OK11: Rejseplan til forhandlingsbordet

På mandag sætter parterne sig til forhandlingsbordet for at få overenskomsterne for 700.000 offentligt ansatte på plads.

Lønmodtagerne er allerede bagud på point, fordi lønnen er steget mere i det offentlige end det private. Dette lønforspring skal nu indhentes. På den anden side vrider arbejdsgiverne sig til gengæld i stolen, når de skal forklare sammenhængen mellem omfattende afskedigelser i det offentlige på grund af den økonomiske krise og behovet for at få de ansatte til at arbejde mere, fordi man om få år vil mangle arbejdskraft.

Spørgsmålet om de offentligt ansattes arbejdstid kommer uden tvivl til at stå højt på dagsordenen ved drøftelserne. De mange forslag til, hvordan det kan se, beskriver vi indgående i den kommende uges Mandag Morgen.

Indtil da har vi identificeret fire centrale punkter for forhandlingerne:

1. Begge parter er svækket

Hvor lønmodtagerne for tre år siden indledte forhandlingerne med massiv medvind i ryggen, er billedet helt anderledes denne gang. For det første er der intern uenighed mellem det største forbund, FOA, og den øvrige del af KTO-familien om strategi og mærkesager som ligeløn. Det kan svække deres forhandlingsposition. Lønkommissionens længe ventede rapport blev heller ikke det våben, som store dele af fagbevægelsen havde håbet på, til at skyde det store slag om ”mandeløn til kvindefag” i gang ved dette års OK-forhandlinger. Nærmest tværtimod. Men regeringen har heller ikke mange trumfer på hånden. ”Vi nærmer os et valgår, så der er også grænser for hvor meget, regeringen kan presse de offentligt ansatte,” siger arbejdsmarkedsforsker, professor Jesper Due fra FAOS på Københavns Universitet.

2. Ingen penge til lønstigninger

Den snævre økonomiske ramme bliver den absolut største udfordring ved dette års OK-forhandlinger. For første gang nogensinde starter forhandlingerne med, at lønmodtagerne skylder penge til arbejdsgiverne, da det store lønforspring, som de offentligt ansatte har fået i forhold til privat ansatte, skal afvikles. Samtidig har arbejdsgiverne ingen penge i kassen til større lønstigninger p.g.a den økonomiske krise og derfor bliver det en kamp om blot at forsvare reallønnen. Begge parter erkender, at der er dømt økonomisk smalhals ved dette års forhandlinger. Men spørgsmålet er, om dette budskab også er nået ud til de enkelte lønmodtagere. Forventningsgabet kan derfor blive den helt store joker.

3. Tryghedspakker skal sikre et ja

Når lønmodtagerne ikke kan få lønstigninger, skal de have noget andet for at sige ja til aftalerne. Denne gulerod kan blive mere attraktive arbejdspladser og en slags tryghedspakker, så de ansatte står bedre rustet til eventuelle fyringer på et usikkert jobmarked, og hvor dagpengeperioden er blevet halveret. Pakkerne kan indeholde en pamflet af initiativer som særlige jobbanker, kompetenceudvikling, omskoling og økonomisk bistand til jobsøgning.

4. Overenskomstperioden til debat

Siden foråret har der været heftige diskussioner om, hvor vidt overenskomsterne skal vare 1, 2 eller 3 år. Den automatik om 3-årige forlig, som mere eller mindre har været dominerende siden 1999, er sat ud af kraft grundet lønmodtagernes gæld og den stramme økonomi. Mest taler for, at det bliver 2-årige overenskomster. For 1-årige aftaler vil først og fremmest komme til at handle om at få afdraget den ”gæld”, som lønmodtagerne har oparbejdet. Og der vil næppe komme så mange penge og spændende initiativer på bordet til at 3-årige aftaler er interessante for lønmodtagerne. ”I min krystalkugle står der to år,” siger KTO-formanden Anders Bondo Christensen.