Opmuntrende planer

I efteråret var der udsigt til en valgkamp, der handlede om lavere skat kontra mere offentlig velfærd, men meget lidt om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Det billede er nu ændret, og der er udsigt til en valgkamp, hvor Danmarks fremtid rent faktisk kan blive et vigtigt tema.

Regeringens Vækstforum er kommet med ét bud. Regeringen har fremlagt Reformpakken 2020. SFs forslag til en strategisk erhvervspolitik er nu indarbejdet i den fælles plan fra S og SF, Fair Løsning 2020.  Og senest har De Radikale fremlagt en omfattende erhvervspolitisk strategi.

Det er meget opmuntrende og giver et godt grundlag for en valgkamp med substans. Hvis politikere i alle lejre også vil bruge mest tid på at diskutere indholdet, er der virkelig håb forude. Det var netop formålet med at etablere “partiet” Fremtidens Danmark.

Det er især opmuntrende, at så mange af forslagene fra Fremtidens Danmark er indarbejdet i de nye planer. Fremtidens Danmark har – senest i et samlet udspil fra 7. marts – påpeget nødvendigheden af en offensiv innovations- og vækstpolitik. Der er bl.a. brug for at fokusere på løsning af komplekse samfundsproblemer og udvikle et langt mere fleksibelt forhold mellem privat og offentlig sektor. Det er den linje, som stadig flere internationale nationer, bl.a. Finland, forfølger.

Der er brug for nye virkemidler og økonomiske incitamenter, hvis Danmark skal gøre sig håb om både at reducere underskuddene og skabe nye overskud.

I det følgende vil de forskellige planer blive vurderet på tre dimensioner. Hvordan får vi skabt en bæredygtig vækst? Skal økonomien kickstartes? Og hvordan øges arbejdsstyrken?

Bæredygtig vækst

Det sidste halve års analyser og debat har cementeret en fælles opfattelse af, at Danmark har en meget alvorlig vækst­udfordring. Den kan bedst måles på vores evne til at skabe mere værdi for den samme arbejdsindsats. Her har vi tabt voldsomt terræn de sidste 10 år. Arbejdsproduktiviteten – værdi­skabelsen pr. arbejdstime – er næsten gået i stå, mens den er steget 20-30 pct. i de bedste lande: Sverige, Finland, USA og Storbritannien.

Årsagen er mangel på innovation i de mange små og mellemstore danske virksomheder i fremstillings- og serviceerhvervene. Regeringens Vækstforum erkendte problemet og gentog behovet for lavere skatter, mere konkurrence, bedre uddannelse og gode generelle erhvervsvilkår – men kom ikke med forslag til nye løsninger.

SFs udspil til en strategisk erhvervspolitik tog udgangspunkt i klimaudfordringen. Partiet ønsker flere og mere forpligtende politiske udmeldininger om, hvilke energikilder Danmark skal anvende i fremtiden. SF vil lægge vægt på, hvor dansk erhvervsliv har en mulighed for at udvikle nye grønne teknologier. Det kan f.eks. være i form af såkaldte smartgrids, hvor Danmark har gode muligheder for at blive et eksperimentarium.  SFs forslag er indbygget i den nye fælles plan og udvidet til flere områder, f.eks. vand.

S og SF lægger også op til nye innovationspartnerskaber mellem private virksomheder, universiteter og offentlige myndigheder. Tanken er, at det offentlige skal identificere samfundsmæssige udfordringer, der skal løses, og stille sin viden til rådighed for den private sektor, som så skal konkurrere om at skabe de bedste løsninger. Det gælder også på velfærdsområdet, hvor offentlig-private innovationspartnerskaber skal være med til at sikre bedre velfærd for færre ressourcer.

Samtidig skal nye centre på universiteterne give dem bedre muligheder for at deltage i udviklingen af teknologiske løsninger. De to partier foreslår, at professionshøjskolerne kommer til at spille en mere aktiv rolle i udviklingen af nye velfærdsløsninger.

Trods flere midler til uddannelse og forskning er det skuffende, at planen ikke indeholder forslag om et nyt styrings-og budgetsystem  for danske universiteter og  ungdomsuddannelser. Danmark er allerede blandt de lande, der bruger mest på uddannelse og forskning, men vi får for lidt ud af det. Det tyder på, at der er noget galt med rammer og incitamenter.

De Radikale er enige i, at en strategisk erhvervspolitik må tage udgangspunkt i de samfundsmæssige udfordringer og bygge på innovationspartnerskaber. Men deres plan går et skridt videre og foreslår en strategisk erhvervspolitik for design og  kreative industrier.

Det er et område i voldsom vækst. Baggrunden er bl.a. den billige digitale distributionsform for mange kreative produkter og ikke mindst de stærkt voksende markeder for vestlige “oplevelser” i BRIK-landene.

R foreslår også en ny armslængde-organisering af erhvervspolitikken, hvor en selvstændig fond uafhængigt af politikerne skal løfte den danske iværksætter-aktivitet.

Skal økonomien kickstartes?

Indtil for nylig har det været en grundpille i regeringens politik, at tidspunktet er kommet for en konsolidering af økonomien. Nu er økonomien stimuleret nok, og indsatsen nu må koncentreres om at skabe balance på de offentlige finanser. Regeringen har fundet støtte for denne linje hos EU-Kommissionen, Nationalbanken, vismændene og hovedparten af danske økonomer.

Den nye plan fra S-SF udfordrer den opfattelse. Den begyndende vækst er skrøbelig og bør stimuleres yderligere, mener de. Først når væksten er mere grundfæstet, skal konsolideringen sætte ind.

Derfor foreslår de fremrykning af offentlige investeringer, en midlertidig mulighed for at straksafskrive investeringer i produktionsanlæg samt flere investeringer i uddannelse og forskning.

Især to spørgsmål er interessante. Er der faktisk behov for at stimulere økonomien yderligere? Og foreslår S-SF den bedste måde at gøre det på?

De økonomiske forudsigelser for de næste par år peger på en vækst på 1,5-2 pct. og en meget begrænset fremgang i beskæftigelsen. På det grundlag synes der både at være behov for og plads til yderligere stimulans. Risikoen er selvfølgelig, at væksten bliver større end ventet, så man dermed har stimuleret for meget.  Men den alvorligste risiko er dog, at en senere konsolidering ikke bliver til noget, så landet igen begynder en deroute mod et uholdbart underskud.

Det er ikke en sag for økonomer eller EU-kommissærer at afgøre, men derimod velegnet til en valgkamp på et oplyst grundlag. Hvem har vælgerne tillid til?

Regeringens eget udspil om fradrag for håndværksudgifter og service er også udtryk for finanspolitisk stimulans og således stik imod dens hidtidige linje. Men det er måske et udtryk for, at regeringen i lyset af det forestående valg har skiftet mening.

En yderligere stimulans bør koncentreres om at fremrykke de initiativer, som skal genskabe den danske innovationskraft. Og det er ikke reparationer i danske hjem. Det er heller ikke offentlige investeringer, men der­imod  investeringer i innovation.

En hurtigere og større satsning på en ny strategisk erhvervspolitik ville være den bedste måde at stimulere økonomien på.

Større arbejdsstyrke

Regeringen, De Radikale og Dansk Folkeparti har lavet et forlig om at begrænse efterlønnen, fremrykke forhøjelsen af pensionsalderen og forbedre førtidspensionen for seniorer.

S-SF har på deres side foreslået trepartsforhandlinger om større arbejdsudbud. Hvor regeringens forlig har ret forudsigelige  effekter på arbejdsudbuddet, er trepartsforhandlinger et mere usikkert kort. S-SF har truet med at lovgive om højere arbejdstid, hvis forhandlingerne  mislykkes, så det forekommer rimeligt at lægge til grund, at begge planer vil føre til et større arbejdsudbud.

Men er det den bedste måde at gøre det på?

Regeringens forlig indeholder betydelige knaster. Efterlønnen giver stadig raske mennesker statstilskud til at forlade arbejdsmarkedet tidligere, og ordningen er enten-eller. Det er ikke hensigtsmæssigt. Ordningen blev indført for at få ældre lønmodtagere til at forlade arbejdsmarkedet og give plads til unge. Det var den god til. Men nu er der brug for det modsatte.

Forliget afskaffer ikke efterlønnen, men begrænser den. Lønmodtagere med større pension får modregnet den i efterlønnen, og det er aldrig hensigtsmæssigt at straffe opsparing, især ikke med tilbagevirkende kraft.

Den forbedrede førtidspension til seniorer skal bero på lægelige skøn, men det gør den hidtidige førtidspension jo også, så der kan ikke være tvivl om, at det vil føre til meget bøvl, at lægerne nu skal finde et blødere tildelingskriterium for seniorer end for andre. Det virker ikke gennemtænkt.

Det bedste ville være, hvis et nyt flertal kunne finde sammen om en gennemgribende tilbagetrækningsreform. Der er behov for en fleksibel ordning, hvor lønmodtagere kan vælge en gradvis aftrapning fra arbejdsmarkedet og modtage en supplerende ydelse, som de selv har sparet op til.

Som det danske arbejdsmarked er indrettet, kan en fleksibel tilbagetrækningsreform dog kun gennemføres med medvirken fra arbejdsmarkedets parter. En ny regering burde derfor indlede trepartforhandlinger for at finde en løsning, hvor en udbygning af eksisterende arbejdsmarkedspensioner finansierer en fleksibel afgang fra arbejdsmarkedet. Da det er en privat pensionsordning, betyder det, at jo længere lønmodtagerne bliver på arbejdsmarkedet, jo højere bliver pensionen.

På områder, hvor nedslidningen er større og der er et større behov for nedtrapning, skal bidraget til arbejdsmarkedspensionen være større. Men det må klares af arbejdsmarkedets parter, ligesom det skete ved etableringen af de nuværende arbejdsmarkedspensioner, der også har forskellige bidrag.

En sådan reform vil overflødiggøre det statslige efterlønstilskud, spare statskassen for milliarder og give lønmodtagerne en individuel mulighed for tidligere tilbagetrækning. Med udsigt til længere levealder kan der ikke være tvivl om, at muligheden for fleksibel afgang fra arbejdsmarkedet vil føre til højere arbejdsudbud.