Ove K. Pedersen: "Konkurrencestaten står ideologisk nøgen"

I sin nye bog erkender Ove K. Pedersen, at der er negative konsekvenser ved konkurrencestaten, som derfor har brug for reformer. Men mest af alt har konkurrencestaten brug for en ideologi og offensiv politisk opbakning fra den politiske midte. Alternativet er politikerlede, meningsløshed og populisme.

Foto: Arthur Cammelbeeck
Andreas Baumann

Bjarne Corydon er ikke en mand, der modtager mange takkekort i den offentlige debat. Tværtimod.

Som socialdemokratisk finansminister orkestrerede han salget af Dong til Goldman Sachs, tog selv et chefjob hos konsulentbureauet McKinsey, da Socialdemokratiet tabte regeringsmagten – og som om det ikke var nok erklærede han i 2013 sin kærlighed til konkurrencestaten. Det har han fået mange tæsk for, ikke mindst fra tidligere partifæller.

Men nu kommer der et takkekort. Og det fra manden, der selv lancerede begrebet i sin bog af samme navn i 2011, professor emeritus Ove Kaj Pedersen.

“Jeg tænker tit på, at hvis Bjarne Corydon ikke havde sagt det der, så havde bogen nok bare kørt lidt rundt i universitetsverdenen uden at vække bredere debat. Men nu har den jo solgt ganske godt. Så jeg skylder ham da en tak,” siger Ove K. Pedersen og griner, da Mandag Morgen møder ham i hans have til et interview om hans nye bog.

Som den klassiske professortype levede Ove K. Pedersen i mange år temmelig skjult fra den brede offentlighed dybt inde i den akademiske verden. Men fra den ene dag til den anden blev professoren nærmest katapulteret ind i midten af den danske samfundsdebat, da Bjarne Corydon i sin egenskab af finansminister i et stort opsat interview i Politiken bekendtgjorde, at han troede på ’konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat’.

Lige siden har konkurrencestaten været årsag til heftig debat, der ikke ser ud til at forstumme lige foreløbig. Senest har Corydons gamle partifælle S-formand Mette Frederiksen i flere interviews forsøgt at lægge afstand til begrebet, ligesom næstformand Dan Jørgensen i sin nye bog ’Staunings arv – Vejen til et lykkeligt Danmark’ forsøger at distancere partiet fra Corydon og konkurrencestaten ved at kalde det et borgerligt projekt. Det er ikke sådan, Ove K. Pedersen selv definerer det, men det vender vi tilbage til.

Tid til en reaktion

I sin nye bog ’Reaktionens tid? – Konkurrencestaten mellem reform og reaktion’, der udkommer i slutningen af august, forklarer professor emeritus Ove K. Pedersen, hvorfor konkurrencestaten er en videreudvikling af og ikke en modsætning til velfærdsstaten.

Han redegør både for konkurrencestatens opståen og for den værdi- og idékrise, som den har ført med sig. Løser vi ikke den krise, kan vi tabe trygheden og velstanden på gulvet, mener han.

Ove K. Pedersen (f. 1948) er uddannet i statskundskab, professor emeritus i komparativ politisk økonomi og har publiceret en lang række bøger på dansk og engelsk, bl.a. den indflydelsesrige ’Konkurrencestaten’ (2011) og ’Markedsstaten’ (2014), men også ’The National Origins of Policy Ideas’ (2014), ligesom han er bidragsyder til ’Konkurrencestaten og dens kritikere’ (2017).

I dag forsøger professoren, der for nylig lod sig pensionere fra CBS, igen at leve lidt skjult. For andre kritikere har været markant mere fjendtlige i deres foragt for konkurrencestaten og Ove K. Pedersen. På grund af trusler fra ’anonyme idioter’, som han kalder dem, har den nu 70-årige professor emeritus fået opført et højt plankeværk ud til den ellers fredelige villavej, så man ikke kan kigge lige ind i haven. Og under interviewet beder han lidt bekymret fotografen om ikke at tage billeder, der kan bruges til at identificere hans adresse.

Men mere gider han heller ikke at tale om trusler, eller om hvem de mon kommer fra. Han er efterhånden blevet vant til at støde på udsagn som ’Fuck konkurrencestaten’ eller det, der er værre, og han griner for det meste af det eller trækker på skuldrene.

Reaktionens tid

Så interviewet bliver hurtigt sporet ind på hans nye bog ’Reaktionens tid? – Konkurrencestaten mellem reform og reaktion’, der udkommer i slutningen af august på Informations Forlag. Og som undertitlen afslører, kommer vi ikke uden om konkurrencestatsbegrebet. For bogen er på den ene side en selvkritisk opfølger til ’Konkurrencestaten’, hvor Ove K. Pedersen præciserer nogle af de misforståelser, mangler og unøjagtigheder, der er blevet kritiseret over de sidste syv år. Og på den anden side er bogen også en slags normativ debatbog, der afsluttes med en direkte opfordring til at reformere den danske konkurrencestat og den bagvedliggende danske ’reformisme’ i forsøget på at forny og videreføre konkurrencestaten og det danske velfærdsprojekt.

Ove K. Pedersen indrømmer et sted i bogen direkte, at han personligt bakker op om konkurrencestaten. Men det sker vel at mærke ud fra konkurrencestatens hidtidige resultater, ikke dens værdier eller for al fremtid:

”Hvis nogen derfor vil mene, at jeg har forsvaret konkurrencestaten, har de ret. Men på fortidens grundlag, ikke fremtidens,” skriver han.

Det er kontroversielt, at hans egne holdninger nu udpensles i en bog, indrømmer han. Men det har været nødvendigt for at skabe større klarhed om hans ståsted i den hidsige debat om konkurrencestaten.

Fra socialstat til konkurrencestat

Danmark har ifølge Ove K. Pedersen i løbet af de sidste godt 130 år udviklet sig via forskellige former for velfærdsprojekter:

Socialstaten, der fra slutningen af 1800-tallet introducerede statslig finansiering ved sygdom, handicap og alderdom.

Velfærdssamfundet, der fra 1950’erne og frem koblede velstand til velfærd, og velfærd til demokratisering, men også til retten til social ydelse, pligten til selvforsørgelse, og endelig frivillig deltagelse til medansvar for andres velfærd. Dermed blev den statslige finansiering udvidet til også at omfatte frivillig deltagelse.

Velfærdsstaten, der fra 1970’erne udvidede den statslige finansiering med statslig kontrol og styring af virksomheder og husholdninger, skabte velfærdspolitikker med det formål at fremme fuld beskæftigelse, men også et udstrakt system af institutioner for at øge udbuddet af arbejdskraft.

Konkurrencestaten, der fra 1990’erne og frem indførte en statslig styring af den offentlige sektor, etablerede incitamentsstyring af borgerne, koblede udbetaling af sociale ydelser sammen med tilknytning til arbejdsmarkedet og i det hele taget investerede i forebyggelse af arbejdsløshed med det formål at begrænse de offentlige omkostninger, men også at øge arbejdsmarkedets fleksibilitet.

”Det er debatten om ’Konkurrencestaten’, der har opfordret mig – nærmest tvunget mig – til at forholde mig til de normative dele af det. For det er karakteristisk, at den faglige kritik af bogen har været meget begrænset, mens den politiske og ideologiske udnyttelse af bogen og begrebet har været overvældende. Det har tvunget mig til at gå ind og præcisere mig selv i grænselandet mellem faglige vurderinger og egne holdninger,” forklarer Ove K. Pedersen.

Opportunistiske menneske

Især begrebet ’det opportunistiske menneske’, der har fået kritikere til at fare i flint og kalde bogen for neoliberal, er blevet misforstået, ikke mindst fordi han selv har været for upræcis, siger han.

”Det her med det opportunistiske menneske kom til at stå uformidlet i bogen. Og det er det, jeg prøver at tage op i ’Reaktionens tid’ og svare på, hvor det her opportunistiske menneskesyn egentlig kommer fra, og hvor kritikken af opportunismen kommer fra,” siger han.

Kort fortalt skriver han i sin nye bog, at det opportunistiske menneskesyn stammer fra 1960-1970’ernes heftige kritik af den daværende danske velfærdsstat, hvor forventningen om, at folk var dydige borgere, der ville vælge fællesskab frem for egoisme, viste sig mere at være drøm end virkelighed. Borgere – såvel som embedsfolk og politikere – handlede først og fremmest opportunistisk, lød kritikken.

”Min brug af begrebet var derfor ikke ment som en provokation, som mange ellers har antaget, ej heller som et forsøg på at introducere et neoliberalt menneskesyn i den danske debat. Det var en beskrivelse af, hvordan den offentlige debat kondenserede de tabte illusioner om, at alle i alle situationer ville påtage sig den etiske fordring,” skriver han i bogen.

Menneskesynet er siden blevet indoptaget i reformeringen af velfærdsstaten og har bl.a. ført til new public management og incitamentsstyring, der skulle få borgerne til at knokle for det fælles bedste ved at knokle for sig selv.

”Og siden er det lykkedes at gøre i hvert fald 85 pct. af hver eneste ungdomsårgang til hårdtarbejdende, dedikerede og fællesskabsorienterede borgere, der er grundlaget for vores sammenhængkraft og lave kriminalitetsrater osv. og dermed samlet set Danmarks enorme succes som konkurrencestat,” siger Ove K. Pedersen.

Konkurrencestatens fejl

Men han er også enig med kritikerne i, at det opportunistiske menneskesyn har negative konsekvenser. Nemlig på den måde, at opmærksomheden på de sidste 10-15 pct. af borgerne, der ikke er ’konkurrencestatens fodsoldater’, er kammet voldsomt over, pointerer Ove K. Pedersen og peger f.eks. på det, han betegner som ekstraordinære og umenneskelige krav i kontanthjælps- og dagpengesystemet.

”Det er nogle af de steder, hvor der har været fokuseret overdrevent på at gøre alle til ‘konkurrencestatens fodsoldater’, og hvor vi har opbygget et urimeligt bureaukratisk apparat til at håndtere noget, som ikke kan håndteres. For der er mennesker, som fysisk og mentalt ikke kan arbejde, og så nytter det jo ikke noget at tvinge dem til det. Så skal de have hjælp til at leve et godt liv,” siger han.

”Danmark er som konkurrencestat blevet en verdensstjerne, men der er ved Gud også uønskede og negative konsekvenser. Problemet er bare, at kritikken har fokuseret overdrevent på det negative, så kritikken er kommet helt ud af balance.”

Sagt om konkurrencestaten

”Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat.”

 - Bjarne Corydon, socialdemokratisk finansminister, Politiken, 24. august 2013.

“Jeg vil gerne have politikere, der har visioner for et samfund, hvor vi alle har det godt, i stedet for et samfund, hvor vi kan piske flest muligt til at være konkurrencestatens fodsoldater.”

 - Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening, DR Debatten, 22. oktober 2015.

”Jeg har ikke tænkt mig at omdanne Danmark til en konkurrencestat eller på anden vis underlægge mig de kræfter, der er ude i verden.”

 - Mette Frederiksen, Socialdemokratiets formand, Information, 15. april 2018.

”De borgerlige har over en bred kam købt ideen om, at det danske samfund bør være en konkurrencestat.”

 - Dan Jørgensen, socialdemokratisk næstformand, Kristeligt Dagblad, 11. juli 2018.

Og derfor bevæger interviewet sig nu fra præciseringer og selvkritik over til kritik af kritikkerne. Og det da også det, der fylder mest i den nye bog.

”Der er meget egeninteresse i kritikken af konkurrencestaten, og der er meget mytedannelse om, hvad velfærdsstaten egentlig var, før den blev reformeret til en konkurrencestat. Men i den debat, vi har haft de sidste 5-7 år, er der ikke formuleret noget alternativ til konkurrencestaten,” siger Ove K. Pedersen og uddyber den pointe, som i debatten hyppigst er blevet misforstået:

”Konkurrencestaten er en af mange typer af velfærdsprojekter. Det er ikke et opgør med velfærdsprojektet, men en fastholdelse af det. Og myten om velfærdsstatens forrang er livsfarlig, fordi den udraderer begrundelsen for, hvorfor konkurrencestaten kom, og derfor også meningsfuldheden i, at den eksisterer.”

Mere reformisme, tak

Og så kommer vi frem til den helt store udfordring for konkurrencestaten.

“En stat har brug for legitimitet, respekt og accept fra sine borgere for at være holdbar. Men konkurrencestaten er skabt uden den accept og respekt, uden at der er givet en historisk begrundelse for den, uden at der er skabt værdier for den, ja og derfor står konkurrencestaten afklædt. Nøgen,” siger Ove K. Pedersen.

Det er derfor, at han i sin nye bog forsøger at beskrive en fjerde ideologi, som han kalder ’reformisme’, som er en slags kompromisets og reformernes ideologi, der kompromis for kompromis har indoptaget både konservatismen, liberalismen og socialismen i sig i den endeløse reformering af den danske velfærdsstat ud fra den ene læresætning, at man reformerer på baggrund af tidligere reformer for at opfylde velfærdsprojektets målsætninger.

På den måde har reformismen den dag i dag formet Danmark til en af verdens mest effektive konkurrencestater. Alligevel vil ingen politikere mystisk nok tage æren for den danske konkurrencestats succes, bemærker Ove K. Pedersen.

”Det er derfor, jeg opfordrer til en værdikamp. Jeg prøver at formulere grundlaget for en reformisme som selvstændig ideologi. Vi trænger til at gøre reformismen til en egentlig politisk filosofi,” udbryder han og stopper sig selv fra at slå i det spinkle kaffebord med sin knytnæve.

I stedet løfter han forsigtigt den hvide porcelænskop op og tager en tår af den nu lunkne kaffe.

Sossernes vildledninger

Modsat Dan Jørgensen og andre socialdemokrater ser Ove K. Pedersen ikke konkurrencestaten som et borgerligt projekt. Han mener tværtimod, at ophavet til reformismen udspringer af socialdemokratismens opgør med kommunismen fra lang tid tilbage og indtil 1970’erne, og derefter har alle de gamle partier i dansk politik i fællesskab skabt konkurrencestaten. Det er derfor også ’de gamle’ partier, der skal have kritik for nu at tøve med at reformere den, mener han.

”Jeg kritiserer alle reformisterne – socialdemokrater, radikale, det liberale venstre, konservative – for ikke at have påtaget sig den opgave ideologisk at begrunde udviklingen fra velfærdsstat til konkurrencestat med det resultat, at konkurrencestaten i dag står ideologisk nøgen. Uden begrundelse og uden historie og med det resultat, at reformismen er tyndslidt.”

”For når reformisterne ikke vil påtage sig ansvaret for sin egen største succes, ikke har billeder for fremtiden, tvivler på, at reformer fortsat er nødvendige, skaber myter om fortiden, så har vi for første gang i efterkrigstiden en status quo-tænkning i dansk politik. Og den status quo-tænkning kommer på det mest uheldige tidspunkt, netop hvor verdensordenen er i opbrud. Vi risikerer at få nogle radikale reaktioner på den tiltagende meningsløshed og den stigende politikerlede, der vil opstå, hvis ikke reformismen begrundes,” advarer Ove K. Pedersen og kommer nærmest til at lyde som en slags reformismens chefideolog.

Radikale og konservative er jo efterhånden blevet små partier. Men er det så Venstre og Socialdemokratiet, der er de oplagte reformatorer af konkurrencestaten?

”Jeg synes, at både Socialdemokratiet og Venstre er nogenlunde lige skizofrene, hvad det her angår. Der er en retorisk side, hvor de er kritiske over for konkurrencestaten. Og så er der en reel side, hvor de faktisk viderefører den og endda skærper den. Og den dobbelthed gør det svært at forudsige, hvad der vil ske.”

Viderefører den nuværende regering konkurrencestaten?

”Ja, det har alle regeringer gjort siden Schlüter (konservativ statsminister fra 1982-1993, red.). Men det er nok Nyrup-regeringen, der har været mest afgørende for konkurrencestatens fremkomst, hvorimod Anders Fogh nærmere blev tvunget til at fortsætte den. Efter han var mislykkedes med sit minimalstatsprojekt og sin velfærdskritik, så lavede han en af de største ideologiske kolbøtter i dansk politisk historie: Han blev ligeså socialdemokratisk som Socialdemokratiet. Og så blev han statsminister! Og det lærte Lars Løkke af. Skal man være statsminister fra partiet Venstre, så skal man være socialdemokrat. Ligesom Thorning-Schmidt og Corydon fandt ud af, at skulle de være regeringsbærende socialdemokrater, så skulle de gøre, lidt ligesom Venstre havde gjort. Den kurs har Lars Løkke fortsat. Og det vil Mette Frederiksen formentlig også gøre.”

Mette Frederiksen og senest også Dan Jørgensen forsøger da ellers at distancere sig fra konkurrencestaten?

“Ja, retorisk, men jeg kan ikke se, at Mette Frederiksen har noget alternativ til konkurrencestaten, som jeg definerer den. Hun har forslag til at komme af med nogle af bivirkningerne, men ikke forslag til et væsentligt nyt alternativ. Det er minimale ændringer. Hun har ikke et bud på noget andet. Men hun har en retorisk håndtering af det, hvor hun ikke vil skrive sig ind i det, hun selv er ansvarlig for,” siger Ove K. Pedersen.

Socialdemokratiet har da under Mette Frederiksen positioneret sig i opposition til Bjarne Corydons omfavnelse af konkurrencestaten ...?

“Ja, men hvad er væsensforskellene på hendes projekt og Bjarne Corydons? Jeg kan ikke se det. Forskellen er vel bare, at Corydon har læst min bog og tilsyneladende har forstået konkurrencestatsbegrebet rigtigt – nemlig at konkurrencestaten er en videreudvikling af velfærdsprojektet,” siger Ove K. Pedersen og tøver så lidt inden han tilføjer:

“Mig bekendt var det jo faktisk Mette Frederiksen, der dengang var minister for den videreudvikling i dagpengesystemet, jobcentre og kontrol og styring, som vi i dag kan se var at gå over stregen,” siger Ove K. Pedersen med henvisning til Mette Frederiksens tre år som beskæftigelsesminister i Helle Thorning-Schmidts regering, hvor hun bl.a. stod bag hårdt kritiserede reformer af førtidspensions- og fleksjob, kontanthjælp og sygedagpenge.

Men hvad er det, der bekymrer dig ved den her afstandtagen fra konkurrencestaten?

”Det er, at vi er ved at glemme reformismens succeshistorie, der bygger på det grundlag, at det ved politiske reformer er muligt at skabe et godt samfund og gode borgere. Hvis denne forståelse gradvis undergraves af kritik af de problemer, den også har, og der ikke formuleres et alternativ, så står vi der, hvor ingen forstår, hvorfor vi fik konkurrencestaten, og ingen kan se den værdimæssige ideologiske begrundelse for den. Der opstår en meningsløshed, og derfor opstår der politisk apati og politikerlede. Dette fravær af et værdigrundlag for konkurrencestaten er problemet.”

Så du er bekymret for, at kritikken af konkurrencestaten kan sende os i armene på populister og reaktionære, der udnytter den meningsløshed og værdiløshed?

”Ja, for kritikken er meget ubalanceret. Det er en kritik, der ikke lever op til reformismens grundlæggende pointe om, at vi i Danmark baserer vores reformer på erfaringerne fra allerede gennemførte reformer. Reformismen, som den har udviklet sig i Danmark, er blevet til den fjerde ideologi, der integrerer både liberalisme, konservatisme og socialisme i sig, og den er baseret på, at man kan skabe et bedre samfund end det, man allerede har, ved at lære af de erfaringer, man har, og ved at udpege og adressere nye udfordringer.”

”Men reformismen er tyndslidt, fordi reformismen selv bliver kritiseret. Lyt selv til debattens snak om reformstop, kritik af djøf’ere, af new public management osv. Den ubalancerede kritik, tror jeg, er den største fare for fortsættelsen af reformismen og derfor også for velfærdsprojektet. Kombineret med den omlægning af verdensordenen, der foregår globalt i disse år med Trump, Brexit, handelskrig og Kina, er det bare endnu mere skræmmende.”

”Jeg vil derfor mene, at vi står i en brudsituation på kanten til reaktionens tid. Der er meget på spil. Og hvis man ikke tænker sig grundigt om især i et lille land som Danmark med den åbne økonomi, vi har, så er det velfærdsprojektet og ikke bare konkurrencestaten, der er på spil.”

LÆS OGSÅ: Ove K. Pedersen: Konkurrencestaten skal reformeres


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu