”Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne/ og flyforbindelser i hud og hår/ og læse breaking news/ de sløjfer skøjtebanen i årets kommunale budget/ hvad fanden er det for noget/ de finder eftersøgt drabsmand inde i tv-stjernes barndomsminde/ hvad fanden er det for noget”

Ordene kommer fra den danske digter Theis Ørntoft, som i sin digtsamling ”Digte 2014” nok har formuleret årets mest underfundige kritik af mediernes ræs efter breaking news.

Knap så poetisk – men mindst lige så skarpt – lyder kritikken fra medlem af Mandag Morgens Velstandsgruppe Rasmus Kleis Nielsen. Han er medieforsker – lektor på RUC og forskningsleder på Oxford University – ikke digter, men alligevel minder hans mediekritik om Ørntofts.

”Politikere og journalister lever i deres egen indforståede og selvrefererende eliteoffentlighed adskilt fra det meste af befolkningen, som har svært ved at se sig selv i meget af det, der foregår i de toneangivende nyhedsmedier og på Christiansborg,” siger Rasmus Kleis Nielsen.

”Der er behov for, at den politiske elite løfter næsen fra den daglige kamp om, hvem der vinder næste runde i nyhedscyklussen, og i stedet fokuserer på, hvor vi skal hen, for at samfundet kan hænge sammen fremover,” siger han.

Tidligere i år udgav han sammen med en række kolleger bogen ”Political Journalism in Transition”, som beskriver, hvordan mediernes stadig hårdere konkurrence om breaking news har ført til et journalistisk kapløb mod bunden. Det har befolkningen hverken gavn af eller lyst til at være en del af.

[graph title="Tilliden i bund" caption=" " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/ba5e4-ab_fig01_tilliden-i-bund.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/6f0bd-ab_fig01_tilliden-i-bund.png" text="Journalisterne er en af de mindst troværdige faggrupper i befolkningens øjne."]Kilde: Radius Kommunikation [/graph]

”Vi har et solidt forskningsmæssigt belæg for at sige, at det ikke er efterspørgslen, der driver produktionen af breaking news. Det er i højere grad udbudsdrevet i en intern faglig konkurrence mellem journalister om, hvem der kommer først,” siger han.

I Danmark står det ikke helt så slemt til som i Frankrig, Tyskland og England. Men også her i landet er der dalende tillid til medierne og det politiske system, bedst illustreret ved de tilbagevendende tillidsmålinger, som giver bundplaceringer til både politikere og journalister på niveau med lurvede brugtvognsforhandlere. Se figur 1.

Derfor retter Rasmus Kleis Nielsen også en hård kritik mod den hjemlige mediemølle, der efter hans vurdering let fortaber sig i personskandaler og enkeltsager og får politikerne til at glemme at diskutere de langsigtede problemer for det danske samfund. Og det løfter ikke ligefrem den offentlige debat, for politikerne lader sig rive med i mediemøllen, mener han:

”Politikere opfatter det som en professionel nødvendighed at orientere sig mod det her meget indforståede mediemiljø, der domineres af de store dagblades hjemmesider og TV2 News. Man får nogle gange indtrykket af, at politikerne kun kan slå igennem i den brede offentlighed, hvis de siger noget virkelig kontroversielt.”

Politikere skal mande sig op

Kritikken er ikke i første omgang rettet mod enkeltpolitikere på bagerste række i folketingssalen, som forhippet forsøger at blive bemærket af journalist- og kommentatorparnasset på Christiansborg. For de har ikke selv magt over det system, de er en del af, mener han.

”Det er ikke en kritik af dem. Men der er jo stadig ledende politikere i det her land, som har evnen til at sætte en dagsorden og kommunikere lidt mere på egne præmisser,” siger Rasmus Kleis Nielsen.

Toppolitikere har derfor et særligt ansvar for at engagere og oplyse offentligheden om, hvilke udfordringer det danske samfund står over for. Men også erhvervslivet og fagforeninger har et ansvar for at mobilisere til større politisk deltagelse ligesom de politiske partier, som i årevis har henvist til, at de vil gøre ligesom præsident Barack Obama og arbejde på at mobilisere og engagere borgerne i det politiske.

”Men der er ikke meget, der tyder på, at partierne for alvor er begyndt at allokere ressourcer til virkelig at engagere baglandet,” siger Rasmus Kleis Nielsen.

”Der er stadigvæk en tendens til, at medlemskab af et politisk parti primært er et kontingent, man betaler, og at man så i øvrigt bare er del af en målgruppe for professionel kommunikation. Der er ikke meget egentlig deltagelse i det politiske, som en del forskning ellers peger på er en forudsætning for læring og oplysning, og hvor folk kan se sig selv i en større sammenhæng,” siger han.

Det samme er tilfældet for fagforeningerne og mange andre medlemsbaserede interesseorganisationer, der efter Kleis’ mening ikke gør meget for at engagere medlemmerne og oplever dalende medlemstal.

Hver dag skal være et bornholmsk folkemøde

På den anden side har Danmark i forhold til mange andre lande heldigvis et glimrende udgangspunkt som et rigt og velfungerende samfund med høj tillid, stærke medier og stor sammenhængskraft, bemærker Rasmus Kleis Nielsen.

”Der bliver stadig bedrevet meget god, dybdeborende og tilgængelig journalistik i det her land. Men spørgsmålet er, hvor længe vi kan værne om den tillid og den sammenhængskraft, vi har arvet,” spørger han.

"Vi har jo arvet et rigt og lige samfund fra det 20. århundrede, som nu skal tilpasses det 21. århundrede. Og den tilpasning gælder ikke kun samfundsøkonomien, men også det politiske system og medierne, som er en del af den sociale kontrakt i Danmark,” siger Rasmus Kleis Nielsen.

Derfor efterlyser han et bredt folkeoplysningsprojekt om de udfordringer, det danske samfund står over for. En oplysning som ikke afspores af interne medielogikker eller af pludselige mediestorme om enkeltsager.

”Hvis vi ikke forstår, hvordan vores samfund egentlig hænger sammen i dag, kan vi ikke træffe meningsfulde valg om, hvor vi gerne vil have, det bevæger sig hen i fremtiden,” siger han og spørger retorisk:

”Hvordan skal vi tage stilling politisk, ved valg, ved overenskomstforhandlinger og i den daglige samfundsdebat, hvis vi ikke forstår konsekvenserne af de forskellige valgmuligheder?”

For at et nyt folkeoplysningsprojekt kan få luft under vingerne, kræver det et bredt engagement fra den politiske elite og en opblødning af breaking news-dominansen i medierne.

Han peger på Folkemødet på Bornholm som inspirationskilde til et nyt folkeoplysningsprojekt, fordi det giver folkelig adgang til de politiske beslutningstagere. Men også lokalmedier som Nordjyske og Fyens Stiftstidende har været langt fremme med initiativer om at inddrage borgerne i lokalområderne til politisk debat og deltagelse, påpeger han.

”For det første er der brug for en borgernær diskussion, så almindelige mennesker kan se, hvorfor politik vedkommer dem. Og fordi politik handler om valg, skal det for det andet være klart, hvad der er af valgmuligheder – hvad end det drejer sig om arbejdsmarkedets udvikling eller den grønne omstilling. Og for det tredje skal der være diskussion af, hvilke konsekvenser de forskellige valgmuligheder har for hvem,” siger Rasmus Kleis Nielsen og foreslår en slags fortløbende, tematiske folkemøder rundt om i hele landet i stedet for en enkelt lang weekend om året på Bornholm.

Og han er fortrøstningsfuld i forhold til at mobilisere en stærk politisk offentlighed. Selvom det ikke bliver enkelt, bør det efter hans mening være lettere i dag end nogensinde før.

”Er det nemt at nå folk? Nej, men vi skal lige huske det historiske perspektiv i det. Man kan jo spørge sig selv, om det virkelig kan passe, at det skulle være sværere at lave et folkeoplysningsprojekt i dag end på Grundtvigs tid med det høje uddannelsesniveau, vi har i dag, og den adgang, vi har til information gennem de elektroniske medier,” siger han og peger på, at de sociale medier også kan være en måde at engagere danskerne i politik.

”Skal vi virkelig tro på, at det er sværere i dag at hjælpe folk med at forstå samfundet og deres egen rolle, end det var at engagere en landarbejder eller fabriksarbejder for hundrede år siden? Det tror jeg ikke. Jeg tror roligt, vi kan sige, at tidligere generationer stod over for større udfordringer,” siger Rasmus Kleis Nielsen.