At der er forskel på borgmesterposten i Viborg og landspolitik, er Søren Papes korte liv som K-formand et udmærket bevis på. På få dage er hans ukendte kommunale fortid blevet til landspolitiske tophistorier, og han har åbent erklæret, at han er homoseksuel, selvom han egentlig synes, det er ærgerligt, at netop det faktum fortsat er interessant i 2014.  

Oprindeligt skulle historien om Søren Papes seksualitet først være offentliggjort senere, men på grund af pres fra medierne besluttede De Konservative at rykke ud med historien før tid. Belejligt eller ej, så har historien om Papes seksualitet for en stund trukket de negative overskrifter væk fra sagen om det ulovlige sponsorat af Energi Viborg Arena, selvom sagen fortsat dukker op i medierne.

Jo, de konservative kunne have ønsket sig en bedre start for deres nye formand. Men forløbet illustrerer blot endnu engang, at man kan mene om Christiansborg, hvad man vil, men at man ikke kan komme uden om de stærke mekanismer, der hersker her, hvis man vil have succes.     

Skralder vi overskrifterne væk og vender blikket mod Søren Pape, så ser det anderledes opmuntrende ud for partiet. For med Pape i formandsstolen har de konservative fået en handlekraftig kommunikator. En mand, som står ved sine ord og handlinger, og, som han selv formulerer det, ’ikke stikker halen mellem benene’, fordi der pludselig kommer lidt blæst om hans fortid i Viborg.    

Papes indtog på den landspolitiske scene er blevet udlagt som et eksperiment og en gambling, og ser man tilbage på det seneste konservative formandsskifte i 2011, kan det da også vise sig at blive et problem for Søren Pape, at Lars Barfoed ikke nåede at få danskernes dom, men nu overlader valgresultatet til Pape alene.

Alt det ved vi først, når danskerne er blevet spurgt senest om et år. Men hvad vi allerede har fået svar på er, at K har fået en ny partiformand, som har en overraskende lethed ved at finde de naturlige svar på processpørgsmål, som ellers er de sværeste at håndtere.

På sit første pressemøde med Christiansborg-journalisterne bevægede Pape sig rundt om farlige temaer uden nogen pauser og øh’er, og som TV2’s politiske kommentator Anders Langballe sammenfattede:

”Pape er meget anderledes end de andre partiledere, men han taler som, og minder faktisk lidt om, den tidligere V-minister Søren Gade.”

Ikke noget dårligt navn at blive sammenlignet med i borgerlige kredse. 

Fortællingens mester  

Modsat sin forgænger Barfoed mødte Pape op med opsmøgede skjorteærmer og uden slips, og for at mane billedet af bankdirektør Varnæs i jorden indledte Pape med en meget jordnær og noget banal fortælling, som næppe kunne appellere mere bredt. Pape var opdraget konservativt. Hans far var landmand og havde et lille landbrug, som man ikke kan leve af i dag. Moderen var social- og sundhedsassistent og passede de gamle på det lokale plejehjem.

”Essensen af konservatisme,” forklarede Pape og tilføjede: ”man klarer sig selv og beder ikke om noget. Det er det, jeg kommer af.”

Lidt letkøbt måske, men omvendt er Papes barndomshistorie et effektivt greb til at give topskatdiskussionen en ny vinkel, som ikke altid starter med skattelettelser til de rige. Ifølge Pape er topskat nemlig værdipolitik. Man siger til danskerne, at de skal arbejde mere, og når de så gør det, så ”kommer vi og plukker dig fuldstændig bagefter”, med Papes egne ord. Skatten er misundelse, og det er ikke sådan et samfund, Pape med den helt jævne opvækst vil have.  

Parlamentarisk har skiftet til Pape givet anledning til en del skepsis i blå blok. Med et nærmest fastlåst leje på 4.-5. procentpoint, var det frygtet, at den ny partiformand ville gå direkte efter konflikten med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre for at få hurtig succes. Det er ikke sket og er ifølge en konservativ topkilde heller ikke meningen. Tværtimod. De Konservative skal om ikke være samlende, så i hvert fald være mere ydmyg og anerkende lillebrorpositionen i blå blok, selv om det kan være svært for selvforståelsen.

Da Pape blev spurgt om de historiske uenigheder mellem K og DF, svarede han resolut: ”Dansk Folkeparti er et professionelt parti. Jeg glæder mig til samarbejdet.”

Siden har han uddybet, at det var ham, der var noget galt med, hvis han ikke anerkendte et parti, som hver fjerde dansker stemmer på. Pape lægger vægt på sammenholdet frem for konflikten, hvilket gik igen, da han på sit pressemøde blev spurgt om Liberal Alliances sommerkampagne mod de konservative og Papes egen kommunalvalgkamp, hvor han betegnede Venstre som en traktor og de konservative som en Volvo.

Papes svar var: ”Det har været en varm sommer – også for Anders Samuelsen. Jeg glæder mig først og fremmest til at samarbejde om at få afskaffet topskatten.”

Hans kritik af Venstre faldt i forbindelse med en valgkamp, hvor alle kender vilkårene, lød Papes forklaring, som havde en afvæbnede effekt på journalisterne.

Med mindre end et år til næste valg skal Pape naturligvis adskille sig fra de øvrige blå partier, men ved at tale respektfuldt om partierne i blå blok, er vurderingen, bruger K ikke taletiden på at skabe splid, men på indhold. Akkurat som barndomshistorien skal skabe en ny fortælling om topskat som en værdikamp og ikke en kamp, K kæmper for de rigeste i samfundet.

Det kræver sin mand at begå sig på Christiansborg, hvilket Pape har lært på den hårde måde, men de første dage har vist, at Søren Pape har de kommunikative egenskaber til at genrejse noget af det tabte. 

Læs flere af Mikael Børstings indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.