“Vi mener, at alle patienter skal have ret til behandling efter højst en måned. Hvis det står til Helle og Villy, skal brolæggeren med dårligt knæ og sosu-assistenten med lændesmerter forlænge deres sygemelding, fordi det fri sygehusvalg forringes. Det er ganske enkelt en forringelse af kernevelfærden, som vi ikke vil være med til.”

Æren for citatet tilfalder sundhedsminister Bertel Haarder (V), og det, han sigter til, er S-SFs forslag om en såkaldt differentieret behandlingsgaranti for planlagte operationer.

I dag gælder det for denne patientgruppe, at hvis ikke det offentlige sygehusvæsen behandler dem inden for en måned, har de ret til at blive behandlet på et privathospital for det offentliges regning. Ifølge S-SF-forslaget skal denne ret bevares for de alvorligt syge, mens den maksimale ventetid øges til to måneder for de mindre syge. Formålet er bl.a. at give de offentlige sygehuse bedre mulighed for at opprioritere de patienter, der slet ikke har nogen fornøjelse af behandlingsgarantien, f.eks. ældre medicinske patienter.

Diskussionen er ikke ny. Og inden man falder for Venstres bekymring på velfærdssamfundets vegne, bør man hæfte sig ved, at både Lægeforeningen og interesseorganisationen Danske Patienter er tilhængere af en differentiering. De mener ikke, at den nuværende tidsgrænse har en lægefaglig begrundelse, og at den skævvrider sygehusenes prioritering, således at det ikke er de mest syge patienter, der behandles først.

Der er også en anden grund til at undre sig over regeringens modstand:  En interessant detalje ved forslaget er nemlig, at differentieret behandlingsgaranti faktisk allerede er afprøvet i stor skala i det danske sygehusvæsen. I kølvandet på den otte uger lange sygeplejerskestrejke i 2008 blev behandlingsgarantien midlertidigt suspenderet for at få afviklet den opståede patientpukkel så hurtigt som muligt. Og det viste sig samtidig at være en langt billigere løsning, selv om regionerne helt frivilligt pålagde sig selv en differentieret garanti i stil med S-SF-forslaget.

Ved at forhandle direkte med de private aktører lykkedes det de enkelte regioner at opnå klækkelige rabatter på behandlingerne. Forklaringen er ret simpel: Svagheden ved det nuværende system er, at der stort set ikke er noget marked, fordi den stramme tidsgrænse begrænser regionernes muligheder for at forhandle sig til en lavere pris, end den der fastsættes ved de årlige forhandlinger mellem regioner og privathospitaler. Men jo større spillerum, de enkelte regioner får for selv at planlægge deres aktivitet, jo større er deres muligheder for at øge konkurrencen ved at sende behandlinger i udbud. I de otte måneder, suspensionen varede, slog det tydeligt igennem på priserne, som det alt efter behandlingstype lykkedes at reducere med 11-62 pct.

Det var ikke mindst disse besparelser, der skabte debatten om, hvorvidt regeringen – med daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen – igennem en årrække havde overbetalt privathospitalerne.

Siden er de centralt fastsatte afregningspriser sat ned. Men da en-måneds-garantien også er genindført, hersker der berettiget tvivl om, hvorvidt man er landet på det rigtige prisniveau.

Det er der kun én måde at finde ud af på: Ved at give regionerne bedre muligheder for at teste markedet ved at sende behandlingerne i udbud. Det er også en del af formålet med forslaget fra S-SF. De mener, at regionerne i højere grad skal spørge til prisen, når de sender patienterne videre til de private sygehuse.

Det eneste underlige er, at en Venstre-sundhedsminister ikke mener det samme.