En bølge af skandaler har ramt flere af de politiske partier lige ind i hjertekulen af det, vi til syvende og sidst allermest vælger vores politikere på. På deres troværdighed, på deres personlighed, på en adfærd, der kalder på respekt, og på værdier og normer, som de fleste af os kan anerkende som acceptable. Jo mere politiske ideologier træder i baggrunden, desto mere træder den enkelte politikers moral i forgrunden.

Det er ikke de ufejlbarlige engle, vi har lyst til at stemme på. Vi vil gerne have politikere, der også er mennesker, vi kan identificere os med. Alle kan begå moralske fejltagelser, og tilgivelse skal også kunne finde sted for politikere. Det samme skal en afbalanceret retssikkerhed, der ikke flår titler, job og ære fra nogen, uden at de har haft en forudgående mulighed for at forsvare sig mod anklager. Også når det gælder anklager om sexchikane og sexisme.

Den balance er på ingen måde nem at opnå for tiden. Normskandaler eller moralske fejltrin kan mere end noget andet mobilisere den offentlige mening for og imod. Både de krænkede og krænkerne er dømt til på forhånd at hænge til tørre på det virtuelle skafot på de sociale medieplatforme. I årevis har flere af de krænkede ventet på retfærdigheden og på at fortælle deres historier.

Nu er der momentum til at skabe et kulturskifte. I begejstringen over det må vi lære at holde fast i nogle proportioner. At skelne mellem den dumme, ubetænksomme bemærkning, den grove verbale sexisme eller den fysiske sexchikane med uønskede berøringer og egentlig voldtægt.

DET POLITISKE MILJØ er bragt i en bemærkelsesværdig tilstand af nervøs sitren over, hvem der nu bliver den næste, der indhentes af fortiden og mister alt. Den tilstand er ikke værdig for vores demokrati. Alle forbereder sig på næste lynnedslag. Hvor gammel skal en sag være for at blive glemt?

Ingen forventer, at sagerne om Morten Østergaard (R), Frank Jensen (S), Jeppe Kofoed (S), Jesper Petersen (S) og Orla Østerby (K) bliver de sidste. Flere historier vil dukke op, siger alle – inklusive statsministeren. Og det i sig selv vidner jo om det totale ledelsesmæssige svigt af ansvar i partierne gennem årene. Ansvaret hos partiernes topledelser handler ikke kun om at have set igennem fingrene med uønsket seksuel adfærd gennem årtier, hvor kvindelige politikere har accepteret, at sådan var det bare. Men partiledelserne har også svigtet et ansvar for ikke at have skabt en kultur, hvor det har været trygt for primært kvinderne at sige fra i forventning om en professionel og fair opfølgning.

Skandalerne skyller ind, ikke kun over folk i toppen af de voksnes partier, men nu også i bunden, blandt ungdomspartierne. Der, hvor de kommende generationer af politikere får deres introduktion til magten og ansvaret som aktive deltagere i vores højt besungne demokrati. I TV 2-dokumentaren ’Partiernes skjulte overgreb’ fortæller meget unge kvinder i ungdomspartierne om grænseoverskridende adfærd, magtmisbrug, seksuelle krænkelser og overgreb. På hvert eneste politiske landsmøde, landsråd, kongres, eller hvad det nu hedder i de enkelte partier, der står ungdomspartierne til kæmperos og klapsalver. Men hvorfor har ingen af de voksne politikere i partitoppen, som ofte selv er kommet op igennem ungdomspartiernes rækker, standset den totalt forkvaklede kultur, som afspejles i dokumentarudsendelserne, og som de må have vidst eksisterede?

HVORDAN I ALVERDEN SKAL VI OPDRAGE de unge til at elske vores demokrati, til at respektere vores politikere og selv ønske at være aktive samfundsborgere i den politiske debat, hvis krænkelser skal være indskolingen? Ungdomspartierne må nu tage fat om den store møggreb og få muget ud i den ødelæggende kultur, så unge kvinder og mænd kan føle sig trygge ved også at engagere sig. Hvis de ikke kan finde ud af det og følger op med årlige målinger blandt medlemmerne om sexisme, diskrimination og utryghed, så må det koste på tilskuddene til det politiske arbejde.

Ligestilling og ligeværdighed er danske kerneværdier. Når man bærer de gyldne kæder som folkevalgt, så har man et særligt ansvar for at være en god rollemodel. Det gælder døgnet rundt. Også i festligt lag, og når arbejdsdagens formelle del er slut. Når man som ledelse i ungdomspartierne har ansvaret for helt unge pigers beskyttelse og tryghed, så gælder det samme for dem.