”Jeg har tillid til embedsværket, men intet system er perfekt. Der bliver begået fejl, som vi har set, og det er Folketingets opgave at udfordre og kontrollere regeringen.”

Journalist og forfatter Jesper Tynell mener ikke, det er et spørgsmål om tillid. Da han bliver spurgt, om man skal stole på embedsmændene, svarer han, ”at man kan stole på, at de udadtil altid vil levere en form for partsindlæg. De agerer på ministerens vegne.”

Når Folketinget ikke får at vide, at embedsmændene udmærket er klar over, at børnechecken er i strid med EU’s regler, er der ikke tale om en fejl. Det er slet ikke embedsværkets opgave at forelægge alle oplysninger for Folketinget, men derimod at stykke argumenter sammen, så regeringen kan få sin politik igennem.

I bogen ”Mørkelygten”, som udkom sidste år, dokumenterer Jesper Tynell, hvordan embedsværket skærer jura, tal og fakta til, så de understøtter ministrenes politik. Gennem 45 interview med embedsmænd og talrige aktindsigter tegner han et billede af et embedsværk, der langt fra belyser en sag fra alle sider over for Folketinget og vælgerne.

I 2003 og 2004 var Arbejdsmarkedsstyrelsen f.eks. ikke for fin til at vælge tal ud, som underbyggede ministerens politiske ønsker. Daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) ville nedlægge den statslige arbejdsformidling, AF, og lade kommunerne overtage dens opgave med at få ledige i job. For at få sin plan igennem havde ministeren brug for argumenter, og dem fandt hans embedsmænd til ham. Ved kun at kigge på én statistik for jobindsatsen konkluderede embedsmændene, at kommunerne var bedre til at varetage opgaven end AF. Men andre tal viste det modsatte, og de tal, embedsværket diskede op med, sagde slet ikke noget om effekten af de to myndigheders indsats. ”Det er rent luderarbejde,” som en af embedsmændene siger i ”Mørkelygten”: ”Der vil komme bestilling på notater, der understøtter den position, som man gerne vil have støttet.”

De anonyme embedsmænd fortæller i bogen, at det er almindelig praksis, at de leverer notater, økonomiske beregninger, udvalgt statistik og juridiske vurderinger til både journalister og Folketinget, som isoleret set er sande, men som kun er en del af det samlede billede.

Folketinget og borgerne får ikke det fulde billede af de faktiske forhold omkring et politisk emne, når regeringen fremlægger sin politik. Men det er der ikke nødvendigvis noget odiøst i, mener Jesper Tynell:

”Embedsværket er ikke neutralt. Det er en myte, som ikke vil dø. Embedsmændene handler på ministerens vegne, og det skal de også. Deres opgave er at fremstille ministeren i det mest gunstige lys. Vi skal bare lade være med at tale om ’neutrale embedsmænd’, når de ikke er det.”

Myten om det neutrale embedsværk

Det har han fuldstændig ret i, forklarer professor i statskundskab Jørgen Grønnegård Christensen.

”Embedsmændene er ikke uafhængige. De skal fungere som advokater for ministeren. Så de må ikke manipulere med fakta eller lyve, men de må gerne stykke argumenter sammen.”

Jørgen Grønnegård Christensen har gennem en årrække forsket i forholdet mellem embedsværket og politikerstanden. Han oplever en støt stigende kritik af, at embedsmændene er blevet politiseret. Men de er ikke blevet politiseret – de har altid været det:

”Det er ikke embedsmændenes rolle, der har ændret sig, men kritikken og diskussionen af den, som er blusset op. Det er en myte, at vi engang har haft et politisk neutralt embedsværk. Embedsværkets rolle har altid været at rådgive politisk,” siger han.

Embedsmændene har altid rådgivet politisk, men debatten om en øget politisering bunder i, at den politiske rådgivning fylder mere i dag end for 10 år siden, fortæller tidligere departementschef Peter Loft. Set gennem hans briller handler det om at finde balancen mellem den faglige og den politiske rådgivning, men man skal ikke bilde sig ind, at det faglige og det politiske kan adskilles:

”Det fagligt perfekte, men politisk uudførlige produkt, er lige så ubrugeligt, som det politisk korrekte, fagligt elendige produkt. Ministeren skal have en samlet rådgivning, hvor politik og teknik tænkes sammen.”

Fagforeningen DJØF, som organiserer mange af regeringens embedsfolk, peger også på, at ideen om den neutrale embedsmand er en myte. Embedsmændene er ikke politiske udpegede, som de er i f.eks. USA, men det betyder ikke, at de ikke er politiske.

”Embedsværket er ikke neutralt. Det arbejder for ministeren og for at få regeringens politik igennem,” siger Henning Thiesen, der er formand for Offentlige chefer i DJØF.

Det betyder ikke, at man ikke kan eller skal kunne stole på det, embedsværket skriver i notater og analyser, siger han.

”Intet er sort og hvidt. Alle politiske sager kan fremstilles på mange forskellige måder, og embedsmændene fremstiller dem selvfølgelig på den måde, der tjener ministeren bedst,” siger Henning Thiesen.

Ansvaret forsvandt i armslængdeprincippet

Ministrene gør sig ofte store anstrengelser for at skjule, at deres embedsmænd arbejder for dem, mener Jesper Tynell. I forbindelse med Eritreasagen har justitsminister Mette Frederiksen (S) gentagende gange holdt fast i, at hun aldrig kunne finde på at blande sig i den ”uafhængige” Udlændingestyrelses arbejde. Og Per Stig Møller (K), der var udenrigsminister, da Danmark valgte at gå i krig mod Irak, udtalte for nylig, at Folkeretskontoret i Udenrigsministeriet er et ”uafhængigt organ”.

Men ingen af styrelserne er uafhængige.

”Ved at give indtryk af, at embedsværket er neutralt og uafhængigt, fralægger ministre sig ansvaret for f.eks. de notater og redegørelser, de lægger offentligt frem. Det har den fordel, at regeringen kan fremstille sin politik, som om den slet ikke er politik, men ren teknik. Derfor er der en stor interesse i at fastholde myten om den neutrale eller ligefrem uafhængige embedsmand,” siger Jesper Tynell.

Peter Loft har også bidt mærke i tendensen til, at mange ministre opererer med et armslængdeprincip over for deres styrelser. Han – der selv indtil for nylig var topembedsmand – mener, det tyder på, at topembedsmændene har forsømt en del af deres arbejde. I kampen om at finde sine ben i dilemmaet mellem den faglige og den politiske rådgivning har departementscheferne glemt, at de også er koncernledere. De har ansvaret for driften i styrelserne, men de senere år har styrelserne fået lov til at styre sig selv. Derfor er de begyndt at tænke politik ind i deres arbejde, som vi har set det i Eritreasagen. Men det skal de holde sig fra, mener Peter Loft. For styrelsernes rolle er netop at rådgive fagligt og sagsbehandle efter reglerne – ikke at tage politiske hensyn på eget initiativ:

”Driften i ministerierne har sejlet, og vi har set nogle eksempler på, at embedsmænd i styrelserne agerer politisk, selvom de ikke skal det. Departementerne skal holde styrelserne i kort snor, så de kan koncentrere sig om faglig rådgivning og sagsbehandling, i stedet for at tænke politik.”

Falsk tryghed

At de fuldmægtige i ministerier og styrelser lægger så megen vægt på politisk tæft, er et af grundproblemerne i embedsværket i dag, mener lektor i offentlig ret ved RUC Pernille Boye Koch. Sammen med professor i statskundskab Tim Knudsen udgav hun sidste år bogen ”Ansvaret der forsvandt”. I bogen undersøger de den systemfejl i embedsværket, som de mener skandalerne er udtryk for. De klassiske embedsmandsdyder – lovlighed, faglighed og sandhed – er blevet nedprioriteret til fordel for politisk tæft.

”Ministerierne og embedsværket er blevet til politiske manipulatorer. Der er sket en politisering udover grænserne for, hvad faglighed og saglighed kan bære. At man ser stort på fagligheden, hvis der er en mulighed for at give ministeren nogle hurtige politiske point,” siger Pernille Boye Koch.

Systemfejlen bliver ikke rettet op af, at Folketinget får flere akademiske ressourcer. Der skal andre og flere tiltag til, forklarer Pernille Boye Koch. Se tekstbokse. Men et sekretariat kan være med at styrke kontrollen:

”Vi har et meget svagt parlament sammenlignet med andre lande. Et analytisk sekretariat i folketinget vil have en disciplinerede effekt på embedsværket, fordi de så ved, at der er nogen, der går dem efter i sømmene,” siger hun.

Udover at det kan antænde en kamp mellem parlamentets embedsværk og regeringens embedsværk, frygter professor i forvaltningsret på Københavns Universitet Michael Gøtze, at et sekretariat i Folketinget kan give et indtryk af en faglig kontrol, som ikke reelt eksisterer:

”Hvis man laver et parallelt embedsmandssystem under Folketinget, kan det skabe falsk tryghed, fordi man stadigvæk skal hente store dele af sin viden fra fagministerierne. Det er jo stadigvæk departementerne og styrelserne, der har fingrene nede i deres fagområder, og der kan derfor allerede der forekomme en politisk tilskæring alligevel,” forklarer han.

Folketinget er dummest i verden

Oprustningen af Folketinget bør ikke kun være et spørgsmål om kontrol. Det handler også om at gøre folkestyret klogere.

”Vi har allerede gode kontrolredskaber til de stående udvalg i Folketinget. Det er langt vigtigere at opbygge en selvstændig videnskapacitet i Folketinget, som kan komme med alternative analyser og udpege andre problemer end dem, som regeringen peger på,” påpeger professor Ove K. Pedersen, der er medlem af Mandag Morgens Velstandsgruppe.

Han mener, at skandalesagerne i embedsværket er den helt forkerte baggrund at diskutere vidensoprustning i Folketinget på.