Økonom: Verdensmålene rimer ikke på vækst

Størstedelen af de 17 verdensmål kan de fleste blive enige om: Afskaf fattigdom, stop sult, skab sundhed og trivsel. Men mål nummer 8, der rummer et ønske om økonomisk vækst, giver fortsat anledning til debat mellem økonomer.

To konkurrerende logikker dominerer diskussionerne om, hvilken økonomisk kurs der bedst styrer verden gennem en tid med klimakrise og konflikter. De kommer til udtryk i to nylige rapporter.

I september udkom et planetært sundhedstjek fra The Earth Commission, der beskriver en klode, der allerede i dag ligger på sygelejet. Måske endda på intensiv. Seks ud af ni af klodens bærende funktioner er overskredet og risikerer at stoppe med at virke, lyder det. Pointerne blev for nylig bakket op af FN’s miljøprogram, der forudsiger en tre graders varmere verden i løbet af dette århundrede.

To dage før udgivelsen af rapporten fra The Earth Commission udlagde den forhenværende chef for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi sin rappprt om EU's konkurrenceevne. Den faldende vækst udgør en ”eksistentiel udfordring” for Europa, lyder hans analyse.

Med andre ord kunne man mene, at samfundet er eksistentielt udfordret af både manglende vækst og af de klimaforandringer, som væksten forårsager.

Men sådan kan man ikke opstille problemet, mener Gaya Herrington, der er hollandsk økonom og noget så sjældent som en forsker i den økonomiske væksts begrænsninger. For de planetære grænser vil sætte en stopper for væksten, ”om vi vil det eller ej”. Det handler om forskellen mellem fysik og økonomi. 

"Jo mere et land er fokuseret på at forstørre sig selv, jo mere ressourceafhængigt vil landet blive."

Gaya Herrington, økonom og vicepræsident i Schneider Electric

”Draghi-rapporten taler om, at Europa skal forbedre sin konkurrenceevne for at følge med USA og Kina i det globale vækstkapløb, mens den anden rapport beskriver behovet for international solidaritet og samarbejde for at stoppe væksten, så vi kan leve inden for de planetære grænser,” siger Gaya Herrington, der også har en fod indenfor i et globalt og multinationalt firma, Schneider Electric.

For Herrington vidner rapporterne om to vidt forskellige verdenssyn. Og den herskende økonomiske tænkning er tilsyneladende ikke blevet synderligt påvirket af de bestandige beretninger om overskredne økologiske tipping points. Også selvom der er store løfter om grønne investeringer i Mario Draghis rapport.

”Mario Draghi sætter stadig et lighedstegn op imellem vækst og fremskridt og forsøger at løse Europas udfordringer med et gammelt vækstparadigme, selvom det er lang tid siden, at øget vækst faktisk har skabt den velfærd, folk er blevet lovet.”

Vækst kan føre til flere konflikter 

Begge rapporter – Mario Draghis rapport til EU-Kommissionen og det planetære sundhedstjek fra The Earth Commission – er skrevet på et bagtæppe af klimakrise og geopolitisk ustabilitet.

I Draghis rapport er store dele dedikeret til at styrke sikkerheden og øge våbenproduktion, da risikoen ved krige, ifølge Draghi, er en ”trussel mod vækst”.

Det står i modsætning til Earth Commisions rapport, der ser øget vækst som en drivkraft til fortsat ødelæggelse af det økologiske system. I artiklen skriver klimaforskerne, herunder den indflydelsesrige svenske klimaforsker Johan Rockström, at ”økonomisk vækst – som dominerer den globale økonomiske politik – udgør større risici for at destabilisere vores fælles verden”.

Den sidste del er Gaya Herrington enig i. Som hun ser det, er der en klar sammenhæng mellem jagten på flere ressourcer og de gnister, der antænder de fleste konflikter.

”Jeg bliver ofte spurgt om, hvorvidt vi kan forsvare os selv, hvis vi stopper væksten. Men måske skal vi vende spørgsmålet om og i stedet spørge, om samfundets konstante jagt på vækst faktisk svækker os?” siger hun og giver selv et bud på et svar:

”Jo mere et land er fokuseret på at forstørre sig selv, jo mere ressourceafhængigt vil landet blive. Og i en verden, hvor ressourcer bliver knappe, og klimaforandringer skaber forstyrrelser i forsyningskæderne, bidrager jagten på vækst til geopolitisk sårbarhed.”

Men har Draghi ikke ret i, at hvis vi ikke øger vores sikkerhed gennem våbenproduktion, så udgør det en risiko for Europa?

”Selvfølgelig har du brug for noget fysisk kapital til at forsvare dig selv imod typer som Putin. Men jeg hører ikke en kritik af, hvordan fortsat vækst og jagten på olie og mineraler over hele verden øger magten hos autoritære regimer, hvilket kan føre til flere af de konflikter, som vi prøver at beskytte os imod.”

Stabilitet på den korte bane

Som forsker brød Gaya Herrington for et par år siden igennem med en opdatering af den mere end 50 år gamle bog ’Grænser for vækst’. Den bog forudsagde, at øget økonomisk vækst på et tidspunkt i dette århundrede ville toppe, og at det fysisk ville være umuligt at bringe flere materialer ind i det økonomiske kredsløb uden at støde ind i de planetære grænser.

Igennem sin forskning viste Gaya Herrington, at vi som samfund kun har få årtier tilbage at vækste i. De grundlæggende forudsigelser og regnestykker fra 1970’erne holder derfor stadig stik. Gaya Herrington mener, at Mario Draghi og resten af det økonomiske etablissement ikke ønsker at se realiteterne i øjnene.

”Opretholdelsen af det nuværende økonomiske system vil kun skabe en stabilisering af økonomien på den korte bane. Mario Draghi ser ikke ud til at have accepteret behovet for et nyt økonomisk system, der giver et socialt fundament og et økologisk loft over økonomien. Det er et skifte fra ’aldrig at have nok’ til, at ’enhver har nok’, som ville fremtidssikre Europa.”

Men Draghi skriver allerede i indledningen af sin rapport, at væksten er til for at finansiere den europæiske velfærdsmodel?

”Ja, lige nu har vi brug for vækst for at undgå social uro. Det er også derfor både rapporten og de fleste regeringer i verden forsøger at øge væksten. Selvom de intentioner sikkert er gode, så vil de på længere sigt fejle.”

Hvorfor?

”At vi er blevet så afhængige af vækst, er et politisk valg, som gør, at vi overser vores destabilisering af klodens fysiske virkelighed. Mennesket er trods alt mere afhængig af økosystemet og et bæredygtigt liv på jorden end af det nuværende økonomiske system.”

Dominans vs. partnerskab

Vender man fokus mod rapporten, som Earth Commission udgav to dage efter Draghi-rapporten, er faresignalerne til at for øje på. Seks ud af ni af de plantetære grænser er overskredet på globalt plan, mens endnu en er tæt på at gøre det. Ifølge forfatterne bag rapporten betyder det kort sagt, at jordens livsstøttende systemer er i fare for at kollapse, hvis vi fortsætter den nuværende kurs, hvor økonomisk vækst får forrang for klima- og biodiversitet. 

"I mange vestlige lande øger vi væksten for fortsat at dominere, og ikke fordi den nødvendigvis øger den menneskelige velvære."

Gaya Herrington, økonom og vicepræsident i Schneider Electric

For Gaya Herrington er det et udtryk for, at det nuværende økonomiske paradigme forudsætter en dominans af naturen og de fælles ressourcer. I stedet er der brug for at tænke radikalt anderledes: mennesker og natur skal være i et partnerskab med hinanden.

”Draghi-rapporten fortsætter den kurs, hvor økonomien handler om at ekspandere og bygge hierarkier, hvor dem i toppen kan kontrollere dem i bunden. Det er også, derfor Europa er så bange for at tabe det globale vækstkapløb,” siger hun og betoner, at den kurs er en sikker opskrift på, at alle taber.

”Den anden rapport vender det på hovedet og siger, at udgangspunktet for økonomien skal findes igennem en retfærdig fordeling af jordens ressourcer, så både mennesker og andre former for liv, nu og i fremtiden, får adgang til de mest basale nødvendigheder.”

En sådan økonomi ville være baseret på partnerskab og omsorg for hinanden og naturen. En omsorg, fortæller Gaya Herrington, der ikke er så fremmed for den måde, mennesket historisk har behandlet naturen på. 

Men vil overgangen til sådan en økonomi ikke bare gå ud over de lande, der først nu er begyndt at vækste og komme op på et industrielt niveau?

”Jeg er ikke anti-vækst. Jeg mener bare, at vi skal være mere selektive i, hvad der får lov til at vækste, og hvem der får lov til at vækste. Der er steder i verden, og også i Europa, som ville kunne have gavn af vækst.”

”Men i mange vestlige lande øger vi væksten for fortsat at dominere, og ikke fordi den nødvendigvis øger den menneskelige velvære.”

I sidste ende kan det, ifølge Gaya Herrington, også gå ud over de verdensmål, som 193 lande vedtog for over 9 år siden.  

”Vækst som et mål i sig selv leverer ikke på verdensmålene. Det kan sagtens gøres uden.”