Pirater Sørøveri er en voksende trussel mod den internationale søfart Rederier efterlyser politisk indsats Moderne sørøveri er en af de alvorligste trusler mod den internationale søfart. Moderne kommunikations- og våbenteknologi har øget piraternes operationelle formåen betragteligt. Og efter en årrække med fald er antallet af kapringer igen stigende. Det koster hvert år rederierne milliarder i løsesummer, forsikringer og tabt fortjeneste. Rederiernes internationale brancheorganisation appellerer nu til politikerne om at tage problemet langt mere alvorligt. Sidste år blev der registreret 263 piratangreb globalt. Men det reelle tal er formentlig langt større. I mange tilfælde er rederierne nemlig tilbageholdende med at indrapportere overfald på grund af udsigten til dårlig presse, højere forsikringspræmier og forsinkelser.