Det er på ingen måde usædvanligt at investere i uddannelse. Verden over sponsorerer rigmænd, virksomheder og fonde lokale universiteter. De giver støtte til byggerier, til hele forskningscentre, der ofte bærer deres navn, ligesom de finansierer forskningsprojekter eller konkrete uddannelsesretninger. Andre donerer hardware eller eksempelvis medicinske måleinstrumenter.

[quote align="right" author="Marco Rubio, republikansk præsidentkandidat"]Kort sagt vil disse investorer så betale de 10.000 dollar til din undervisning til gengæld for en procentdel af din indkomst for en fastsat periode efter endt uddannelse[/quote]

På individniveau bliver studerende begunstiget af private og offentlige stipendier, reducerede undervisningsafgifter, billige lån – eller støtte til studieophold i udlandet. Det er alt sammen helt almindeligt.

Mere usædvanligt er det at støtte enkelte studerende, selv om det naturligvis forekommer. Men i USA taler man lige nu om en hjælp til studerende, som går et skridt videre: Det skal være muligt at investere i en studerende mod at få en fast del af den studerendes løn, når den studerende er blevet kandidat og får et fast job. Føderalbanken i New York skønner, at en bachelorgrad kan give et afkast på 15 pct., skriver magasinet The Economist.

Egenkapital i stedet for gæld

Den studerende sælger altså en del af sin fremtidige løn til private investorer og bruger indtægterne herfra til at finansiere studierne. Man kan sige, at den studerende får en egenkapital i stedet for at få gæld. Det lyder umiddelbart tillokkende.

Og på samme måde, som aktionærers udbytte af aktier afhænger af, hvordan den virksomhed, de har investeret i, klarer sig, vil indtjeningen på en kandidat variere med kandidatens karriereforløb og den dertilhørende aflønning.

[graph title="Studenter og andre investeringsobjekter" caption="Figur 1  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/186d6-frans_fig03_studenter-og-andre-investeringsobjekter.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/0404d-frans_fig03_studenter-og-andre-investeringsobjekter.png" text="Det kan være tillokkende at investere i en studerende, når man sammenligner med en række af de øvrige investeringsobjekter."]Kilde: Trading Economics, About Money, The New York Fed [/graph]

Sammenlignet med andre investeringsobjekter kan studerende give et særdeles fornuftigt afkast. Med udgangspunkt i investeringsafkastene over de seneste 10 år vil studerende give bedre afkast end både aktier, obligationer, kaffe og sojabønner. Se figur 1.

The Economist peger på, at konceptet i sagens natur vil føre til, at investorerne primært vil støtte studerende på de uddannelser, der giver det største udbytte. Og at det vil føre til, at de uddannelser, hvor studerende ikke kommer til at tjene mange penge, typisk inden for humaniora, vil være tvunget til at reducere udgifterne. Men juridiske fakulteter og handelsskoler vil uden tvivl have gavn af en sådan model.

Strukturelle problemer på universiteter

Det er ikke en verdensfjern professor på et obskurt institut, der har bragt dette interessante, men noget utraditionelle, forslag til torvs. Det er den republikanske præsidentkandidat Marco Rubio, der har det som en integreret del af sin politiske platform.

”Lad os sige, du er en studerende, der har brug for 10.000 dollar til at betale for det sidste år på universitetet. I stedet for at tage et lån, skal du kunne ansøge om en investeringsplan fra en godkendt og certificeret privat investeringsgruppe. Kort sagt vil disse investorer så betale de 10.000 dollar til din undervisning til gengæld for en procentdel af din indkomst for en fastsat periode efter endt uddannelse,” har Marco Rubio foreslået.

Det er ikke tilfældigt, at en præsidentkandidat slår sig op på sådanne forslag. De videregående uddannelser fylder en del i præsidentvalgkampen, og det er der gode grunde til. I USA finder man en række af verdens bedste universiteter – men også en masse middelmådige. Ser man på de amerikanske universiteter under et, lider de af af en række strukturelle problemer.

• Kvaliteten på uddannelserne er meget svingende.
• En nylig undersøgelse af de studerendes præstationer viste, at 45 pct. af dem ikke udviste nogen synlige akademiske fremskridt i de første to år af deres studietid.
• Undervisningsafgifterne er blevet fordoblet over de sidste 20 år.
• De studerende forlader universiteterne med astronomisk studiegæld. Den er blevet tredoblet over de sidste 10 år og udgør på nationalt niveau nu 1.200 milliarder dollar, skriver The Economist.

Rubio har mest momentum

Marco Rubio er heller ikke en af de perifere og excentriske personager, der fra tid til anden træder ind på scenen i de amerikanske valg. Han er en erfaren politiker.

Den 44-årige senator, der er født i Miami og valgt i Florida, sad i Repræsentanternes Hus fra 2001 til 2009, de sidste to år som parlamentets formand. Han er en af kun tre senatorer med latinamerikansk baggrund. Og den 13. april i år meddelte Rubio, at han vil søge at blive republikanernes kandidat til præsidentvalget næste år.

Aktuelt er han den kandidat, der har mest momentum i sin kampagne, skriver meningsmålingsinstituttet Public Policy Polling. I løbet af de seneste fem uger er han gået fra en femteplads med 7 pct. af stemmerne til en tredjeplads med 13 pct. af stemmerne. Om end han stadig er langt efter Donald Trump, der har en opbakning på 29 pct.

Konceptet skaber ulighed

Det er ikke Marco Rubio, der har fostret ideen om at investere i en student, men derimod den kendte liberale tænker og vinder af Nobelprisen Milton Friedman, der lancerede tanken helt tilbage i 1955. Han var som bekendt fortaler for en fri markedsøkonomi og grundlagde den monetaristiske skole inden for økonomisk teori.

Modellen har imidlertid en række indbyggede problemer. F.eks. ved en studerende bedre end en eventuel investor, hvordan han eller hun forestiller sig sit liv fremover. Men for en nyuddannet jurist ville det være positivt, at hun uden at skulle tænke på de økonomiske konsekvenser frit kunne vælge, om hun ville være offentlig anklager til en forholdsvis beskeden løn – frem for at gå efter at blive advokat i et stort advokatfirma til en noget højere løn. Det ville imidlertid ikke være optimalt for investoren, der på denne måde ville løbe en pæn risiko.

Og så er der de problemer, som man ikke er så opmærksom på i USA. At modellen skaber en ulighed, fordi nogle studier i sagens natur er de rene pengemaskiner for en investor sammenlignet med andre studier, der ud fra et samfundsmæssigt synspunkt kan være lige så vigtige – eller vigtigere – at støtte.

Rubio er ikke den eneste præsidentkandidat, der er optaget af at løse problemerne for de studerende og de videregående uddannelser. I den demokratiske lejr har Hillary Clinton lovet at reformere det amerikanske studiegældssystem, således at studiegælden højst må udgøre 10 pct. af kandidatens indkomst i løbet af 20 år. Det lyder indviklet, og det er det også. Hvis et lån ikke kan betales, skal staten overtage det, lyder logikken. Hillary Clinton estimerer, at det vil koste 350 milliarder dollar over 10 år. I det lys kan republikanernes ide om at gøre studerende til private investeringsobjekter virke tillokkende, hvis man vil holde statens finanser i ro.