Annonce

På ryggen af Pippi-effekten

21. februar 2011 kl. 22.14

Trafikken over Øresundsbroen vender 180 grader i 2011. I årevis har den favorable krone-krone-kurs trukket storshoppende københavnere med toget til Malmö. Nu kan danske erhvervsdrivende se frem til en sand invasion af købestærke svenskere, der vil drage over sundet for at lægge millioner af kroner i danske butikker, hoteller og restaurationer.

Det viser en række nye analyser af det svenske opsvings betydning for dansk økonomi.

Broderfolket har i 2010 haft en af Europas højeste vækstrater på imponerende 5,5 pct. Det fik i januar OECDs generalsekretær, Angel Gurria, til at kalde svensk økonomi “så stærk som Pippi Langstrømpe”. Den svenske krone landede i sidste uge på 85 danske øre – en stigning på 33 pct. siden 2009 og det stærkeste niveau i 10 år.

Det ventes at komme danskerne til gode. Svenskerne har ikke alene fået flere penge mellem hænderne – de har også fået et større incitament til at bruge dem i Danmark.

Spar Nord spår i en ny analyse, at svenskernes lyst til at overnatte på danske hoteller og i feriehuse vil stige med hele 25 pct. i forhold til sidste år. Det vil sende 900 millioner kr. i danske erhvervsdrivendes lommer.

Sommerhusgiganten Dansommer melder om, at antallet af svenske forhåndsbookninger af sommerhuse er steget med 30 pct. Den svenske privattrafik over Øresundbroen steg i de første seks uger af 2011 med 13 pct. i forhold til sidste år. Og det tænder julelys i øjnene på butiksejere vest for Sundet. “Vi kan allerede se, at der kommer flere svenske turister til byen end tidligere,” udtalte formanden for Helsingør Cityforening, John Brødbæk, til Børsen i fredags.

Også eksportvirksomhederne har, ifølge Danmarks Eksportråd, noget at glæde sig til. Foreløbige tal fra Eksportrådets kvartalsmæssige eksportudsigt, der udkommer i slutningen af marts, spår, at den danske vareeksport til Sverige vil vokse med knap 8 pct. i år. Det svarer til godt 4 milliarder kr.

Holder prognosen stik, vil danske virksomheders eksport til Sverige i 2012 nå et historisk højdepunkt på næsten 61 milliarder kr. – pænt over det hidtidige højdepunkt på 58 milliarder kr. i højkonjunkturåret 2007.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026