Meget tyder på et hurtigt politisk forlig om konkurrenceloven, som vil indebære, at der nu indføres fusionskontrol i Danmark. Erhvervsminister Pia Gjellerup forhandler i disse dage med de politiske partier, og hun er parat til konkrete indrømmelser for at få Venstre og de Konservative med i et forlig. Bl.a. er hun rede til alligevel at bevare erhvervslivets repræsentation i Konkurrencerådet, der dog skal slankes fra 19 til 11 medlemmer. For at imødekomme de borgerlige partier og erhvervslivet bliver konkurrencelovens undtagelse for konkurrenceforvridende offentlige aktiviteter strammet. Desuden skal der fremover kunne gives bøder, første gang en virksomhed misbruger en dominerende stilling på markedet. I dag slipper de med en advarsel. Vælger V og K at stå uden for et forlig, vil ministeren givetvis gennemføre sit oprindelige forslag med venstrefløjens stemmer. Derfor bliver V og K næsten tvunget til at gå med. Efter planen vil ministeriet sende lovudkast til høring i slutningen af måneden. Herefter vil lovforslag blive fremsat til marts og vedtaget af Folketinget inden sommerferien.