Nej’et til euroen har bragt regeringen i defensiven, og derfor er folketingsvalget formentlig udskudt til sidst i valgperiodens udløb - marts 2002. Et valg nu kunne have skabt rene linier. Det havde fjernet mistroen til ja-partiernes forvaltning af nej’et og for en gangs skyld sat fokus på EU-politikken i en valgkamp. At regeringen sagde nej til den udvej, skal dog ikke beklages, skriver Mandag Morgen i en ledende artikel. For det første havde det rent principielt været et meget betænkeligt skridt. Og for det andet har danskerne nu udsigt til halvandet år mere med Nyrup, som er en betydelig bedre leder, end den offentlige debat om hans troværdighed lader ane. Her har man først og fremmest fokuseret på formen, men ikke på det politiske indhold, hvor den nuværende statsminister er den regeringsleder i nyere tid, der per definition har opfyldt flest af sine løfter.