Danmarks pædagoger får i denne uge mulighed for at trykke på en rød knap og udløse en veritabel kædereaktion i hele fagbevægelsen. På BUPLs kongres, der begynder torsdag, skal de delegerede tage stilling til, om de vil skabe et nyt fælles forbund med pædagogmedhjælperne i PMF - i så fald vil det blive landets sjette største og en sværvægter i fagbevægelsen. Men med beslutningen kommer pædagogerne reelt også til at tage stilling til, om de ønsker at udtræde af funktionærernes hovedorganisation, FTF, og indtræde i LO. Hvis fusionen bliver en realitet, risikerer FTF at miste 50.000 af sine 350.000 medlemmer. “Danmark er for lille til at have tre hovedorganisationer. FTFs problem er, at det nogle gange ikke er inviteret med i trepartsdrøftelser, og det smitter af på, hvor godt FTF kan varetage medlemmernes interesser,” siger BUPLs formand, Bente Sorgenfrey. Svaret fra FTFs andet store forbund, sygeplejerskerne, kommer prompte: “Hvis pædagogerne forsvinder, må vi gøre status over, om det får afgørende betydning for de interesser, FTF varetager,” siger formanden for Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow. Det kan ikke alene give FTF dødsstødet, men også gøre LO til talerør for hele funktionær-Danmark.