Det er en myte, at Over- og Underdanmark er på kollisionskurs. Alt tyder tværtimod på, at den højtlønnede IT-direktør har præcis samme indstilling til velfærdssamfundets udvikling som den ufaglærte kvindelige fabriksarbejder. De kan begge være for udlicitering og skeptiske overfor EU. Værdier og holdninger til samfundsudviklingen går således på tværs af de sociale og økonomiske skel i samfundet. Og det er hverken befolkningens uddannelse, arbejdssituation eller adgang til IT, der afgør holdningerne. Det gør derimod tilhørsforholdet til de politiske partier. Det viser en ny Mandag Morgen-undersøgelse gennemført af AC-Nielsen AIM. De socialt privilegerede danskere er altså ikke en flok egoisti-ske guldflippere, der samles på højrefløjen og kritiserer velfærdsstaten. Og der er intet belæg for den antagelse, at der skulle være en politisk kløft mellem Over- og Underdanmark. Danske vælgere er tværtimod langt mere ideologiske, end man skulle tro, siger forsker ved Aalborg Universitet, Martin Munk. Resultaterne fra den nye undersøgelse bliver bekræftet af repræsentanter fra den mindst privilegerede del af samfundet. Næstformand i Kvindeligt Arbejderforbund, Jane Korczak, peger f.eks. på, at medlemmerne har meget forskellige syn på udlicitering. Og Bjarne Lenau Henriksen fra Kirkens Korshær mener, at de svageste samfundsgruppers politiske holdninger er lige så forskellige som alle andre samfundsgruppers.