En række af Danmarks største pensionskasser har det forløbne år tabt et trecifret million-beløb på at investere i tobak-aktier. ATP, PFA, Danica og Lægernes Pensionskasse havde ved udgangen af 1998 aktier i to store udenlandske cigaretproducenter til en markedsværdi af i alt 400 millioner kr. Siden har de fire kasser måtte se værdien af deres investeringer noget nær halveret. Aktiekurserne i Philip Morris og British American Tobacco er faldet med henholdsvis 46 og 59 pct. Ikke meget tyder på, at tobakskurserne vil vende. Tobaksindustrien vil nemlig i fremtiden blive mødt med en hidtil uset skrap begrænsning af sine handlemuligheder. Verdenssundhedsorganisationen WHO lægger i øjeblikket sidste hånd på et udkast til en global juridisk bindende konvention om tobakskontrol. Konventionen vil rette et voldsomt slag mod den internationale tobaksindustris vigtigste strategi, der går ud på at erobre markeder i den tredje verden. Det vil der nu blive sat en stopper for - bl.a. via høje tobaksafgifter og globalt reklameforbud