Et nordisk ejerskab af Tele Danmark kan vise sig at være den mest hensigtsmæssige og også den mest sandsynlige langsigtede løsning på Tele Danmarks strategiske problemer. Det vurderer Ugebrevet i en analyse af den danske telekoncerns situation efter det nye ejerskifte. En storfusion med norske Telenor eller svenske Telia er væsentligt mere attraktiv for Tele Danmark end at have Ameritech som storaktionær. Ameritech går efter at opnå størst mulig indtjening på kort sigt og skærer forretningen til herefter, blandt andet Tele Danmarks tv-kanal, radio-kanal og ejerandelen i Metronome er afviklet. En nordisk ejer har større interesse i at investere i forretninger med langsigtede perspektiver. Samtidig er forventningen om, at Tele Danmark skal være brohoved for en europæisk ekspansion, faldet til jorden, efter at Ameri-tech har etableret europæisk hovedkvarter i Bruxelles. Et ejerskifte er faktisk sandsynligt, fordi SBC Communications/Ameritech givetvis kun i begrænset omfang vil være interesseret i Tele Danmarks “danske” forretninger. Det danske marked har begrænsede udviklingsmuligheder sammen-lignet med eksempelvis Østeu-ropa, priserne er under pres og konkurrencen uden sidestykke i den vestlige verden. Samtidig er det ikke afgørende, hvem der ejer Tele Danmark. Liberaliseringen er nu så fremskreden, at fri konkurrence sikrer kunderne stadig lavere priser og udbud af forskellige produkter, som bestemmes af efterspørgslen. “Jeg har svært ved at se, at det har nævneværdig betydning, hvem der ejer aktierne i Tele Danmark,” siger adm. direktør Jørgen Abild Andersen fra Telestyrelsen.