Den nødvendige kvalitetsudvikling i folkeskolen er truet, hvis der over de kommende år skal gennemføres store besparelser på de kommunale budgetter. Det vurderer formanden for Folketingets Uddannelsesudvalg, Hans Peter Baadsgaard, efter at Finansministeriet i den netop offentliggjorte Budgetredegørelse peger på muligheden for store besparelser på skoleområdet. Hans Peter Baadsgaard, der også er uddannelsespolitisk koordinator for Socialdemokratiet, siger til Ugebrevet Mandag Morgen, at folkeskolen ikke kan leve op til målsætningen om at levere topkvalitet, samtidig med at der planlægges store nedskæringer i udgiften per elev. Han får støtte af SFs ordfører, Aage Frandsen. “Men lærernes arbejdstidsaftale må ændres, så der kan skabes større råderum i folkeskolens økonomi,” siger Aage Frandsen til Ugebrevet.