LO frygter, at AF-systemet svigter de ledige. På få måneder har AF-regionerne opdaget, at de har meget store ubrugte beløb på aktiveringskontoen i 1997. I alt har arbejdsformidlingen undladt at bruge 700 millioner kr., vurderer Mandag Morgen på baggrund af regionernes egne oplysninger. I august ventede AF-systemet samlet set at bruge mere end de 7,4 milliarder, der var bevilget, og endnu ved indgangen af november lød de officielle skøn på et moderat underforbrug på en kvart milliard kroner. LO retter nu en hård kritik mod AF-systemet. “Det kan ikke passe, at der er penge, som ikke bliver brugt, når der er opgaver, som ikke bliver løst,” siger uddannelsessekretær i LO Harald Børsting. “Vi kan under ingen omstændigheder acceptere, at folk mister dagpengeretten på grund af den kortere dagpengeperiode, hvis de ikke har fået en seriøs aktivering”, tilføjer han. Arbejdsmarkedsstyrelsens direktør, Inge Mærkedahl, peger på, at manglende viden om centrale punkter i aktiveringen gør det uhyre svært at styre AF-systemets økonomi.