Erhvervsministeriet arbejder på en stramning af konkurrencereglerne, som vil betyde en fuld-stændig omlægning af Konkurrencerådet. Ifølge Ugebrevet Mandag Morgens oplysninger er det sandsynligt, at Konkurrencerådet beskæres fra i dag 19 medlemmer til langt færre, muligvis kun 9-10 medlemmer. Den dramatiske reduktion vil efter alt at dømme betyde, at 10 interesseorganisationer, som i dag sidder i Konkurrencerådet, må træde ud. Det drejer sig blandt andet om Dansk Industri, Håndværksrådet, Entreprenørforeningen, Forbrugerrådet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Forslaget støttes varmt af professor Niels Blomgren-Hansen fra Handelshøjskolen i København, som selv er medlem af Konkurrencerådet. “Danmark indtager en helt unik position i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med” siger han. Ifølge forslaget skal der i stedet kun være uafhængige, sagkyndige eksperter i rådet. Også på andre felter strammes konkurrenceloven, og arbejdet med at revidere lovgivningen er så langt fremme, at et lovforslag ventes fremlagt til efteråret.