Over 30.000 børn bliver passet af private

Private vuggestuer og børnehaver skyder frem over hele landet i disse år. Hver syvende daginstitution er i dag privat. I nogle kommuner er det op mod halvdelen. Eksperter forudser, at antallet vokser, i takt med at der skal oprettes op imod 6.000 flere pladser årligt.

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Torben K. AndersenJens Reiermann

MM Special: En stille privatisering af velfærden
  • Hver syvende plejebolig til ældre er privat, og flere er på vej
  • Private daginstitutioner har overtaget pasningen af 22.000 børn, og flere er på vej
  • Tre gange så mange børn passes i private hjem, flere år for år
  • Kommuneskolernes elevtal falder og falder – knap hver femte går nu i privat skole
  • Kommunernes anlægsloft baner vejen for flere private investeringer
  • Kommunal stordriftstankegang afløses af private landsbyløsninger.

Den stille privatisering: Dansk velfærd træder ind i en ny epoke

Over 30.000 børn bliver passet af private

Flere private plejeboliger til ældre aflaster kommunerne

Pelle Dragsted: Privat velfærd er helt fint – så længe det ikke handler om profit

Bertel Haarder: Frit valg er en borgerlig revolution af velfærden

Hver eneste morgen året rundt kører tusindvis af forældre forbi den kommunale børnehave og vuggestue for i stedet at aflevere deres lille Ida og William til pædagoger i private daginstitutioner eller i private pasningsordninger.

De private dagtilbud er i hastig vækst i disse år. Antallet af privatinstitutioner er nu nået op på 550 på landsplan. Det er over en fordobling på bare ti år, og de har nu for første gang overhalet de selvejende institutioner som det primære alternativ til den kommunale daginstitution.

En stribe politiske lovændringer fra primært V-ledede regeringer har været med til at skubbe på privatiseringen af området. Den dramatiske ændring af det danske institutionslandskab er sket uden den store opmærksomhed fra medierne. Men forskere forudser, at det kan dele Danmark op i et A- og B-hold.

Direktør og partner i Bureau 2000 Niels Glavind har i årevis analyseret da danske daginstitutioner og har et indgående kendskab til udviklingen. Hans analyser viser, at kommunerne hvert år skal skaffe op imod 6.000 flere pladser i dagtilbud de næste 10 år for at klare presset fra det stigende antal børn. Niels Glavind forudser derfor, at antallet af private institutioner vil fortsætte med at stige de kommende år.

"Daginstitutionsområdet er under pres. Mange forældre synes ikke, at standarden er tilfredsstillende, og vil hellere prøve en privatinstitution. Mange forældre vil også hellere have en lille hyggelig enhed, hvor alle kender hinanden, end en megainstitution på over 100 børn. Derfor vil der være en tendens i retning af stadig flere privatinstitutioner," siger Niels Glavind.

Færre tosprogede, delebørn og arbejdsløse forældre

Danmarks Statistik har omlagt sin måde at opgøre børn og personale på i daginstitution. Derfor kan man ikke direkte sammenligne udviklingen over tid på området siden 2014. 

Men en ny opgørelse foretaget af Bureau 2000 for fagforbundet FOA viser, at der ved årsskiftet var indskrevet cirka 22.650 børn i landets private institutioner og puljeordninger. Det er markant flere end for bare få år siden. Tilbage i 2007 gik kun 6.800 børn i private daginstitutioner. Udviklingen skyldes dels nye private børnehaver og vuggestuer og dels omlægninger af selvejende institutioner, som i stigende grad vælger at blive private, fordi det giver større frihed til at bestemme over økonomi og børneoptag.

Analyser fra Bureau 2000 viser, at der er stor forskel på børnenes baggrund i de forskellige institutionstyper.

Langt flere børn i private daginstitutioner kommer fra hjem, hvor mor og far ikke er skilt, hvor begge forældre har en uddannelse, ikke er på overførselsindkomst og taler dansk derhjemme – sammenlignet med børn i kommunale og selvejende institutioner.

Der er ikke den store forskel mellem børn i henholdsvis kommunale og selvejende institutioner.

En af landets førende eksperter på området, Stig Broström, professor emeritus ved DPU - Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, er bekymret for, at udviklingen vil skabe et A- og B-hold.

"Der bliver alt andet lige dyrere at drive en institution selv. Det kræver en aktiv forældregruppe med overskud til at formulere pædagogiske perspektiver, ansætte personale og stå for opgaver som rengøring. Det er A-holdet, der er i gang nu. De, som har meget i forvejen, får mere. Så det største problem er, at det polariserer familier og børn," siger Stig Broström.

Ud over de tusindvis af børn i privatinstitutioner bliver yderligere 10.200 børn i dag passet i private pasningsordninger med tilskud fra kommunen. Tilskuddet kan bruges til for eksempel at ansætte en privat børnepasser i familiens eget hjem eller hos en familie længere henne ad gaden. På denne måde er ordningen et alternativ til en plads i en kommunal, selvejende eller privat daginstitution. For ti år siden var der blot 4.100 børn i disse private pasningsordninger. Det er under halvt så mange som i dag.

Armslængde til kommunen

På en stribe områder er der markante forskelle mellem de forskellige institutionstyper. Derfor er det ikke ligegyldigt, om en institution for eksempel er selvejende eller privat. Se figur 1.

De private daginstitutioner får stort set det samme økonomiske tilskud af kommunen som de kommunale og selvejende institutioner. Men i modsætning til for eksempel de selvejende institutioner har de mulighed for at trække et eventuelt økonomisk overskud ud og bruge det på andre ting end drift af institutionen. De private daginstitutioner kan selv fastsætte forældrebetalingen, som kan være højere end i en kommunal eller selvejende institution, og dermed for eksempel finansiere højere normeringer.

Det er den slags muligheder, som har fået forskere og andre kritikere til at frygte for et A- og B-hold.

Endelig er de private børnehaver og vuggestuer ikke en del af den kommunale pladsanvisning og skal derfor selv sørge for at få kunder i butikken. Kommunen hjælper altså ikke med at besætte tomme pladser. Private institutioner har også friere rammer til at bestemme løn- og ansættelsesforhold for personalet, mens de selvejende og kommunale institutioner er omfattet af centrale overenskomster.

Alle daginstitutioner skal dog leve op til en række krav i loven om dagtilbud samt nogle kommunalt fastsatte godkendelseskrav, uanset om de er private, selvejende eller kommunale. 

En lovændring banede vejen

Vi skal ikke mange år tilbage i tiden, før billedet af det danske institutionslandskab så markant anderledes ud. Da bistandsloven trådte i kraft i 1976, var to ud af tre børnehaver og vuggestuer selvejende institutioner. Det var den suverænt mest udbredte ejerform dengang.

Men sådan er det ikke længere.

Siden en lovændring i 2005 gjorde det muligt for private at oprette og drive daginstitutioner, er der sat turbo på området. År for år er antallet af privatinstitutioner vokset. Samtidig falder antallet af både kommunale og i særdeleshed de selvejende daginstitutioner. Det betyder, at 1 ud af 7 institutioner nu er privat. Tilbage i 2007 var det blot 1 ud af 20. Se figur 2.

Alene sammenslutningen af Rudolf Steiners dagtilbud råder i dag over cirka 70 børnehaver, vuggestuer og privatpasningsordninger med tilsammen omkring 2.300 børn, og der kommer stadig flere til.

Der er dog mange forskellige årsager til det stigende antal private daginstitutioner. Det kan for eksempel skyldes forældres utilfredshed med de kommunale tilbud, mangelfuld bemanding eller alt for mange børn sluset ind på stuerne. Derfor vælger de at trække børnene ud og i stedet sætte dem i en privat børnehave.

Det kan også være, at den kommunale børnehave må lukke i et lille lokalområde på grund af sparehensyn, hvorefter en gruppe voksne tager skeen i egen hånd og opretter en privatinstitution på matriklen. Som professoren fra DPU udtrykker det.

"På den ene side er der jagten på kvalitet. Mange forældre er bekymrede for den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddene. Derfor er der nogle forældre, som enten indgår i noget, der er oprettet, eller selv opretter privatinstitutioner, hvor de håber på, at kvaliteten er højere og gerne vil betale noget mere for det. Samtidig ser vi også, at forældrekredsen tager over, når en kommunal institution bliver nedlagt, og selv driver den," siger Stig Broström.

Stor forskel fra kommune til kommune

Nogle private institutioner har et ideologisk formål. Andre har religiøse baggrunde som for eksempel kristen, jødisk eller muslimsk.

Andre bliver oprettet i tilslutning til en fri- eller privatskole. På denne måde kan skolen også være med til at sikre fødekæden af elever på lidt længere sigt.

Andre har en fortid som selvejende institution, men er nu lagt om til at være ren privat. Det sker ofte med en aktiv forældrekreds bag. Mens antallet af selvejende institutioner således er halveret på få år, er antallet af privatinstitutioner i samme periode fordoblet.

Der er dog meget stor forskel på, hvor godt privatiseringen har fat i de enkelte kommuner.

Næsten halvdelen af alle daginstitutioner er private i kommuner som Thisted, Jammerbugt og Faaborg-Midtfyn ifølge Danmarks Statistik. Til sammenligning står syv kommuner som blandt andet hovedstadskommunerne Herlev, Ishøj og Hvidovre opført med nul private institutioner i dag. Se figur 3.

Stig Broström forudser også, at antallet af private vuggestuer og børnehaver vil fortsætte med at stige de kommende år:

"Der har været en lang periode, hvor forældre har været meget godt tilfredse. Men der er nu en stigende bevidsthed i forældregruppen om, hvad man vil have af pædagogisk kvalitet, og hvad man ikke får i dag. Derfor vil vi se flere private institutioner fremover," vurderer Stig Broström.

Godt hjulpet på vej af Fogh og Løkke

Det er meget bemærkelsesværdigt, at oprettelsen af de mange nye privatinstitutioner er sket uden den store debat i medierne.

Op gennem 1990’erne og store dele af 00’erne kunne den politiske debat om offentlige og private daginstitutioner ellers for alvor få sat sindene i kog. Det var et område præget af stor ideologi og politiske følelser.

Det mærkede servicekoncernen ISS, som rendte ind i et heftigt stormvejr og måtte droppe sit kortvarige eventyr med at drive daginstitutioner i kommuner som Farum, Skovbo, Bramsnæs, Lyngby-Taarbæk, Slangerup og Tørring-Uldum.

Men nu er stemningen omkring de private velfærdsløsninger tilsyneladende vendt. En perlerække af politiske initiativer har gradvist været med til at bane vejen. Langt de fleste er gennemført af Anders Fogh Rasmussens og Lars Løkke Rasmusens skiftende regeringer siden begyndelsen af 00’erne. Se tekstboks.

En af de mere kontroversielle lovændringer synes dog at mangle gennemslag. Det er den aftale, som den daværende VK-regering med Lars Løkke Rasmusen som statsminister indgik i 2011 om muligheden for at udlicitere driften af daginstitutioner. Den bestemmelse ser dog ikke ud til at være taget i brug endnu.

"Da man lavede reglerne om udlicitering af institutioner, var det ud fra et konkret ønske om at have et større privat islæt. Men der er ikke nogen kommuner, som er hoppet ombord på den. Så vidt vi kan bedømme, er det også kun i begrænset omfang et profitmotiv og ønsket om at tjene penge, der ligger til grund for det stigende antal privatinstitutioner. I Norge og Sverige er det meget anderledes," siger Niels Glavind.

Velfærdskoncerner står klar

I vores to nordiske nabolande – Sverige og Norge – er den private markedsandel væsentlig højere end i Danmark. Her står store velfærdskoncerner som de private virksomheder Espira i Norge og Pysslingen i Sverige bag mange private institutioner. Begge virksomheder er ejet af den svenske uddannelseskæmpe Academedia, der driver både børnehaver, skoler og gymnasier og har en årlig omsætning på næsten 11 milliarder svenske kroner – svarende til knap 8 milliarder danske kroner. Academedia har haft kig på Danmark som et potentielt marked, men har foreløbig valgt at klappe hesten.

Niels Glavind forudser dog, at det kan ændre sig fremover. Hans analyser viser, at det stigende antal småbørn de kommende år sætter kommunerne under alvorligt pres. De skal de næste 10 år skaffe 20 procent flere pladser i dagtilbud for børn under skolealderen. Alene de første år skal der skaffes 5.-6.000 pladser årligt. Og med et anlægsloft hængende over hovedet, som sætter begrænsninger for, hvor meget borgmestrene selv kan bygge, kan de blive tvunget til at søge nye løsninger.

"Når kommunerne skal have passet en masse flere børn og samtidig har et anlægsloft, kan jeg godt forestille mig en model, hvor mere kapitalstærke private foretagender kommer på banen og vil anlægge private institutioner undtaget fra anlægsloftet. Lidt ligesom i Sverige og Norge, hvor private koncerner har fået en pæn position på markedet," siger Niels Glavind.

Over 10.000 får privat pasning

Muligheden for at få støtte til pasning af børn derhjemme går helt tilbage til halvfemserne, hvor Nyrup-regeringen indførte det som et forsøg for at tage toppen af de lange ventelister.

Siden besluttede VK-regeringen i 2003, at samtlige kommuner skulle have denne vare på hylderne, så alle forældre med små børn fik mulighed for at få økonomisk tilskud til privat pasning.

Knap tre procent af alle børn i alderen 0 til 5 år bliver i dag passet i sådan en ordning. Det er tre gange så mange som i 2004. Se figur 4.

Forældrene får et økonomisk tilskud fra kommunen til typisk at ansætte en privat børnepasser, som passer barnet i forældrenes eget hjem. Det gennemsnitlige tilskud er på cirka 6.100 kroner om måneden for børn i alderen 0-2 år.

År efter år er antallet af børn i disse private pasningsordninger steget støt og roligt og har nu for første gang rundet 10.000.

En opgørelse foretaget af Børne- og Socialministeriet viser dog, at der også på dette område er meget stor forskel fra kommune til kommune. Specielt forældre i de nordjyske kommuner har taget den private hjemmepasning til sig. Hjørring er topscorer. Her bliver næsten 11 procent af børnene passet i private pasningsordninger. Men andre nordjyske kommuner som Aalborg, Brønderslev, Frederikshavn og Rebild følger lige efter.

I den modsatte ende af skalaen ligger en stribe af hovedstadskommunerne som Brøndby, Herlev, Ishøj, Rødovre og Glostrup. Her bliver ordningen stor set ikke brugt. I ingen af disse kommuner er der mere end 0,2 procent af småbørnsforældrene, som benytter sig af den private pasningsordning.

Med lov bygges privat velfærd

Lovgivning, der fremmer det frie valg på børneområdet, 2000-2018.

Siden begyndelsen af 00’erne har primært Fogh-regeringer og Løk­ke-regeringer indført en stribe ændringer af serviceloven og siden dagtilbudsloven, så forældre nu har et friere valg af dagtilbud. Det har medvirket til en kraftig vækst i antallet af private børneha­ver og vuggestuer.

2000: Kommuner med pasningsgaranti fik mulighed for øget foræl­drebetaling.

2002: Kommuner fik mulighed for at tilbyde forældre, der selv øn­sker at passe deres barn, et økonomisk tilskud, så barnet kan passes hjemme i stedet for at få en plads i daginstitution.

2003: Obligatorisk for kommunerne at tilbyde forældrene et tilskud til privat pasning.

2004: Indførelse af ret til at vælge dagtilbud i en anden kommune end bopælskommunen.

2005: Indførelse af landsdækkende pasningsgaranti. Det kan også være en plads i selvejende institutioner eller puljeordning.

2005: Daginstitutioner kan etableres og drives af private leverandø­rer som private institutioner.

2005: Indførelse af minimumsniveau for tilskud til den private pasning.

2007: Kommunerne får mulighed for at indgå aftale med en privat dagplejer.

2011: Kommunerne kan udlicitere daginstitutioner, som kan ud­trække overskud af driften.

2017: Klar hjemmel i loven til at kunne etablere internationale dagtilbud.

2017: Bedre vilkår for virksomhedsinstitutioner.

Kilde: Børne- og Socialministeriet.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu