Pigtrådspolitikken må ikke sejre

Flygtningekrisen er et definerende øjeblik for Danmark. I disse dage skal vi og alle vore europæiske venner beslutte os for, hvem vi er, og hvem vi vil være i fremtiden.

Vil vi holde flygtninge væk med pigtråd og vandkanoner, sådan som Viktor Orbáns regime i Ungarn gør det; mure os inde bag grænsebomme og spærre flygtninge inde i lejre på ubestemt tid, sådan som Dansk Folkeparti har foreslået?

Eller vil vi tage del i den uden tvivl årelange og besværlige europæiske håndtering af situationen, sådan som Tysklands kansler, Angela Merkel, indtrængende har bedt Danmark og de andre EU-lande om at gøre det?

[quote align="right" author=""]Valget står imellem europæisk samarbejdspolitik og en nationalkonservativ pigtrådspolitik, der bygger på den naive opfattelse, at hvis hegnet er højt nok, er problemerne også løst.[/quote]

Valget står imellem europæisk samarbejdspolitik og en nationalkonservativ pigtrådspolitik, der bygger på den naive opfattelse, at hvis hegnet er højt nok, er problemerne også løst.  

Heldigvis har statsminister Lars Løkke Rasmussen haft mod nok til at sige nej til grænsebomme, også selvom Dansk Folkeparti med opbakning fra en voksende gruppe af nationalkonservative intellektuelle protesterer højlydt og hysterisk hamrer kiler ind i det borgerlige regeringssamarbejde.

Dermed er flygtningekrisen blevet et definerende øjeblik i den danske værdikamp, hvor viljen til at søge løsninger sammen med vore nabolande står over for den protektionistiske nationalkonservatisme.

Man skal ikke gøre sig nogen illusioner om, at den kamp er slut nu. Den er kun lige begyndt.

Selvom statsministeren ikke kan beskyldes for at have udvist hverken lederskab eller rettidig omhu i håndteringen af flygtningekrisen, skal han trods alt have ros for nu at følge den tyske kansler, selvom han derved er blevet genstand for hårde angreb fra sine borgerlige regeringsstøtter.

”Styrer vi selv, eller bliver vi styret af Kansler Merkel?” spurgte Kristian Thulesen Dahl således polemisk i sit meget læste digitale ugebrev i sidste uge.

Det spørgsmål stiller Kristian Thulesen Dahl, fordi det retorisk lyder bedre, at Danmark styrer sig selv og ikke lader sig styre af en tysk kansler. Men det retoriske kneb dækker over en virkelighed, Danmark ikke kan styre. Vi kan kun løse udfordringen i fællesskab med andre EU-lande og med Europas nabolande, og lige nu har den tyske kansler opfordret Danmark til at bidrage til at løse problemerne i fællesskab. Det er lederskab på et afgørende tidspunkt i Europas historie, og det er positivt, at den danske statsminister har indset, at han må gå samme vej.

Uden at nævne den tyske kansler anerkendte statsminister Lars Løkke Rasmussen behovet for europæiske løsninger og dermed den tyske kanslers tilgang, da han sent torsdag aften opdaterede sin facebookside, efter at han havde været på besøg i Bruxelles hos kommissionsformand Jean-Claude Juncker og EU-præsident Donald Tusk.

"Danmark tager 1.000 ekstra flygtninge og betaler 750 millioner kroner til at tage presset af Europas grænser,” skrev statsministeren til de 184.238 mennesker, der følger ham på Facebook, og han spurgte selv videre: ”Hænger det sammen med Venstres udmeldinger i valgkampen?”

Svaret var befriende ærligt:

”Måske svært at forstå, men ja ... Får vi ikke Europa til at arbejde offensivt sammen om bedre beskyttelse af EU’s ydre grænser, hjemsendelse af økonomiske migranter og koordineret indsats i nærområderne, vil presset på Europa (og dermed Danmark) bare tage til og til. Det ønsker jeg ikke,” skrev Lars Løkke og blev straks mødt af rasende protester fra Facebook-brugere, der beskyldte ham for løftebrud og mange andre ubehageligheder.

Det lyder da også som en helt anden Lars Løkke end ham, der før valget lovede at stoppe tilstrømningen af flygtninge til Danmark med en såkaldt akutopbremsning. Nu har han i stedet foretaget en U-vending.

Det brudte valgløfte er dog tilgiveligt i den forstand, at det blev indgivet i en indenrigspolitisk og snæversynet magtkamp. I den europæiske virkelighed, vi står i nu, er det, der virkelig tæller, at Løkke endelig viser lidt handlekraft og har besindet sig på at vælge den europæiske vej i håndteringen af flygtningekrisen. Det er den rigtige vej for Danmark.

Danmarks ekstra bidrag på 1.000 ekstra flygtninge og 750 millioner kroner er dog kun et lille skridt. Vi står ved begyndelsen til en enorm udfordring, som vi kun lige har taget hul på, så Lars Løkke kommer til at revidere sine ambitioner flere gange.

Der er brug for en indsats, der kan sammenlignes med USA’s Marshall-bistand til Europa efter Anden Verdenskrig. Nu er det Europas tur til at sikre social og økonomisk stabilitet i vores nærområder. Ellers er risikoen, at vi inden for kort tid oplever et totalt sammenbrud i Mellemøsten og Nordafrika og en tilstrømning af flygtninge, der får den hidtidige udvikling til at ligne en søndagsskoleudflugt.

Når Lars Løkke Rasmussen vælger, at Danmark skal bidrage konstruktivt til en europæisk håndtering af flygtningekrisen, så vælger han den samme vej som Storbritanniens konservative premierminister, David Cameron.

[quote align="left" author=""]Det vil uden tvivl blive meget dyrere at søge nationale protektionistiske løsninger og sænke grænsebommene end at søge fælles løsninger, så grænsekontrollen ikke er nødvendig.[/quote]

 Dette bør også være en øjenåbner for de danskere, der har lyttet til Dansk Folkeparti og troet, at den britiske vej i Europa skulle være den samme, som den Dansk Folkeparti foreslår.

Det er den ikke.

Helt ligesom Løkke Rasmussen vil Cameron både tage mod asylansøgere og bidrage til driften af flygtningelejre i Libanon, Jordan og Syrien. Der er ikke nogen vej udenom.

Hvor vi for en uge siden så flygtninge gå i lange rækker op gennem Europa, så holder lastbiler i lige så lange rækker og venter på at krydse EU’s indre grænser. Det viser med al tydelighed, at den frie bevægelighed og dermed det indre marked er truet. Det vil Tysklands Angela Merkel og Storbritanniens David Cameron gøre meget for at undgå. Det burde Løkke også.

Det vil uden tvivl blive meget dyrere at søge nationale protektionistiske løsninger og sænke grænsebommene end at søge fælles løsninger, så grænsekontrollen ikke er nødvendig.

Truslen mod den frie bevægelighed er en af forklaringerne på, at Dansk Industri både opfordrer til fælles løsninger og til, at håndteringen af flygtningekrisen sker på en måde, så Danmark fortsat kan tiltrække den arbejdskraft, virksomhederne hungrer efter.

Der er ikke nok arbejdskraft af dansk oprindelse til at få Danmarks økonomi til at hænge sammen i fremtiden. Befolkningen i den erhvervsaktive alder er ifølge Dansk Industris direktør, Karsten Dybvad, faldet med 74.000 borgere på bare seks år. Der er med andre ord brug for udenlandsk arbejdskraft.

Desværre halter integrationsindsatsen voldsomt. Danmark har indtil nu været et af de europæiske lande, der har haft sværest ved at udnytte indvandreres kompetencer og kvalifikationer. Om fire år vil kun 27 pct. af syrerne have et job eller være i gang med en uddannelse. Udfordringen er enorm.

Formanden for KL, borgmester i Kalundborg og Venstre-mand Martin Damm, betegner integrationen som kommunernes absolut største udfordring lige nu. Sidste år fik 6.100 personer asyl i Danmark, og i de første syv måneder af 2015 har 6.700 personer fået asyl*. Kommunerne er nu i gang med at finde boliger til dem, afklare deres kompetencer og sende så mange som muligt i praktik hos virksomheder.

Men det er ikke kun en udfordring. Martin Damm håber på, at flygtninge i job kan fylde huller ud efter de mange danskere, der lige nu går på pension.

[quote align="right" author=""]Danmarks fremtid afhænger af, hvordan vi løser opgaven med at integrere de mange flygtninge. For integrationen er løsningen og ikke problemet.[/quote]

I hans øjne vil det løse to problemer samtidig: Det vil først flytte en flygtning fra en tilværelse på offentlig forsørgelse til en tilværelse på arbejdsmarkedet, og dernæst vil det være med til at løse problemet med at få nok arbejdskraft til både offentlige virksomheder som for eksempel plejecentre og til private virksomheder.

Danmarks fremtid afhænger af, hvordan vi løser opgaven med at integrere de mange flygtninge. For integrationen er løsningen og ikke problemet, sådan som Dansk Folkeparti lader det forstå. Det er ikke en løsning at huse flygtningene i lejre på ubestemt tid, hvad enten så lejrene ligger i Danmark eller på en nedlagt base i Grønland.

Hvor Venstre og Dansk Folkeparti har kørt parløb i udlændingepolitikken siden slutningen af 1990’erne, er der nu store sprækker i enigheden. Senest har Dansk Folkeparti tydeliggjort, at regeringen ikke får deres stemmer, når de danske bidrag til en europæisk løsning på flygtningekrisen skal til afstemning i Folketinget.

Værdikampen om Danmarks udlændingepolitik er ikke slut, men den kan komme til at udspille sig på en ny bane, hvor udlændinge ikke på forhånd bliver betragtet som et problem. Det bør heller ikke være et problem, at de fleste asylansøgere er muslimer. Også her kan Løkke Rasmussen hente inspiration hos Angela Merkel.

Hun er sig meget bevidst, at integration af tusinder og atter tusinder af mennesker med muslimsk baggrund i Tyskland ikke nødvendigvis bliver let. Hun taler ofte om, at islam som religion skal lære at finde sin plads i det tyske samfund. Omvendt siger hun også klart, at når fire millioner mennesker i Tyskland er muslimer, ja, så må man også acceptere, at islam får en institutionel plads i samfundet. 

*I dette afsnit fremgik det tidligere, at 15.000 personer fik asyl i Danmark i 2014. De 15.000 var dog antallet af asylansøgere og ikke godkendte asylansøgninger (6.100).


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu