Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Politik skal ikke være en beskidt affære
POLITIK OG VELFÆRD Ligestilling er en dansk kerneværdi. Partiernes topledelser må påtage sig ansvaret for at luge ud i sexismen i det politiske miljø.
En bølge af skandaler har ramt flere af de politiske partier lige ind i hjertekulen af det, vi til syvende og sidst allermest vælger vores politikere på. På deres troværdighed, på deres personlighed, på en adfærd, der kalder på respekt, og på værdier og normer, som de fleste af os kan anerkende som acceptable. Jo mere politiske ideologier træder i baggrunden, desto mere træder den enkelte politikers moral i forgrunden.
Det er ikke de ufejlbarlige engle, vi har lyst til at stemme på. Vi vil gerne have politikere, der også er mennesker, vi kan identificere os med. Alle kan begå moralske fejltagelser, og tilgivelse skal også kunne finde sted for politikere. Det samme skal en afbalanceret retssikkerhed, der ikke flår titler, job og ære fra nogen, uden at de har haft en forudgående mulighed for at forsvare sig mod anklager. Også når det gælder anklager om sexchikane og sexisme.
Den balance er på ingen måde nem at opnå for tiden. Normskandaler eller moralske fejltrin kan mere end noget andet mobilisere den offentlige mening for og imod. Både de krænkede og krænkerne er dømt til på forhånd at hænge til tørre på det virtuelle skafot på de sociale medieplatforme. I årevis har flere af de krænkede ventet på retfærdigheden og på at fortælle deres historier.
Nu er der momentum til at skabe et kulturskifte. I begejstringen over det må vi lære at holde fast i nogle proportioner. At skelne mellem den dumme, ubetænksomme bemærkning, den grove verbale sexisme eller den fysiske sexchikane med uønskede berøringer og egentlig voldtægt.
DET POLITISKE MILJØ er bragt i en bemærkelsesværdig tilstand af nervøs sitren over, hvem der nu bliver den næste, der indhentes af fortiden og mister alt. Den tilstand er ikke værdig for vores demokrati. Alle forbereder sig på næste lynnedslag. Hvor gammel skal en sag være for at blive glemt?
Ingen forventer, at sagerne om Morten Østergaard (R), Frank Jensen (S), Jeppe Kofoed (S), Jesper Petersen (S) og Orla Østerby (K) bliver de sidste. Flere historier vil dukke op, siger alle – inklusive statsministeren. Og det i sig selv vidner jo om det totale ledelsesmæssige svigt af ansvar i partierne gennem årene. Ansvaret hos partiernes topledelser handler ikke kun om at have set igennem fingrene med uønsket seksuel adfærd gennem årtier, hvor kvindelige politikere har accepteret, at sådan var det bare. Men partiledelserne har også svigtet et ansvar for ikke at have skabt en kultur, hvor det har været trygt for primært kvinderne at sige fra i forventning om en professionel og fair opfølgning.
Skandalerne skyller ind, ikke kun over folk i toppen af de voksnes partier, men nu også i bunden, blandt ungdomspartierne. Der, hvor de kommende generationer af politikere får deres introduktion til magten og ansvaret som aktive deltagere i vores højt besungne demokrati. I TV 2-dokumentaren ’Partiernes skjulte overgreb’ fortæller meget unge kvinder i ungdomspartierne om grænseoverskridende adfærd, magtmisbrug, seksuelle krænkelser og overgreb. På hvert eneste politiske landsmøde, landsråd, kongres, eller hvad det nu hedder i de enkelte partier, der står ungdomspartierne til kæmperos og klapsalver. Men hvorfor har ingen af de voksne politikere i partitoppen, som ofte selv er kommet op igennem ungdomspartiernes rækker, standset den totalt forkvaklede kultur, som afspejles i dokumentarudsendelserne, og som de må have vidst eksisterede?
HVORDAN I ALVERDEN SKAL VI OPDRAGE de unge til at elske vores demokrati, til at respektere vores politikere og selv ønske at være aktive samfundsborgere i den politiske debat, hvis krænkelser skal være indskolingen? Ungdomspartierne må nu tage fat om den store møggreb og få muget ud i den ødelæggende kultur, så unge kvinder og mænd kan føle sig trygge ved også at engagere sig. Hvis de ikke kan finde ud af det og følger op med årlige målinger blandt medlemmerne om sexisme, diskrimination og utryghed, så må det koste på tilskuddene til det politiske arbejde.
Ligestilling og ligeværdighed er danske kerneværdier. Når man bærer de gyldne kæder som folkevalgt, så har man et særligt ansvar for at være en god rollemodel. Det gælder døgnet rundt. Også i festligt lag, og når arbejdsdagens formelle del er slut. Når man som ledelse i ungdomspartierne har ansvaret for helt unge pigers beskyttelse og tryghed, så gælder det samme for dem.