Et af hovedstadsregionens mest ambitiøse byggeprojekter - Ørestaden og metroen - kan udløse en alvorlig økonomisk lussing. Officielt forudsiger Ørestadsselskabet, at det vil være gældfrit i år 2020. På baggrund af en omfattende vurdering af hele projektet anser Ugebrevet Mandag Morgen det for mere sandsynligt, at gælden på dette tidspunkt vil runde 8 milliarder kr.. Ørestaden var tænkt som guldægget, der skulle finansiere metrobyggeriet i København. Mandag Morgens analyser viser imidlertid, at der er en reel risiko for, at Ørestaden i stedet lider rentedøden. Det er hovedkonklusionerne i en analyse, Ugebrevet har foretaget på baggrund af fortroligtstemplede rapporter. Ørestadens økonomi hviler på tvivlsomme forudsætninger om et meget stort grundsalg til meget høje priser. De næste fem år skal 75 pct. af ny detailhandel i Storkøbenhavn således placeres i Ørestaden, hvis budgetterne skal holde. Tvivlen aktualiseres af, at Ørestads-selskabet netop har solgt sin første grund til en privat kunde. Medicinalvirksomheden Ferring betalte en ottendedel af den pris, Ørestadsselskabet kalkulerer med i fremtiden. Ørestads-selskabets direktør, Anne-Grethe Foss, er uenig i vurderingerne. “Selvfølgelig kan man regne med så usandsynligt små mængder til så usandsynligt lave priser, at økonomien ikke hænger sammen,” siger hun i en kommentar. Mandag Morgen fremlægger tre scenarier for Ørestadens fremtid.