Pas på med at gøre kultur til erhvervspolitik

Tv-producenterne forventer gyldne tider i den globaliserede medievirkelighed, men for os som forbrugere er det ikke ligegyldigt, hvem der er opdragsgiverne.

MM Special: Gyldne tider for tv-producenter

Forhandlingerne om et nyt medieforlig, der i hvert fald ifølge regeringens udspil lægger op til store strukturelle forandringer af det danske mediebillede, er i fuld gang.

En løsning skal ifølge planen være på plads til sommer og træde i kraft 1. januar 2019. Og den løsning kommer både til at definere fremtiden for de nuværende 136 danske tv-producenter og for udbuddet af dansk produceret indhold i det hele taget til os som medieforbrugere.

Mandag Morgen har i den anledning taget temperaturen på producentbranchen. Her er lige dele optimisme og tro på en ny guldalder med masser af aftagere i et dynamisk mediemarked og bekymring for konsekvenserne af en 20 procents beskæring af DR’s budgetter over de næste fem år samt en potentiel ny fordelingsstruktur for en 235 mio. kr. stor mediepulje med krav om 50 procents medfinansiering til projekterne.

Med stor anerkendelse til branchen har danske tv-serier og dokumentarudsendelser høstet internationale priser på stribe og solgt godt på eksportmarkedet i de seneste 10 år. Det er alt sammen skønt og medvirker til at sætte Danmark på verdenskortet. Vi har en kreativ branche, der samlet set med design, film, tv-serier, spil og arkitektur bidrager med 7 pct. af Danmarks samlede eksport.

Bekymringen er derfor ikke, om producentbranchen fortsat kan bidrage til dansk eksport og holde en god indtjening, for den ser ud til at have effektiviseret og strømlinet sine produktioner, så der nu kommer bedre tal på bundlinjen.

Det ser også ud til, at der er en betydelig talentmasse til produktionerne, selv om flere af de største danske navne nu vælger udlandet som arbejdsplads. Den reelle bekymring må ligge dér, hvor Claus Ladegaard, direktør for Det Danske Filminstitut, sætter fingeren på de ømme punkter.

DE STORE INTERNATIONALE STREAMINGTJENESTER, som nu lægger milliarder i produktion af tv-serier, har ikke dansk identitet, danske historiefortællinger, dansk kultur, danske værdi, dansk børneopdragelse, et dansk publikum og det, der optager os i Danmark, på dagsordenen. Netflix og HBO har større markeder at tænke på, og det har også andre af de udenlandsk ejede kanaler og tjenester.

Ganske vist bebuder Netflix og HBO, at de vil kaste sig over mere lokalt indhold og andre genrer end det store tv-drama, f.eks. dokumentarudsendelser. Det er jo fint, og det er med til at nære drømmene og forhåbningerne om en ny guldalder i den danske tv-branche. Men Netflix og HBO opererer ikke efter en kulturpolitisk dagsorden.

Virksomhederne har en hyperkommerciel dagsorden. Det skal de ikke høre et ondt ord for. Det er derfor, de er sat i verden. Kulturministeren har fastslået, at det er ligegyldigt, hvem der producerer vores tv-indhold, men der tager hun markant fejl. Danmark er et ekstremt lille marked, og det er ikke ligegyldigt, om der er nogen, der kan ramme den danske identitet, danske værdier og den danske tone.  

Det er interessant at iagttage, at regeringens tilsyneladende klare linje er alene at betragte producentbranchen og den kreative branche som en eksportvare.

Den 20. marts i år nedsatte intet mindre end hele tre ministre – erhvervsministeren, kulturministeren og udenrigsministeren – i fællesskab et vækstteam for de kreative erhverv. Det skal se på reguleringsmæssige barrierer for branchen, talentudvikling, fondsstøtte og lave et såkaldt ’væksttjek’, hvad angår internationale muligheder, og komme med sine forslag inden udgangen af 2018.

Og så står der de gyldne ord: ”Medieområdet skal forhandles i 2018, og vækstteamet skal derfor ikke fokusere på dette område”.

Der er ikke en stavelse kulturpolitisk vision eller målsætning i det vækstteam – kun ren og skær erhvervspolitik. Der er ingen hensigt om at understøtte producentbranchens talentudvikling og kreative udvikling med henblik på danske produktioner og dansk kultur til et dansk publikum.

Claus Ladegaard argumenterer selvfølgelig for, at Det Danske Filminstitut fortsat skal være omdrejningspunktet for fordelingen af en nu meget større mediepulje med statsmidler. Det er forståeligt, fordi ekspertisen hidtil er opbygget der. Men ikke nødvendigvis den eneste mulige løsning.

Det vigtigste er, at kulturministeren rent faktisk finder et kulturpolitisk mål for de statsmidler, som skal sendes i omløb, og at vi som mediepublikum fortsat får et bredt udbud og produceret med et indhold, som vi kan identificere os med som danskere.

Forrige artikel Sundhedsdata er nøglen til sundhedsvæsen i verdensklasse Sundhedsdata er nøglen til sundhedsvæsen i verdensklasse Næste artikel Plan for cybersikkerhed er lutter flotte ord Plan for cybersikkerhed er lutter flotte ord