Obama på den tornede vej

Til nytår udløber skattelettelserne til de rigeste amerikanere og arbejdsløshedsunderstøttelsen til mange af de fattigste. Boligskatterne bliver ikke sat ned, og almindelige amerikanere må vinke farvel til en skattenedsættelse på 2 pct.

Det bliver resultatet, hvis liberale demokrater fastholder deres afvisning af det kompromis, som Obama har indgået med Republikanerne.

Samlet set er pakken en af de dyre. I sin helhed ville de fire forslag øge den amerikanske gældsætning med mere end 80 milliarder dollar om året  de kommende ti år.

Men trods det i forvejen høje og hastigt stigende underskud på de føderale budgetter, har hverken demokrater eller republikanere for alvor interesseret sig for de økonomiske konsekvenser.

I stedet handler det om ideologi og politiske mærkesager.

Skattelettelserne for de rige blev indført af Obamas forgænger, George W. Bush, tilbage i 2001 og løber til nyt­år. De skal med andre ord forlænges, hvis de rigeste fortsat skal slippe billigere i skat.

Ordningen har altid været en torn i øjet på demokraterne, og Obama gjorde opgøret med den til en af sine mærkesager under præsidentvalgkampagnen.

Han har dog accepteret en forlængelse som en del af prisen for et forlig med det republikanske flertal i Senatet. Andre demokrater står fast og vil ikke stemme for kompromiset.

Dermed er Obama fanget i en tofrontskrig, hvor parterne har styrke nok til at afvise hinandens forslag, men ikke vilje til at etablere et samarbejde.

En undersøgelse fra sidste uge viste, at et flertal af vælgerne mener, at det samlede underskud på de offentlige budgetter er vigtigt. Men når de skal svare på, hvordan underskuddet skal bringes ud af verden, er der kun flertal for et enkelt forslag, netop skattelettelsen til de rigeste. Der er ingen vilje til at skære i overførselsindkomster eller serviceydelser.

Der skal virkelig skrappe midler til for at få styr på de voksende ubalancer i det amerikanske statsbudget. Med det meget uforudsigelige politiske landskab i USA og den europæiske krise i Grækenland, Irland mv. er der nu usikkerhed om verdens to største valutaer, dollaren og euroen. Det har allerede ført til rentestigninger på begge sider af Atlanten.