Pensionsmilliarder som forandringsmotor

Claus Kragh
[graph title="Torben Möger Pedersen" caption=" " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/4ec43-torben_1.jpg" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/c4d47-torben_1.jpg" text="• Født 7. oktober 1955"] [/graph]

Finanskrisen har fået pensionsforvaltere over hele verden til at rive sig i håret over lav vækst, lavvande i statskasserne, kreditklemme i bankerne, stramt bundlinjefokus i investeringstunge virksomheder og meget lave renter på statsobligationer. Men ikke Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark. Han har tværtimod set muligheder i de nye økonomiske realiteter.

Midt under den alvorligste økonomiske krise siden 1930’erne har PensionDanmark opdyrket helt nyt land og gjort det muligt i samarbejde med energiselskaber, offentligt ejede kreditinstitutter og kapitalafhængige eksportvirksomheder at finansiere betydelige milliardinvesteringer, der i årene fremover vil komme pensionskunderne til gode.

”Vi er i en situation, hvor der er et match mellem vores behov for at finde aktiver, der giver en forrentning, der er højere end på statsobligationer, og så på den anden side det offentliges og den private sektors behov for adgang til langsigtet kapital,” siger Torben Möger Pedersen.

Denne forretningsmodel blev oprindelig udviklet i samarbejde med DONG Energy og førte til PensionDanmarks milliardinvesteringer i havvindmølleparkerne ved Nysted og Anholt. Den er siden blevet udbredt til andre projekter og andre partnere – dels gennem finansiering af danske virksomheders eksportforretninger i samarbejde med Eksportkreditfonden (EKF), dels i forbindelse med PensionDanmarks investeringer i bl.a. amerikansk vindenergi og senest i et biomassekraftværk i England.

Så stor er den internationale anerkendelse, at PensionDanmark og Torben Möger Pedersen sidste år kunne smykke sig med titlen som Europas dygtigste pensionsselskab, da den europæiske branches topfolk var samlet til den årlige sammenkomst i København.

Et jurymedlem mente, at PensionDanmarks koncept ”udgør selve fremtiden for pensionsfondes investeringsstrategier”, og dommerkomiteen konkluderede, at PensionDanmark med sine innovative investeringer i vedvarende energi og i finansiering af eksportprojekter ”går meget længere end til blot at varetage egne interesser”. 

Netværker med politisk næse

Torben Möger Pedersen beskrives som analytisk og strategisk, med en udpræget sans for politiske stemninger og værdien af alliancer. 

Svend Erik Hougaard Jensen, professor i økonomi ved Copenhagen Business School og personlig ven af Möger Pedersen, beskriver ham som stærk på tung analyse og netværk, men også meget opmærksom på ikke at overskride sine beføjelser.

”Han kan i sagens natur ikke tillade sig at lege ideolog, når han investerer pensionsformuerne. Men det er givet, at han meget gerne vil være med til at forandre det danske samfund,” siger Hougaard Jensen.

Anette Eberhard, adm. direktør i EKF, peger på, at Torben Möger Pedersen er god til at se muligheder ved at samle partnere på nye måder. 

”Som forandringsleder er det vigtigt at kunne se muligheder og turde arbejde sammen med nye partnere i nye konstellationer. Det er han god til,” siger Eberhard og henviser til samarbejdet mellem PensionDanmark og EKF.

”PensionDanmark opnår en ansvarlig investering af kundernes pensionsmidler, samtidig med at PensionDanmarks kunder bidrager til vækst, velfærd og arbejdspladser i Danmark ved at bidrage til finansiering af danske eksportprojekter,” siger Eberhard. 

Den danske model er fundamentet   

Når man spørger Torben Möger Pedersen selv, hvad forklaringen er på, at PensionDanmark, både herhjemme og internationalt, anses for at være en innovativ og forandringsskabende investor, understreger han straks, at bundlinjen og forrentningen af medlemmernes pensionsopsparing er det helt ufravigelige fokus.

Men samtidig peger han på, at selve eksistensen af de private danske arbejdsmarkedspensioner, der bygger på den danske models samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter, er fundamentet for forandringer og initiativer, der kan supplere både den offentlige sektor og det private marked.

Arbejdsmarkedspensionerne betyder, at Danmark i dag har Europas mest bæredygtige pensionssystem, i og med at hele den erhvervsaktive befolkning er omfattet af opsparingsbaserede pensionsordninger. Den fremtidige forsørgerbyrde er blevet håndterbar, fordi pensionsudgiften gradvist er flyttet fra staten til de private pensionskasser.

Torben Möger Pedersen peger på, at fremtidige pensionistgenerationer bliver næsten selvfinansierende, fordi den skat, de betaler af deres pensionsudbetaling, i meget vidt omfang kan medfinansiere de offentlige udgifter, de selv giver anledning til i form af folkepension og plejebehov. 

Möger Pedersen var som økonom og siden sekretariatschef i fagforeningen SiD (i dag del af 3F) selv med til at forberede de overenskomstforhandlinger, der førte til skabelsen af arbejdsmarkedspensionerne for de store grupper af faglærte og ufaglærte arbejdere i 1993.

”Det er sådan set den model for fornyelse af velfærdssamfundet, som nu er ved at blive anvendt på andre områder,” siger Möger Pedersen.

PensionDanmark har også opbygget en sundheds- og forebyggelsesservice for medlemmer, således at de kan få betalt forebyggende behandling hos fysioterapeuter og kiropraktorer og samtidig få støtte gennem programmet ”Hurtig diagnose”, hvor sygeplejersker hjælper PensionDanmark-kunderne med at finde frem til den rette behandling i sundhedsvæsenet. Det er en overbygning på det offentlige sundhedssystem, ligesom arbejdsmarkedspensionerne er en overbygning på folkepensionen.

På tilsvarende vis har PensionDanmark været særdeles aktiv i at opbygge en effektiv administration af de uddannelsesfonde, som arbejdsmarkedets parter har indgået aftaler om i de senere år, og som er blevet et vigtigt supplement til de offentlige tilskud til voksen- og efteruddannelse. De nye fonde er med til at finansiere det kompetenceløft, som der er brug for hos faglærte og ufaglærte i forbindelse med globaliseringens udfordringer.

”Fra pension over forebyggelse og sundhed til finansiering af efteruddannelse. Det er alt sammen eksempler på, hvor den særlige danske model går ind på kreativ vis og skaber løsninger på vores store velfærdsudfordringer,” siger Torben Möger Pedersen og tilføjer: ”Det er en meget livskraftig og effektiv model.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu