Politik gør en forskel.

Det slog statsministeren fast i sin åbningstale i Folketinget i sidste uge, hvor han ikke færre end fire gange udtalte ovenstående sætning. Lars Løkke Rasmussen mener – må man forstå – at politik er konkret, og at de mennesker, der vedtager politikken, er i stand til at forandre verden.

Det er al ære og respekt værd, at statsministeren på den måde forsøger at bidrage til, at vælgerne genvinder tilliden til den profession, som han selv bedriver. Uden folkets tillid til, at politik kan gøre en forskel, er det selve demokratiet, der er i fare for at forsvinde i den bølge af følelser, angst og mistillid, som tidens populister surfer på. Hvis politikerne skal gøre sig fortjent til folkets tillid, fordrer det imidlertid, at de selvsamme politikere taler med én og ikke to tunger om den verden, vi lever i.

Når det gælder Europa, talte statsministeren i sin åbningstale desværre med to tunger. På den ene side gjorde han det klart, at det europæiske samarbejde er af afgørende betydning for Danmark.

”Den helt afgørende platform til at varetage danske interesser i verden er EU,” sagde statsministeren.

Dette er ikke nogen nyhed for danske politikere, erhvervsfolk, embedsmænd og organisationsfolk, der meget præcist ved, hvor tæt Danmark allerede er vævet ind i europæisk samarbejde på alle leder og kanter. Men det er godt at få slået fast i en tid, hvor dele af regeringens parlamentariske flertal fortsat postulerer, at det vil tjene Danmark godt at følge Storbritannien ud af EU. Det er ganske enkelt sundt for Danmark, at statsministeren så utvetydigt bekender sig til den store merværdi, Danmark og danskerne har ud af medlemskabet af EU.

Problemet er imidlertid, at Løkke i selvsamme tale på den anden side ikke gjorde det klart, at status quo ikke er en option, når det gælder EU. Det er efterhånden gået op for de fleste, at Storbritanniens farvel til EU kombineret med fælles udfordringer som klimaforandringer, folkevandringer fra Afrika, islamistisk terror og den digitale disruption af økonomien betyder, at EU-landene skal arbejde langt mere effektivt sammen. Netop dette perspektiv affejede Løkke imidlertid i en arrogant retorisk håndevending.

”Vi har brug for EU. Netop derfor er det vigtigt ikke at fortabe sig i nye store integrationsprojekter. Men bruge kræfterne på det, der betyder noget,” sagde Løkke med en formulering, der havde direkte adresse til det initiativ for Europa, som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, fremlagde 26. september.

Løkkes brug af vendingen ’at fortabe sig’ skriver sig direkte ind i den EU-skeptiske fejlfortolkning af Macrons tale, hvor man forsøger at fremstille den som en storladen og dybest set urealistisk vision fra en verdensfjern fransk præsident, der aldrig vil kunne finde opbakning til sine forslag i resten af EU.

Men det er den ikke, konstaterer Daniela Schwarzer, ekspert i europæisk politik ved det tyske udenrigspolitiske selskab, DGAP.

”Sjældent har man set en europatale, der i den grad kombinerer politisk ambition og historisk bevidsthed med så konkrete og hurtigt realiserbare initiativer,” skriver Schwarzer i en analyse.

Forslag, der gør en forskel

Talen er i det hele taget fuld af konkrete politiske forslag af den slags, som ifølge Lars Løkke Rasmussen gør en forskel. På områder som energi, migration, grøn omstilling, landbrugspolitik, uddannelse, forskning og arbejdsmarked stiller Macron konkrete forslag, der vil tjene Danmark interesser, hvis de realiseres.

Tag EU’s landbrugspolitik. Den har alle dage været en stærkt kritiseret men ikke desto mindre hellig ko i Frankrig, ligesom den er det i Danmark. Nu udviser Frankrigs præsident politisk mod ved at åbne for en reform, som både beskytter landmændene og samtidig åbner for et seriøst forsøg på at få sektoren med i den grønne omstilling. Det er politik, der kan gøre en forskel, og statsministeren bør på Danmarks vegne engagere sig i den proces.

Macron slår i sin tale også fast, at der i EU nærmest har været en besættelse i forhold til at tale om traktater, budgetter, kapaciteter og mekanismer i stedet for om projekter. Han slår fast, at Europa står over for udfordringer, som nationalstaterne ikke kan løse hver for sig. Kun ved at stå sammen kan man føre de politikker, der gør en forskel for borgerne i EU.

Dét bør statsministeren besinde sig på, ligesom han bør tage nøje bestik af, hvordan debatten om EU’s fremtid kommer til at forløbe i de kommende måneder. Lige nu er der stilhed fra Tyskland, fordi kansler Merkel forhandler om dannelsen af sin kommende regering. Men det vil være en fejlvurdering at tolke tavsheden, som om ingen af Macrons ideer vil få ben at gå på. Omvendt udgør den tyske tavshed en mulighed for, at Danmark og andre mindre EU-lande proaktivt kan præge debatten om, hvordan EU skal takle Europas fælles udfordringer.

Det forudsætter dog, at Løkke også i EU tør føre politik, der gør en forskel.