Annonce

Obama rullede den røde løber ud for Jintao

24. januar 2011 kl. 22.17

Symbolikken var så tyk, at den nærmest drev ned ad væggene, da USAs præsident Barack Obama rullede den røde løber ud for Kinas præsident, Hu Jintao, i Washington i sidste uge.

Her stod lederne fra verdens to stærkeste økonomier hånd i hånd: Kapitalisme og socialisme i varm forbrødning. Besøget manifesterede, at Kina nu er USAs vigtigste partner. Barack Obama benyttede sin tale ved statsmiddagen i Det Hvide Hus til at fremhæve de fælles værdier mellem de to lande. Glemt var den amerikanske ydmygelse af Hu Jintao tilbage i 2007, da han blev spist af med en arbejdsfrokost hos den daværende præsident Bush.

Men besøget udkrystalliserede også det kommende magtskifte på den globale scene. Om få år vil Kina have overtaget USAs rolle som verdens stærkeste økonomi. Allerede i dag har Kina en større samhandel med Asien, Afrika og Latinamerika end USA. Og Barack Obamas ihærdige forsøg på at få en række indrømmelser fra sin nye ven bar ikke frugt.

Kina vil ikke hæve værdien af deres valuta. Kina vil ikke garantere en mere ligelig handelsbalance mellem de to lande, hvor USAs handelsunderskud efterhånden er nået op på 250 milliarder dollars over for Kina. Og Kina vil ikke drosle ned på deres protektionisme.

Obama kan dog se tilbage på en række sejre. Hans forsøg på at gøre statsbesøget til en slags eksportfremstød for amerikanske virksomheder blev en succes. Kina har givet ordre til amerikanske virksomheder som Boeing og General Electric for 45 milliarder dollar. De mange ordrer vil ifølge den amerikanske regering give beskæftigelse til 235.000 personer.

Ud over at have formået at omsætte det kinesiske besøg til ordrer til landets pressede erhvervsliv er det tilsyneladende også lykkedes Barack Obama selv at lukrere en smule på visitten. De seneste meningsmålinger viser fremgang i befolkningens syn på deres præsident, som har været gennem en hård periode.

Som en ekstra fjer i hatten lykkedes det aggressive amerikanske journalister under et pressemøde at lokke en sjælden indrømmelse ud af Hu Jintao:  “Kina står over for mange økonomiske og sociale udfordringer. Vi har brug for stadig at gøre meget i Kina for at forbedre menneskerettighederne,” lovede den kinesiske præsident.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026