Østersøområdet er på vej til at blive den region i verden med den største økonomiske vækst. Det forudsiger en række eksperter, som vurderer, at Rusland og de tre baltiske lande de kommende år vil have vækstrater på omkring 5 procent - i skarp kontrast til den økonomiske udvikling i USA og eurolandene. Med undtagelse af Polen er alle landene i Østersøregionen inde i en god økonomisk udvikling og har styr på de offentlige finanser. Den fortsatte udvikling af regionen og det fremtidige forhold mellem EU og Rus-land bliver hovedemnerne, når områdets ledende politikere og embedsmænd mødes til Baltic Development Forums topmøde i Skt. Petersborg 23.-25. september.