Barack Obamas lille europaturne i sidste uge vidner om historisk gode relationer mellem Europa og USA. G8-topmødet i Nordirland og statsbesøget i Berlin var begge varsler om, at den amerikanske præsident er klar til både at styrke samarbejdet over Atlanten på det politisk-økonomiske område og til at støtte den dybtgående yderligere integration af det europæiske samarbejde, som Tysklands konservative kansler, Angela Merkel, lægger op til. Disse planer ventes at komme et lille nøk videre ved næste uges EU-topmøde i Bruxelles. 

”Amerika og Europa har før udrettet ekstraordinære ting sammen. Og jeg tror på, at vi kan skabe en økonomisk alliance, der er lige så stærk som vores diplomatiske og sikkerhedspolitiske alliancer,” sagde Obama ved pressemødet i nordirske Lough Erne efter G8-topmødet.

G8-topmødet førte til to konkrete og opsigtsvækkende politiske resultater:

• Frihandel. Aftalen mellem USA og EU om i begyndelsen af juli at indlede forhandlinger i Washington om det, der kan blive en historisk frihandelsaftale mellem de to nært forbundne kontinenter.
• Skatteunddragelse. En aftale mellem G8-landene – og vigtigst af alt: mellem USA, Storbritannien og EU – om at gennemtvinge informationspligt for myndighederne i amerikanske, europæiske og caribiske skattely, således at skattemyndigheder på begge sider af Atlanten kan opkræve skatter hos multinationale selskaber, som i dag profiterer kraftigt af bankhemmelighed og anden diskretion i skattelyene.

Som det traditionelt sker i forbindelse med den slags politiske topmøder, kan medierne straks mønstre analytikere og interessenter, som af den ene eller den anden grund mener, at der er svagheder i de indgåede aftaler. 

Således blev der i forbindelse med den transatlantiske frihandelsaftale peget på, at Frankrig havde stillet sig på bagbenene for at forsvare Europas audiovisuelle industrier. Franskmændene gav sig imidlertid i sidste ende uden at have fået officielle garantier. Men det ændrer ikke ved, at ingen i hverken Paris, Bruxelles eller Washington forventer, at aftalen vil ændre på den 20 år gamle praksis, der gør det muligt at friholde ”kulturelle industrier” fra de øvrige frihandelsbestemmelser. 

Banebrydende skatteaftale

Hvad angår skatteaftalen, var det først og fremmest bistandsorganisationer, der var ude med kritik af, at aftalen ikke inddrager de fattigste lande, hvis statskasser i høj grad lider under skatteunddragelse. Disse indvendinger er for så vidt reelle nok, men i skattepolitisk henseende er det ikke desto mindre historisk, at Washington, Bruxelles og London nu er klar til i fællesskab at bruge ”hammeren” over for skatteunddragere, som det amerikanske kongresmedlem Carl Levin formulerede det. 

Aftalen betyder ifølge revisionsfirmaet Ernst & Young, at OECD nu skal udvikle en præcis procedure for, hvordan multinationale selskaber land for land skal indrapportere til nationale skattemyndigheder. Og den vil give nyt momentum bag det OECD-projekt, der bærer det sigende navn: ’Skatteinspektører uden grænser”. 

Nyhedsbureauet Reuters kaldte frihandelsinitiativet ”potentielt historisk” og konstaterede sammenfattende, at det i fremtiden skal være muligt at sælge biler og medicin i henholdsvis USA og Europa, hvis produktet er godkendt hos den respektive modparts myndigheder. Sådan er det ikke i dag, og det koster eksempelvis danske Novo Nordisk store tab i USA, hvor myndighederne ikke vil godkende et nyt insulinprodukt.

Mens europæerne altså godt kunne blive enige i Nordirland om at sætte skub i den internationale kamp mod skatteunddragelse og i forhandlingerne om frihandel med USA, vil det formentlig komme til at knibe mere med enigheden ved det kommende EU-topmøde. 

Her spærrer en dyb konflikt mellem Tyskland og Frankrig for, at eurozonens banker vil kunne nyde godt af de omfattende støtteopkøb fra eurozonens krisefonde, som Frankrig ønsker. Tyskland vil ikke give sig på dette centrale punkt i udarbejdelsen af den europæiske bankunion, som sammen med kampen mod ungdomsarbejdsløsheden er topmødets hovedtemaer.

Tysklands nye rolle

Disse interne europæiske uenigheder var imidlertid langt borte, da Obama onsdag aflagde statsbesøg hos Europas reelle politiske leder, Tysklands kansler, Angela Merkel. Som tre andre amerikanske præsidenter før ham talte han ved Brandenburger Tor, hvor han bl.a. lagde op til yderligere atomnedrustning mellem USA og Rusland, der fortsat har verdens uden sammenligning største arsenaler af atomvåben. 

Samtidig understregede den amerikanske præsident endnu en gang perspektivet ved en amerikansk-europæisk frihandelsaftale, da han gjorde det klart, at vækst og jobskabelse er absolutte politiske topprioriteter. Og han gav Merkel opbakning til hendes bestræbelser på at styrke den integration i EU, som hun arbejder for, men som eksempelvis Storbritannien og Frankrig er mere tøvende over for.

”Amerika vil stå ved Europas side, når I styrker jeres union,” sagde Obama. ”Og vi ønsker at arbejde sammen med jer, sådan at enhver person kan nyde godt af den værdighed, der ligger i at have et arbejde – uanset om man bor i Chicago eller Cleveland eller Belfast eller Berlin, i Athen eller Madrid. Alle fortjener muligheder.”

Den amerikanske præsident fortsatte under samtalerne med Merkel flere års amerikansk pres på Merkel for at øge det indenlandske forbrug i Tyskland. Endelig gjorde Obama det også forsigtigt klart for sin tyske vært, at Tyskland har forpligtelser, der rækker ud over landets egne grænser.

”Vi er ikke kun borgere i Amerika eller i Tyskland – vi er verdensborgere […] Vore værdier forpligter os til at bekymre os om mennesker, som vi aldrig møder,” sagde Obama og føjede dermed endnu en hentydning til de stadig mere tydelige opfordringer til Tyskland om at påtage sig en sikkerhedspolitisk og diplomatisk rolle, der matcher landets økonomiske og europapolitiske vægt.

Ifølge Charles A. Kupchan, senior fellow ved den amerikanske tænketank The Council on Foreign Relations, understregede Obamas besøg, at Berlin er blevet Washingtons ”go-to-capitol” i Europa.

”Tyskland er igen blevet tryg ved at påtage sig lederrollen i Europa – særligt i forhold til økonomiske anliggender og kursen for den europæiske integration,” skriver Kupchan i en analyse, hvor han påpeger, at USA sætter samarbejdet om økonomi, vækst og job højere end ambitionerne om større sikkerhedspolitisk engagement fra Tysklands side.

Obama vil lægge låg på kraftværker

Hvor medierne intenst analyserede Obamas opfordring til Rusland om yderligere at reducere de to landes arsenaler af atomvåben, var der mindre fokus på hans bemærkninger om de globale klimaforandringer, som han kaldte ”vor tids globale trussel”.

Obama takkede Tyskland og Europa for deres lederskab i den globale kamp mod klimaforandringerne, og han lovede, at USA vil gøre mere end i dag. 

”Med en global middelklasse, der bruger mere energi for hver dag, der går, må det nu være en opgave for alle nationer, ikke kun nogle få. Det alvorlige alternativ angår alle nationer: kraftigere storme, mere sult, flere oversvømmelser, nye bølger af flygtninge, kyststrækninger, der forsvinder, oceaner, der stiger. Det er den fremtid, vi må forebygge,” sagde Obama.

Ifølge hans klimapolitiske rådgiver vil præsidenten i løbet af de kommende uger udstede de forordninger, som gør det muligt for statsadministrationen at lægge loft over CO2-udledningerne fra amerikanske kraftværker, uden at kongressen har vedtaget ny lovgivning. 

Denne mulighed har Obama i henhold til en afgørelse fra den amerikanske højesteret fra 2007. Og nu ser det altså ud til, at han er klar til at bruge den. ”Det er et spørgsmål om hans eftermæle,” sagde Heather Zichal, klimakoordinator i Det Hvide Hus, forleden til New York Times.