Når Socialdemokratiet i næste weekend samles til kongres om Europa-politikken, står partiet med et dybt spaltet vælgerkorps. Kun 52 pct. af S-vælgerne fulgte statsminister Poul Nyrup Rasmussens ja til Amsterdam-traktaten. Blandt socialdemokrater med studentereksamen stemte næsten 60 pct. ja, men fra arbejdere, arbejdsløse og førtidspensionister lød et dundrende nej. Det viser den hidtil største kortlægning af danskernes EU-holdninger, som ACNielsen AIM har gennemført for Ugebrevet Mandag Morgen. Mens tidligere vælgeranalyser har bygget på 1-2.000 interview, er denne baseret på over 7.000 vælgere. Hermed tegnes et uhyre fintmasket billede af danskernes forhold til EU, der i stigende grad bestemmes af uddannelse og social status. Den voksende borgerlige EU-skepsis, der prægede debatten op til folkeafstemningen, kom især fra VK-partiernes arbejdere og unge med korte uddannelser. Til gengæld stemte mange SFere med studentereksamen ja til Amsterdam-traktaten. Professor Jørgen Goul Andersen betegner spredningen i stemmeafgivning mellem de veluddannede og de dårligt uddannede som det største skred siden 1972.