socialdemokraterne været i opposition siden 2014 efter at have fået godt 30 pct. af stemmerne – en tilbagegang på næsten fem procentpoint. Hér har de konservative som bekendt regeringsmagten sammen med det yderste højre.

I Øst- og Centraleuropa er det kun i meget begrænset omfang lykkedes socialdemokraterne at skabe slagskraftige partier efter Sovjetunionens sammenbrud. Robert Fico, premierminister i Slovakiet og aktuel EU-formand, og Tjekkiets Bohuslav Sobotka er nogle af de få undtagelser, som ikke ændrer ved, at socialdemokratisme aldrig for alvor har fået fodfæste i landene bag det gamle jerntæppe, som indtil 1990 delte Europa.

Svigtede samfundskontrakten

André Krouwel, lektor i komparativ politik ved Vrije Universiteit i Amsterdam, mener, at Europas socialdemokrater i høj grad ligger, som de har redt.

Socialdemokraterne tilbød efter 2. Verdenskrig vælgerne en social kontrakt om at sikre gode job, god indkomst, også for de ældre, til gengæld for en høj skattebetaling. Den høje skat ville ifølge Krouwel for middelklassen blive kompenseret med en rigtig god uddannelse for deres børn og en garanti for opadgående social mobilitet. Koalitionen mellem de lavere klasser og middelklassen handlede om, at alle ville blive sikret og løftet. Socialdemokraterne garanterede en minimumsindkomst, og at man tog sig af de svage, ældre og syge.

”Denne sociale kontrakt blev ødelagt af socialdemokraternes meget markedsvenlige politikker fra 1980’erne og frem. Samtidig mistede venstrefløjen legitimitet i forbindelse med Sovjetunionens kollaps. Det blev starten på et neoliberalt projekt, hvor rigdom ikke længere blev reguleret af staten, men af markedet. Det har skabt meget mere indkomstulighed, og folk tror ikke længere på den sociale kontrakt,” siger André Krouwel og fortsætter:

”Finanskrisen i 2007-2008 var udtryk for det samme, som skete i 1920’erne og 30’erne. Markedet blev ustabilt, og lønningerne faldt. Vi har tydeligvis ikke lært af vores fejl,” siger den hollandske lektor, der har deltaget ved flere offentlige arrangementer i den europæiske fond for progressive studier, FEPS, som i disse måneder forsøger at nære den interne socialdemokratiske debat, som man anser for at være nødvendig for et give bevægelsen ny relevans og vælgerfremgang.

Ifølge Krouwel blev mange ledende europæiske socialdemokrater i 1990’erne ekstremt markedsorienterede, som det var tilfældet med Tony Blairs ’tredje vej’ og dens tyske pendant ’den nye midte’. Socialdemokraternes egen venstrefløj og resten af venstrefløjen blev beskrevet som værende ’tosset’, fordi de troede på staten fremfor på markedet.

”Som en socialdemokratisk hollandsk statsminister sagde dengang: ’Vi tror på vækstøkonomi frem for på omfordelingen’. Der lavede socialdemokraterne en historisk fejl, fordi de dermed sagde ’glem alt, hvad vi har fortalt jer de sidste 80-100 år, for markedet er sagen’. De erklærede staten for inkompetent,” siger Krouwel.

Nyrup Rasmussen og Bullmann erkender ærligt, at Europas socialdemokrater i deres omfavnelse af globaliseringen har ført og vedtaget så megen reformpolitik sammen med borgerlige partier, at man i vid udstrækning har glemt sine egne idealer. Dette gælder ikke mindst i Nyrup Rasmussens egen regeringstid i perioden 1993-2001.

”Nogle gange har vores eksperimenter med Third Way og Neue Mitte sågar været set som et tegn på, at vi har mistet vores distinkte politiske ambition om at forme historien og i stedet er endt som en politisk retning som enhver anden, der forsøger at sælge overfladisk forvaltning af historiens symptomer som en succes,” lyder det i essayet.

Den pointe fremførte den tidligere socialdemokratiske statsminister også ved partiets kongres i Aalborg i september. Her sagde han, at socialdemokraterne var gået med i de seneste års liberale reformer af national regulering ud fra en forventning om, at den ville blive afløst af overnational regulering i EU eller på globalt plan.

”Men denne regulering kom aldrig, og derfor har vi set globale herskaber blive endnu rigere og en eksplosion i den globale ulighed. Selv om USA og Danmark kommer fra forskellige udgangspunkter, er det slående, at stigningen i den globale ulighed har været lige så stor i Danmark som i USA,” sagde Nyrup til de socialdemokratiske partisoldater.

Ifølge Udo Bullmann skal socialdemokraterne være meget mere opmærksomme på den utryghed, som globaliseringen og tidens store teknologiske forandringer skaber.

”De forandringer, vi ser nu, er at sammenligne med det, der skete i industrialiseringens første fase, hvor skrædderens arbejde blev overtaget af fabrikkerne. Det samme skete for andre arbejdere, hvis kvalifikationer ikke længere kunne bruges. Det ramte den enkeltes stolthed og selvfølelse. Denne meget dybe forandring førte til højrefløjsbevægelserne i Østrig og Tyskland og siden til fascismen,” siger han og fortsætter:

”Det begyndte med store grupper af arbejdere, der mistede både deres personlige og kollektive identitet, deres profession og det, de var stolte af. Nu står vi i en lignende situation med dybe forandringer, som ikke kun rammer arbejderne, men også middelklassens funktionærer. Vi bliver nødt til at være opmærksomme på, hvad der foregår. Folk føler sig usikre. Folk kan godt bruge deres computer, de har mange teknologiske færdigheder – men de tvivler på, om der vil være brug for dem til at bidrage til samfundet. Vi må give disse mennesker en vision for en tryg fremtid,” siger den tyske socialdemokrat, der – som han formulerer det – politisk set hører hjemme i Frankfurt, der er Tysklands mest internationale by.

S har det svært med identitet og økonomi

Tim Bale, professor i politik ved Queen Mary University of London, påpeger, at de socialdemokratiske partiers problemer hænger naturligt sammen med, at de klassiske arbejdere har udgjort en stadig mindre del af vælgerskaren i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede.

”Det, der sker, er en refleksion af den svindende arbejderklasse. Men samtidig har socialdemokraterne svært ved at appellere til de tilbageværende arbejderklassevælgere, som er bekymrede over spørgsmål som identitet, kulturelle spørgsmål og særligt indvandring. Centrumvenstrepartierne ser sig selv som progressive og har længe optrådt nedladende, når det gjaldt spørgsmål om integration, uddannelse og lov og orden, men det stemmer ikke overens med arbejderklassevælgernes holdninger,” siger Tim Bale.

Han konstaterer, at socialdemokraternes krise er stort set den samme i alle de nord- og nordvesteuropæiske lande, hvor bevægelsen historisk set har haft sine højborge.

”Det har måske taget lidt længere tid i Sverige, men nu kan vi i alle landene se, at de populistiske partier på den yderste højrefløj får stigende tilslutning og har været i stand til at opsuge nogle af de vælgere, der tidligere ville være gået til centrumvenstre. Socialdemokraterne opleves ikke længere som værende i stand til i økonomisk forstand at beskytte vælgerne mod globaliseringens konsekvenser. De taber både på identitetspolitikken og på den økonomiske politik, fordi de ikke kan sikre velbetalte job og den generøse velfærdsstat, som folk var vant til i Socialdemokratiets guldalder fra 1950’erne til 70’erne,” siger Bale.

Ifølge Karina Kosiara-Pedersen, lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, er de danske socialdemokraters appel til vælgerne dalet, i takt med at langt flere danskere fik villa, vovse og Volvo. Samtidig skete der en fordobling af antallet af partier.

”Socialdemokraterne var historisk set en tregrenet bevægelse. Fagforeningerne varetog de faglige interesser, kooperationen organiserede andelsbevægelsen, og de politiske interesser blev varetaget via partiet. Men når man får givet vælgerne ressourcerne til selv at tage stilling, og de får nogle andre politiske alternativer, stemmer de ikke længere kun ud fra deres økonomiske interesser,” siger Kosiara-Pedersen, som understreger, at de danske socialdemokrater ikke klarer sig dårligere end andre europæiske socialdemokrater.

”Der er bare ikke rigtig nogen af dem, der har formået at gøre en masse rigtigt. Samtidig er partierne internt i den europæiske medlemsorganisation præget af et traditionelt billede af, hvad det vil sige at være socialdemokrat. Det er måske ikke så tiltalende for de nye vælgergrupper.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu