Mens regeringen opfordrer danskerne til at holde igen med lønkravene, har der det sidste år været lønfest i flere ministerier. Det nye decentrale lønsystem i den offentlige sektor er nærmest blevet en gavebod for nogle af ministeriernes embedsmænd. Fire ministerier har bevilget deres medarbejdere lønstigninger på over 11,8 pct. det sidste år. Det er dobbelt så meget som lønudviklingen for jurister og økonomer i den private sektor. Finansministeriet, der har et særligt ansvar for at holde igen på lønudviklingen, ligger selv i front med at uddele mere i løn til deres ansatte. Det viser beregninger fra Finansministeriet, som Ugebrevet Mandag Morgen er kommet i besiddelse af. Lønstigningerne har nu nået et niveau, hvor ministeriet overvejer at gribe ind. Udviklingen betyder, at regeringen skal håndtere en situation, hvor staten for første gang i mange år har overhalet den private sektor i lønudvikling. Det sker samtidig med, at regeringen opfordrer LO og DA til at holde lønstigningerne nede ved næste overenskomstforhandlinger - helst under 3 pct. Både fra højre og venstre side i Folketingssalen er der kritik af lønudviklingen: “Ministeriernes departementer må ikke begynde at ligge og konkurrere om, hvem der giver mest i løn. Lønsystemet må ikke blive et tag-selv-bord,” siger Venstres finansordfører, Thor Pedersen. Frank Aaen peger på, at der med det nye lønsystem nu er en enorm forskel på, hvor meget de statsansatte stiger i løn. Udviklingen er helt forskellig og nærmest vilkårlig fra institution til institution, mener han.