Annonce

Olieøkonomien stortrives

11. januar 2010 kl. 11.05

Det kan være svært at forholde sig til global opvarmning, når termometret står på frosne vandrør og tredobbelt termoundertøj. Og det har det gjort flere steder i verden siden juledagene.

Det har fået efterspørgslen på især fyringsolie til at gå i vejret, og oliepriserne er røget samme vej.

Før weekenden toppede råolieprisen med knap 83 dollar tønden. En stigning på hele 15 pct. siden den 21. december, og den højeste oliepris i de sidste 15 måneder.

Olieprisen på vej op mod skyerne

Forstør

Den seneste udvikling i olieprisen

Kilde: OIL-PRICE.NET.

Trods bidende frost kommer en prisstigning i den kaliber bag på de fleste olieeksperter, for efter et globalt kriseår med faldende efterspørgsel bugner OPEC-landenes olielagre. Støt stigende oliepriser i 2009 har nemlig fristet de olieproducerende lande til at overproducere. Det har bragt lagrene i de industrialiserede forbrugerlande op på ikke mindre end 2,74 milliarder tønder olie, eller hvad der svarer til 60 dages forbrug. Og fastholder OPEC-landene deres produktion, står lagrene for at stige til næsten 2,85 milliarder tønder i 2. kvartal  af 2010.

Den høje oliepris strider derfor mod alle markedsregler og truer nu med at hæmme den gryende bedring af den globale økonomi. Med råoliepriser over 80 dollar erkender selv OPEC-landene normalt, at verdensøkonomien har vanskeligt ved at vækste.

De ekstraordinært høje priser må derfor forklares med andet end de sidste tre ugers hårde frost.
En del af den forklaring blev til i  København for blot 3-4 uger siden. Her mislykkedes det som bekendt at vedtage en ambitiøs global klima­aftale og skabe grobund for en udfasning af fossile brændsler. Det gav olieproducenterne så meget blod på tanden, at oliepriserne steg med næsten 10 dollar inden for en uge. COP15-fiaskoen har med andre ord forlænget olieøkonomiens guldalder.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026